Et regelmæssigt familiestudium — livsvigtigt for kristne
1 Det har ofte vist sig at alvorlige problemer med troende familiemedlemmer, især med unge, skyldes at man ikke har vist familiestudiet tilstrækkelig opmærksomhed. Sørgeligt nok må det siges at mange familier, deriblandt nogle hvor familiefaderen er ældste eller menighedstjener, har haft problemer med deres børn i skolealderen fordi børnene er bukket under for en verdslig indflydelse.
2 For nylig skrev en kredstilsynsmand om disse problemer at de næsten altid skyldes at man ikke giver bibelundervisningen tilstrækkelig opmærksomhed i hjemmet. En undersøgelse foretaget af en kredstilsynsmand har vist at der i nogle menigheder er op til 50 procent af familierne som ikke har et regelmæssigt familiestudium.
Må prioriteres højt
3 Jehova gav forældre i det gamle Israel følgende befaling: „Og disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) Ja, forældre i Israel måtte tage dette alvorligt.
4 Der må sættes tid af til et regelmæssigt familiestudium hvis det skal kunne siges om en familie at den følger vejledningen i Guds ord. Familieoverhoveder må vise den nødvendige fasthed og udholdenhed. De må lede studiet regelmæssigt, og de øvrige familiemedlemmer må støtte denne ordning for tilbedelse i familien til gavn for alle i hjemmet. Alle forældre må gøre sig klart at hvis de ikke er tilstrækkeligt vågne for familiens åndelige behov nu, vil de sandsynligvis senere komme til at skulle tage sig af alvorlige og måske smertefulde problemer.
Tilpas familiestudiet
5 Hvordan bør studiet ledes? Hvad kan man studere? Hvornår bør studiet holdes, og hvor længe bør det vare? Hvordan kan man være sikker på at man når ind til barnets hjerte? Svarene på disse spørgsmål findes i Vagttårnet for 1. november 1986, side 24.
6 Til et godt familiestudium hører at forældrene er glade og begejstrede. (Jævnfør Salme 40:8.) Det er også vigtigt at forældrene roser børnene for deres bestræbelser og tilskynder dem til at efterleve Jehovas principper.
7 En søster lærte sandheden at kende da otte af hendes børn stadig boede hjemme. Selv om hun havde en ikketroende og ikkesamarbejdende ægtefælle var hun meget opmærksom på at opbygge børnenes åndelige styrke. Hun satte et godt eksempel i forkyndelsen og i mødedeltagelse. Når hun havde været ude i forkyndelsen med børnene, lagde hun altid mærke til om børnenes ansigter afspejlede glæde. Hvis det ikke var tilfældet sørgede hun for straks at give den nødvendige opmuntring. Hvis de isolerede sig på deres værelser inddrog hun dem kærligt i familiens aktiviteter og opbyggede dem med Guds ord. Resultatet er at alle hendes børn er i sandheden. Tre har været almindelige pionerer og to af dem har været på Betel. Hendes anstrengelser blev rigt belønnet fordi hun altid var meget opmærksom på deres åndelige sundhed. — Jævnfør Tredje Johannesbrev 4.
8 Det medfører mange velsignelser nu og i fremtiden når forældre er opmærksomme på deres børns åndelige behov. Når børnene ser værdien af Guds lov og overbevises om at den er god og gavnlig, vil de ikke afholde sig fra, i ord eller handling, at lade andre vide hvad de tror. (Sl. 119:165) Derfor, I forældre, giv med glæde familiestudiet den livsvigtige plads det fortjener.