Fremholdelse af den gode nyhed — ved at samtale med folk
1 Ifølge en ordbog er en samtale „en mundtlig udveksling af følelser, iagttagelser, meninger eller ideer“. Men hvordan kan man indlede en samtale om Bibelen når den man taler med måske er imod religion eller er optaget af sine egne anliggender? Jesus stillede spørgsmål for at engagere sine tilhørere. — Joh. 4:9-15, 41, 42.
2 Vi bør oprigtigt bede Gud hjælpe os til at finde frem til de retsindige og få kontakt med dem. Det bliver lettere at forkynde hvis vi betragter hver eneste vi møder i tjenesten som en mulig tilbeder af Jehova. En sådan indstilling vil hjælpe os til at fremholde sandheden på en begejstret og tilskyndende måde der vil virke tiltrækkende på de interesserede.
Gør brug af det vi har
3 ’Ræsonnerebogen’ giver på side 9-15 mange forslag til hvordan vi kan indlede en samtale, og de fleste forslag indbefatter at der stilles spørgsmål. Når den besøgte svarer på et spørgsmål, lyt da opmærksomt, og lad det fremgå af dit svar at du har opfattet og overvejet det der er blevet sagt. — Kol. 4:6.
4 Når du stiller et spørgsmål ved du naturligvis ikke hvad den besøgte vil svare, men vær parat til at tilpasse samtalen til det der bliver sagt. Prøv at holde samtalen i gang ved at give yderligere oplysninger fra Bibelen om det der interesserer vedkommende og ved at stille andre velgennemtænkte spørgsmål.
Forbered dig
5 Du ved måske allerede på forhånd hvad der optager folk i dit distrikt. Hvis det er tilfældet, så udvælg de indledninger i ’Ræsonnerebogen’ som vil være mest velegnede. Det er måske kun nødvendigt at tilpasse en af disse indledninger til det samtaleemne vi har for øjeblikket. Indled samtalen ved at tale om det du tror der optager den besøgte, omtal kort et problem, og vis hen til Bibelens løsning. Når den besøgte udtaler sig, så kommentér det han siger på en positiv måde uden at kritisere hans meninger. Når du viser interesse for hans tanker og meninger vil det tilskynde ham til at fortsætte samtalen med dig. Prøv at finde frem til punkter hvor I er enige, og tal om dem. Gør samtalen opbyggende ved at fremhæve Guds riges velsignelser som løsningen på menneskehedens problemer.
6 Betragt forskelligheder i jeres opfattelse som en indgangsvinkel til at kunne fortsætte samtalen. Hvis den besøgte er villig til at ræsonnere med dig, kunne du sige: „Har du nogen sinde set det fra denne synsvinkel?“ Peg derefter på hvad Guds ord siger om det aktuelle emne. Hvis vedkommende er umulig at ræsonnere fornuftigt med, skal du ikke forsøge at tvinge dine synspunkter igennem. Afslut i stedet besøget med en venlig kommentar, så vejen måske er banet for at den gode nyhed kan fremholdes for vedkommende ved en senere lejlighed. — Ordsp. 12:8, 18.
7 Nogle mennesker er mere villige til at tale med os når vi møder dem uformelt. Hold dig derfor ikke tilbage fra at tale med dem du møder på gaden, dem der er i gang med noget arbejde, eller dem der slapper af i haven. De vil måske være glade for din interesse for det de foretager sig, og det vil måske være muligt for dig at lede samtalen ind på en drøftelse af Bibelens løfter om at jorden vil blive et paradis. Prøv at gøre samtalen til en positiv oplevelse for den du taler med. Forsøg så vidt det står til dig at efterlade vedkommende med et mere positivt syn på Gud, hans ord og hans tjenere. Derved vil han måske, selv om du ikke i denne omgang nåede hans hjerte, være mere imødekommende næste gang han bliver besøgt.