Gør fremskridt i din tjeneste
1 Det er dejligt at se vækst og fremgang. Landmanden iagttager opmærksomt hvordan frøene vokser frem til frugtbærende planter. Forældre glæder sig over at se deres børn udvikle sig til ansvarsbevidste voksne. Jehova er ligeledes meget interesseret i at se os gøre åndelige fremskridt i vor tjeneste. Hans ord tilskynder os til at lade vor fremgang være tydelig for alle. — 1 Tim. 4:15, 16; Fil. 3:13, 16.
2 Paulus’ brev til hebræerne viser at nogle havde forsømt at gøre fremskridt i tjenesten. Han sammenlignede dem med spædbørn, og inden de kunne gøre fremskridt som lærere måtte de på ny undervises i grundlærdommene. (Hebr. 5:12-14) Er det ikke tydeligt at deres erfaring og de råd de fik dengang, understreger at vi også bør gøre fremskridt som kristne? Hvordan kan vi forbedre kvaliteten af vor tjeneste på arbejdsmarken?
Forbedring af vor fremholdelse af budskabet
3 Da du første gang deltog i tjenesten var du sikkert nervøs og havde en følelse af utilstrækkelighed. Du havde måske lært en præsentation udenad og brugte den gang på gang indtil du følte dig mere erfaren ved dørene. Efterhånden som vi vokser i kundskab, erfaring og forståelse skulle vore præsentationer blive mere fleksible, så vi kan tale med større overbevisning om flere forskellige bibelske emner. Gør du fremskridt i så henseende? Udtrykker du dig stadig på samme måde som da du begyndte i forkyndelsen? Eller er du blevet bedre til at fremholde budskabet fra dør til dør?
4 Mange som begyndte at forkynde i de unge år lærte en kort bladpræsentation af deres forældre. Efterhånden som tiden gik gjorde de fremskridt og lærte at bruge samtaleemnet og at forbinde det med tilbudet. Forældre, hjælp jeres børn til at gøre fremskridt med hensyn til at fremholde budskabet efterhånden som de vokser fysisk, mentalt og åndeligt.
5 Menighedens møder hjælper os til at gøre fremskridt i tjenesten. Er vi opmærksomme ved tjenestemøderne? Det er dér vi hele tiden får aktuel vejledning som kan hjælpe os i tjenesten. Vi vil gøre fremskridt når vi tager denne værdifulde vejledning til hjerte og anvender den.
Brug ’Paradisbogen’
6 ’Paradisbogen’ er et fantastisk hjælpemiddel, en betimelig foranstaltning fra Jehovas fremadskridende organisation. I juni og juli kan vi deltage i arbejdet med at sprede denne gode bog. Som fremadskridende forkyndere ønsker vi imidlertid mere end blot at sprede bøger. Vi må føre nøjagtige notater over alle der modtager bogen. Hvorfor? Fordi de der har modtaget ’Paradisbogen’ har fået vores vigtigste bibelstudiebog. Vort mål er at gøre disciple, og derfor bør vi samvittighedsfuldt komme igen inden en uge, om overhovedet muligt, for at bygge videre på den fundne interesse.
7 Forkyndere der er interesseret i at gøre fremskridt benytter enhver lejlighed til at tilbyde et bibelstudium. Nogle forkyndere kan påbegynde et bibelstudium ved første besøg. De tilbyder bogen og henviser til paragraffer som de har udvalgt i forvejen. Det er paragraffer der har forbindelse med det emne der drøftes og som indeholder spørgsmål der let vækker interesse. Forkyndere som omhyggeligt forbereder sig på at gøre dette vil få bedre resultater med at påbegynde studier end de der blot viser den besøgte tilfældige afsnit i bogen.
8 Vi er blevet en del af Jehovas fremadskridende organisation, og Jehova hjælper os kærligt til at holde trit med den. Tag positivt imod denne hjælp ved at gøre fremskridt i tjenesten. Når vi tager imod denne undervisning og ledelse, som Jehova gavmildt har sørget for, vil vi „i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ — Ef. 4:15.