Fremholdelse af den gode nyhed — med abonnementstilbudet
1 Overalt i verden trues vi af nød og usikkerhed. Krige, hungersnød, sygdomme og ulykker præger i stigende grad hverdagen. Regeringerne er usikre og vakler i deres grundvolde. Selv de bedste bestræbelser er utilstrækkelige. Freden er taget bort. (Åb. 6:4) Folk undrer sig over hvad grunden er til de mange kvaler og problemer.
2 Vi kan være taknemmelige for at Jehova har givet os fred i sindet i disse vanskelige tider. (Fil. 4:7) Vi er glade for at vi forstår hvorfor der er så megen uro i verden. Vi nyder stor fred fordi vi har lært Jehovas hensigter at kende og har givet os ind under hans organisationsmæssige ordning. Denne fred er så dyrebar at vi ønsker at dele den med andre ved at vise dem hvordan verdensbegivenhederne opfylder Bibelens profetier. — Rom. 10:14.
3 Igennem årene har vort blad Vagttårnet behandlet mange aktuelle emner og styrket retsindige menneskers tro på Jehovas løfter. De der tegner abonnement på Vagttårnet vil også i det kommende år få vigtige oplysninger. I de næste tre måneder behandles emner som treenigheden (1. maj), liv i himmelen (15. maj), menneskers grusomhed (1. juni), muligheden for enhed i verden (15. juni), og mærkeåret 1914 (1. juli). Den bedste måde at sikre sig disse vigtige oplysninger på, er ved at tegne abonnement.
Hvordan vi tilbyder det
4 Du kan måske bruge dette forslag: „Vi er glade for at træffe dig hjemme. Vi drøfter et spørgsmål som mange mennesker stiller i dag i betragtning af den truende verdenssituation. Mange siger ligeud: Der bliver ingen fremtid for den næste generation, i hvert fald ikke en lykkelig fremtid. Hvad mener du om den indstilling? [Lad den besøgte udtale sig.] Vi har selv bevaret troen på en lykkelig fremtid, og det skyldes de løfter Gud har givet os gennem sin søn Jesus Kristus. Læg engang mærke til hvad han siger her. [Johannes 17:3 læses.] Hvordan virker det på dig når du læser sådan et løfte? [Lad den besøgte udtale sig.] Mange mener at Bibelen er gammeldags og ikke har et budskab til os i dag, men Jesus siger dog [læs vers 17]. Det der har styrket vores tro på at Bibelen er Guds budskab til os og derfor er sand, er blandt andet de oplysninger vi har fået gennem bladet Vagttårnet.“ Du kan herefter pege på Vagttårnets formål på side 2 og omtale bladets udbredelse. Det er godt at nævne at bladet behandler cirka 600 skriftsteder om året. Vis eventuelt registeret i nummeret for 15. december. Du kan også pege på specielle oplysninger i de blade du tilbyder i øjeblikket.
5 Hvis den besøgte ikke har penge til abonnementet kan du måske aftale at komme igen senere. Eller du kan tilbyde et halvt års abonnement for kr. 17,50. De der ikke vil abonnere bør naturligvis have et par prøvenumre af bladene.
Vær positiv
6 Nogle har et personligt mål de søger at nå i løbet af abonnementskampagnen. Arbejd henimod dit mål med iver og tillid. Vær positiv. Husk på alt hvad Jehova har gjort for os gennem sin søn Jesus Kristus, og den åndelige føde han tilvejebringer gennem „den trofaste og kloge træl“. Hvis vi følger disse råd og beder Jehova om at velsigne vor indsats, vil vi opnå gode resultater i abonnementskampagnen. Den glæde vi udstråler vil få andre til at indse bladenes enestående værdi. (Joh. 15:11) Tøv ikke med at tilbyde abonnement ved enhver passende lejlighed!