Vær helhjertet i forkyndelsen
4. del: Planlæg din forkyndelse, så den bliver virkningsfuld
1 Det kræver god personlig planlægning at deltage helhjertet i den offentlige forkyndelse. Jesus satte det bedste eksempel for os som forkyndere i dag. (Luk. 10:1, 2; Apg. 1:8) Vi kan også lære af den måde hvorpå hans disciple i det første århundrede fuldførte deres tjeneste. (Apg. 5:42; 2 Tim. 4:5) Hvordan kan vi planlægge vor forkyndelse bedre og opnå lignende gode resultater?
2 Sæt tid af til forkyndelsen: Vor tjeneste er ikke en uvæsentlig eller vilkårlig del af vor tilværelse. Det kan ikke overlades til tilfældighederne hvor meget tid vi bruger på at fuldføre tjenesten. Vi må sætte tid af til de forskellige tjenestegrene for at kunne udføre tjenesten på en virkningsfuld måde. (Ef. 5:15, 16) Mange forkyndere synes at det er en hjælp at sætte sig et mål for hvor mange timer de vil bruge i forkyndelsen hver måned. Det betyder som regel at de må tilrettelægge deres forhold sådan at de kan være med i forkyndelsen hver uge. Kristne forældre bør hjælpe deres børn til at sætte tid af til regelmæssig deltagelse i de forskellige grene af forkyndelsen. — 5 Mos. 6:7; Ordsp. 22:6.
3 Sæt dig meningsfyldte mål: Hvis du sætter dig realistiske mål, vil du have noget at stræbe efter. Når du har nået målene, vil du opleve den glæde at have fuldført noget. (Ordsp. 13:12) Apostelen Paulus tilskyndede: „Lad os i hvert fald, så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ (Fil. 3:16) Din forkyndelse bør, ligesom alle dine andre åndelige aktiviteter, vidne om at du gør fremskridt og vandrer regelret i samme gænge.
4 Har du for eksempel en rigelig forsyning af traktater og løbesedler? Sørger du for at have tilstrækkeligt med nye blade til rådighed, og er de i pæn stand? Gør du god brug af hus-til-hus-notatskemaer ved at notere de interesserede på ét skema og dem der ikke har været hjemme på et andet?
5 Tag dig tid til at repetere samtaleemnet før du går ud i tjenesten. Find nogle punkter i tilbudet som kan danne grundlag for en samtale, og forbered dig på at bruge dem på en virkningsfuld måde så du skærper interessen hos dem du besøger. Vær også opmærksom på at bruge ’Ræsonnerebogen’. Selv mellem besøgene kan du hurtigt slå op og se på nogle af disse praktiske forslag. Hvis du følger dem, vil du opnå bedre resultater i tjenesten.
6 Det er en stor forret at have en fuld andel i „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“ her i de sidste dage. (Rom. 15:16) Vi bør bestræbe os for at fuldføre vor tjeneste ved at aflægge det bedst mulige vidnesbyrd, „frugt af læber“. (Hebr. 13:15; jævnfør Hoseas 14:2.) Lad os derfor tilrettelægge tiden så vi kan være med i forkyndelsen regelmæssigt, og lad os sætte os fornuftige mål som vil hjælpe os til at fuldføre vor tjeneste til Jehovas pris.