Støt pionererne
1 Guds tjenere er kendt for deres nidkære forkyndelse. Selv om vi ikke alle har mulighed for at være pionerer, bør vi dog bestræbe os for at opdyrke pionerånden og være helhjertede i det vi gør. Og vi kan tilskynde dem der har mulighed for at begynde i pionertjenesten og glæde os sammen med dem.
2 At begynde som pioner og at holde ud i pionertjenesten er en udfordring. Pionererne udfører en stor del af forkyndelses- og undervisningsarbejdet, men det kan de ikke gøre uden at bringe ofre og gøre en ihærdig indsats. Hvordan kan du støtte og opmuntre disse nidkære heltidstjenere?
3 Hvad vi kan gøre: Pionererne har især brug for de ældstes støtte, og det virker meget opmuntrende på dem når de ældste samarbejder med dem. Mange ældste stræber derfor efter at samarbejde med hver enkelt pioner i menigheden mindst én gang om året. På den måde kan de personligt rose pionererne for det de gør og hjælpe dem til at gøre yderligere fremskridt. Måske må pionererne ændre på deres timeplan for at kunne samarbejde med de ældste på tidspunkter hvor disse er til rådighed. De ældste må desuden sikre sig at de grupper pionererne er tilsluttet har tilstrækkeligt med distrikt. Der kan tilrettelægges flere samlinger på eftermiddage og aftener for at imødekomme pionerernes særlige behov. Det er især aktuelt i de måneder hvor flere tjener som hjælpepionerer. — Es. 40:11.
4 Menighedstjenere har ligeledes gode muligheder for at hjælpe pionererne ved at støtte dem i forkyndelsen og ved flittigt at udføre deres opgaver i menigheden. Pionersøstrene værdsætter at brødre fører an i organiseringen af forkyndelsen efter samlingerne, og de der har opgaver ved bog- og bladbordet kan sørge for at der er tilstrækkeligt med bøger og blade. Når andre tager sig af disse ting, kan pionererne koncentrere sig om deres tjeneste.
5 Alle kan hjælpe: Forkynderne kan hjælpe pionererne ved at træffe flere aftaler om at samarbejde med dem. De er glade for andre forkynderes samarbejde og støtte. Måske kan du træffe aftale med pionerer en gang om ugen eller et par gange om måneden. Det vil også være godt at huske dem i dine bønner, ligesom du måske kan støtte dem materielt. En sådan omsorg og gavmildhed værdsættes meget af pionererne. — Fil. 4:14-19.
6 Familier kan gøre meget for at støtte slægtninge som er pionerer. Ofte kan de huslige opgaver tilrettelægges sådan at et eller flere familiemedlemmer kan være pionerer. En søster med tre børn arbejder to dage om ugen. Hendes sønner hjælper ved at foretage indkøb og ordne praktiske ting i hjemmet, og datteren hjælper med at gøre rent og lave mad. Efter at hun er gået ud af skolen er hun også blevet pioner, og hun arbejder på de dage hvor hendes moder har fri. Et sådant samarbejde i familien giver mulighed for at flere kan blive pionerer — og fører til velsignelse for hele familien.
7 Flittige pionerer gavner menigheden på flere måder. Deres nidkærhed og gode eksempel opmuntrer mange til at yde mere i tjenesten, og derfor bør vi afgjort gøre hvad vi kan for at hjælpe og støtte dem. Vore forenede bestræbelser er til glæde for alle og resulterer i at Jehova bliver lovprist.