Fremholdelse af den gode nyhed — med empati
1 ’Egenkærlige, pralende, hovmodige, opblæste.’ (2 Tim. 3:1-5) Hvilken rammende beskrivelse af vor generation! Den materialistiske livsform og jeg-dyrkelsen har fået mange til at isolere sig og være uinteresserede i andres velfærd. Empati, evnen til at sætte sig i andres sted, ses sjældent i dag.
2 For at vor tjeneste kan lykkes må vi nødvendigvis vise empati. Det er ikke altid nemt. Vi har også problemer og bekymringer som kan hindre os i at tænke på andre. Hvad kan vi gøre for ikke at komme til kort på dette område?
Opdyrk empati
3 Vi bør tænke på andres behov. På den måde efterligner vi vor himmelske Fader. Jehova elsker mennesker og er opmærksom på deres behov. Han ønsker at hans skabninger skal være lykkelige. Hans medfølelse og barmhjertighed fik ham til at tilvejebringe en genløsning, som kunne frelse mennesker fra synd og død. — Joh. 3:16.
4 Som aldrig før har menneskeheden behov for Guds rige. Det er den eneste løsning på de problemer som i dag plager os alle. Kundskab om Guds rige har hjulpet os til at klare hverdagens problemer og har frigjort os fra babylonisk religion. Når vi sætter os i den besøgtes sted vil medfølelse og barmhjertighed få os til at dele Guds ords sandheder med dem så de også kan opleve den glæde vi har fået. — Joh. 8:32, 36.
5 Jesus følte med folk og udførte sin tjeneste med kærlighed. Han var optaget af at hjælpe andre, og de der lyttede til ham vidste at han havde omsorg for dem og forstod deres situation. (Luk. 5:12, 13; Mark. 6:32-34) Hvis vi opdyrker empati og lægger den for dagen på samme måde som Jesus, vil vor næstekærlighed tydeligt kunne ses.
Hvordan vi viser empati
6 Hvordan kan vi vise omsorg for andre? Vi må lægge god dømmekraft for dagen, tage hensyn til den besøgtes omstændigheder og det han siger, samt sætte os i hans sted. Spørg dig selv: Hvis jeg var i hans sted, hvilke ord eller tanker ville da trøste mig eller vække min interesse? Brug sådanne velvalgte ord eller tanker. Hvis du kommer til ulejlighed, da afkort samtalen, tilbyd om muligt de nyeste numre af bladene og lov at komme igen på et mere belejligt tidspunkt. Empati og oprigtig interesse for hvad der optager den besøgte kan hjælpe os til at fremholde budskabet på en mere vindende måde.
7 Erfarne forkyndere må i særlig grad vise empati når de hjælper nye i forkyndelsen. Når vi husker hvordan vi selv var tøvende og nervøse da vi begyndte i tjenesten eller da vi skulle holde vort første foredrag, kan vi bedre have den rette indstilling. Når vi tænker på hvordan andre hjalp os dengang, vil vi bedre kunne vide hvad vi skal gøre og sige når vi giver råd og vejledning. Når vi viser tålmodighed, kærlighed og hjælpsomhed, vil vi kunne støtte dem så de gør fremskridt i åndelig henseende.
8 Vi efterligner Messias ved at vise empati både over for vore brødre og over for de mennesker vi møder i tjenesten. Lad os derfor altid være opmærksomme på hvordan vi i højere grad kan lægge denne egenskab for dagen, og derved følge det eksempel Jehova Gud og Jesus Kristus har sat. — Ef. 5:1, 2.