Gør møderne mere belærende
1 „Det var fantastisk at se at alle, unge såvel som gamle, deltog i mødet. De svarede ivrigt og fulgte opmærksomt med i deres egne bibler.“ Har du hørt nogen sige sådan efter at de første gang har overværet et af Jehovas Vidners møder? (1 Kor. 14:25b) Mange af os har, og vi var glade for at vi selv var til stede og var med til at svare ved disse møder!
2 Når vi er godt forberedt vil vore svar være indholdsrige, og møderne vil være belærende og værdifulde for alle der overværer dem. (Hebr. 10:24, 25) Dette skulle indskærpe os betydningen af at gøre gerninger der bekræfter troen, og det vil hjælpe os til at gøre fremskridt som kristne. — Jak. 1:25.
Fra podiet
3 Der bliver behandlet mange forskellige emner på den teokratiske skole. Ifølge den nye studieplan vil eleverne få tildelt opgaver over ’Paradisbogen’ og ’Ræsonnerebogen’, bøger som vi alle regelmæssigt bruger i tjenesten. De søstre der tildeles sådanne opgaver kan medvirke til at gøre skolen mere belærende ved at benytte situationer fra dagligdagen når de fremholder hovedpunkterne i stoffet. Det kan hjælpe tilhørerne til at få godt fat i oplysningerne og se hvordan de kan bruge dem i deres tjeneste. Brødre som skal holde foredrag over ’Ræsonnerebogen’ kan på samme måde fremhæve punkter som vil være af særlig hjælp når man skal forkynde i menighedens distrikt. Brødre der har til opgave at læse op fra Bibelen kan i deres indledning, under oplæsningen, og i afslutningen understrege punkter af praktisk værdi. På en af disse måder kan du måske være med til at gøre skolen mere belærende for alle der overværer den.
4 Måske bliver du bedt om at være med i en demonstration på tjenestemødet. I så fald er det vigtigt med omhyggelig forberedelse. Det du siger skal kunne høres, og derfor må du bruge mikrofonerne rigtigt. (Se Første Korintherbrev 14:9.) Vend ikke ryggen til tilhørerne når du er med i en demonstration. Stå altid med front mod forsamlingen. Når du viser den besøgte indholdet af en bog eller et blad, vil tilhørerne da kunne se forsiden af bogen eller bladet. Når du står med ansigtet mod tilhørerne kan de bedre høre dig og vil også bedre kunne se dit ansigtsudtryk.
Som tilhører
5 Alle vi der overværer møderne kan gøre dem mere belærende for os selv ved at lytte opmærksomt. (1 Tim. 4:16; Hebr. 2:1) Vi må opdyrke evnen til at lytte og ikke lade vore tanker gå på langfart. Det forstyrrer andre når man hvisker til dem der sidder i nærheden. At rejse sig unødigt for at gå ud og drikke vand eller benytte toilettet, vil hindre os selv i at få det bedste udbytte af møderne, og det vil forstyrre andre.
6 Hvis man har små børn og de er urolige, vil det være godt at sætte sig i nærheden af sidegangene eller midtergangen bag i rigssalen så de forstyrrer så få som muligt. Hvis de opfører sig dårligt eller støjer, vil det være rigtigt af forældrene at tage dem med ud i et af de tilstødende lokaler. Ellers vil de kunne hindre andre i at koncentrere sig om at vise møderne fuld opmærksomhed. — Ordsp. 22:6, 15.
7 Hvis vi anstrenger os for at gøre møderne mere belærende for os selv såvel som for andre, vil vi vokse åndeligt. Man vil da kunne sige det samme om os som blev sagt om de kristne i Thessalonika, at ’vores tro vokser overmåde og den kærlighed som vi alle hver især har over for hinanden, øges’. — 2 Thess. 1:3.