Giv andre nøjagtig kundskab om Jesus Kristus
1 I december vil vi tilbyde bogen Det største menneske der har levet. Hvordan vil du påbegynde en god bibelsk drøftelse, og hvordan vil du tilbyde bogen?
2 Gør brug af de nye traktater: Nogle forkyndere har haft gode resultater med at benytte traktater til at finde ud af hvor stor interesse den besøgte har, inden de har tilbudt andet læsestof. Hvordan kan man gøre det? Ved at fremholde den nye traktat Vil denne verden overleve?
Efter en passende hilsen kunne du sige:
◼ „I denne måned beskæftiger man sig naturligt nok meget med Jesus, og derfor drøfter jeg et interessant spørgsmål med folk, nemlig: Hvordan betragter du Jesus Kristus? Synes du man kan kalde ham det største menneske der har levet? [Giv den besøgte tid til at svare.] Der er selvfølgelig mange mennesker der har haft indflydelse på andres liv, og nogle har bidraget til menneskehedens fremskridt, men læg mærke til hvad der adskiller Jesus Kristus fra alle de andre. [Læs Johannes 17:3, forklar skriftstedet og lad den besøgte udtale sig.] Ingen andre kan give mennesker evigt liv. [Slå op på side 3 i traktaten.] Da Jesus var her på jorden beskrev han nogle begivenheder der ville indtræffe før verdens ende. Men han tilskyndede også sine disciple til at glæde sig fordi disse begivenheder betød at deres udfrielse nærmede sig.“ Efter kort at have nævnt nogle af tegnene på Kristi nærværelse kan du vise traktatens bagside, som illustrerer nogle af velsignelserne under hans riges styre. Husk hele tiden at inddrage den besøgte i samtalen.
3 Unge, nye eller uerfarne forkyndere kan bruge traktatens billeder i deres indledning.
Forkynderen kan slå op på side 3 og 4 i traktaten „Vil denne verden overleve?“ og sige:
◼ „Prøv at se de to billeder her. Det ene viser et krigsfly der nedkaster bomber og det andet viser et sultende barn. [Vis side 5.] Og her ses et jordskælv og en syg mand der ligger på hospitalet. [Pause.] Bibelen viser at sådan nogle forfærdelige ting snart vil ophøre.“
4 Hvis den besøgte viser interesse kan man læse Åbenbaringen 21:3, 4, enten direkte fra Bibelen eller som det er citeret på side 6 i traktaten. Derefter kan man uddybe emnet, alt afhængigt af hvor stor interesse den besøgte viser. Hvis der er grundlag for det, kan man tilbyde bogen Det største menneske der har levet, og aftale at komme igen.
5 Læg grundvolden for at komme igen: Uanset om vi har efterladt en traktat, bogen Det største menneske der har levet eller andet læsestof, eller vi blot har haft en god samtale, kan vi sige: „Næste gang jeg kommer vil jeg gerne fortælle dig noget interessant om den by hvor Jesus blev født.“ Og sørg så for at komme igen, måske i løbet af nogle ganske få dage.
6 Guds rige er menneskehedens eneste virkelige håb. Lad os vise at vi oprigtigt ønsker at give alle vi møder „nøjagtig kundskab om Guds hellige hemmelighed, nemlig Kristus“. — Kol. 2:2.