Fremholdelse af den gode nyhed — når abonnement på bladene skal fornys
1 Når vi besøger folk hvis abonnement på Vagttårnet og Vågn op! er ved at udløbe, har vi en udmærket lejlighed til at aflægge et yderligere vidnesbyrd. Det grundlæggende arbejde er allerede gjort, og de besøgte har modtaget bladene regelmæssigt i et stykke tid. Det er ikke sikkert at de har læst hver eneste artikel i hvert nummer, men de har fået den åndelige føde ind i hjemmet regelmæssigt, og det minder dem om Jehova og Rigets velsignelser.
2 Den forkynder der i sin tid tegnede abonnementet vil som oftest foretage fornyelsen, forudsat at det også er ham eller hende der har den regelmæssige kontakt med abonnenten nu. Somme tider sker det at forkyndere flytter eller abonnementer tegnes af nogle i en anden menighed, og så får du måske muligheden for at betjene en abonnent og, når tiden kommer, at forny abonnementet. Hvordan bør man betragte disse genbesøg?
Den rette indstilling
3 Det er vigtigt at have en positiv indstilling og være vågen for at aflægge vidnesbyrd. Når du afleverer abonnementsbladene bør du altid tilbyde at give yderligere oplysninger og vise hvordan man får det bedste udbytte af bladene. Når tiden kommer hvor abonnementet skal fornys, bør du give en positiv tilskyndelse til at forny. Måske er der også lejlighed til at tilbyde et bibelstudium, da den besøgte kan have ændret indstilling på grund af det han har læst i bladene i mellemtiden.
4 Hvad kan der gøres for at give abonnenterne den bedste betjening og hjælpe Selskabet til at behandle fornyelserne hurtigt og præcist? (1) Straks når menigheden modtager fornyelseskvitteringerne fra Selskabet skal de overgives til de forkyndere der skal søge at forny dem. (2) Forkynderne skal bruge fornyelseskvitteringen fra Selskabet og ikke en ny abonnementskvittering. (3) Alle fornyelser og nytegninger skal afleveres til den ansvarshavende broder ved det førstkommende møde, om overhovedet muligt. Fornyelseskvitteringerne sendes til Selskabet UGE FOR UGE, også selv om der kun sendes én. (Yderligere oplysninger findes i artiklen i Rigets Tjeneste for december 1985, side 3: „Vis dig trofast i abonnementsarbejdet“).
Hvad kan vi sige?
5 Når vi aflægger besøg for at forny abonnementer der er ved at udløbe, hvad kan vi da sige for at øge interessen for at læse bladene? Vil det være bedst med en direkte henvendelse, idet man siger til den besøgte at hans abonnement er ved at udløbe og så tilskynder ham til at forny det? Dette kan give gode resultater i nogle tilfælde. Det viser sig imidlertid ofte at hvis de der afleverer abonnementsbladene ikke har truffet abonnenten regelmæssigt, er hans interesse aftaget noget. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at genoplive den interesse vedkommende havde tidligere.
6 Efter en kort indledning kan du sige: „I disse dage gør jeg en speciel anstrengelse for at træffe folk her i nabolaget som igennem et stykke tid har modtaget Vagttårnet (eller Vågn op!) regelmæssigt. Jeg håber at du, ligesom jeg, har nydt at læse dem.“ En kort pause kan her give den besøgte lejlighed til at sige om han har fået læst nogle af artiklerne. Så kunne du fortsætte med at sige: „I det nyeste nummer er der en artikel som jeg særlig har glædet mig over. [Nævn emnet eller titlen på artiklen. Nogle få yderligere kommentarer om artiklens indhold kan være passende.] Vi har lige modtaget oplysning om at dit abonnement snart vil udløbe (eller er udløbet), og vi vil gerne sikre os at du får alle numrene. Det vil glæde mig at sende fornyelsen ind for dig. Prisen er den samme som sidste år, blot kr. 40,00 for et helt år.“ Hvis den besøgte ikke ønsker at forny abonnementet lige nu, kan du, hvis du skønner at der stadig er nogen interesse, træffe aftale om at besøge vedkommende igen.
7 Husk at det er vort mål at undervise folk i sandheden og at have en andel i ophøjelsen af Jehovas store og hellige navn. Ud over Vagttårnet og Vågn op! er der ingen andre blade på jorden som tjener dette guddommelige formål. Hvilken velsignelse er det ikke når en familie modtager disse blade og læser dem regelmæssigt! Lad os gøre fyldest i fornyelsesarbejdet.