Spørgsmålskassen
◼ I hvilket omfang kan børn af kristne forældre deltage i forkyndelsen på arbejdsmarken før de har fået status som udøbte forkyndere?
Kristne forældre ønsker at deres børn skal udvikle sig til modne, nidkære tjenere for Jehova. (1 Sam. 2:18, 26; Luk. 2:40) Selv i en meget ung alder bør børn i kristne familier klart kunne forsvare deres bibelske tro. Det fremmer børnenes åndelige vækst at de følges med deres forældre i forkyndelsen fra de er helt små. Men det er vigtigt at børnene af hjertet ønsker at komme med hvis de skal finde glæde ved tjenesten, ønske at blive udøbte forkyndere og fortsætte med at tage del i forkyndelsen af Riget. Dette kræver at forældrene oplærer dem omhyggeligt. (1 Tim. 4:6; 2 Tim. 2:15) Andre kvalificerede forkyndere kan nu og da træde til hvis forældrene ønsker det. — Se om, s. 96, 97.
Når velopdragne børn følges med deres kristne forældre i forkyndelsen fra hus til hus, lærer de hvordan de skal bære sig ad. Men de vil ikke få status som udøbte forkyndere før de har opnået en vis færdighed i at forkynde. Kristne forældre kan selv afgøre i hvilket omfang et barn kan deltage i forkyndelsen når de arbejder sammen. Børn der endnu ikke har status som udøbte forkyndere bør dog ikke selv tage besøg eller følges med andre børn i forkyndelsen. Forældrene kan forberede deres børn til forkyndelsen og lade dem deltage på forskellig vis, for eksempel ved at læse et skriftsted, tilbyde en traktat eller et blad, eller vise den besøgte en illustration i en af publikationerne. Når barnet er blevet større kan det måske i højere grad deltage i samtalen.
Når børn får den rette oplæring vil de forstå forkyndelsens alvor, idet de følger deres forældres anvisninger og opfører sig godt. Forældre bør ikke overlade børn der endnu ikke er udøbte forkyndere til sig selv ved samlingerne, og forvente at andre tager sig af dem. Omsorgsfulde forældre forstår at det er deres ansvar at føre tilsyn med deres børn. Men naturligvis kan der være andre ansvarsbevidste forkyndere i menigheden som gerne vil hjælpe til med at oplære børn der viser oprigtig interesse for at tjene Jehova i forkyndelsen.