Spørgsmålskassen
◼ Hvordan bør vi betragte hjælpepionertjenesten?
Hjælpepionertjenesten bør betragtes som en forret og en alvorlig opgave. Der er hver måned i titusindvis af forkyndere som udnævnes til at være hjælpepionerer, og nogle er det på fast basis. Vi vil gerne rose disse nidkære forkyndere fordi de udnytter deres muligheder for hver måned at bruge mindst 60 timer i forkyndelsen. Både ældste og andre bør tilskynde de forkyndere der ansøger om at blive hjælpepionerer til at tage deres udnævnelse alvorligt og undgå enhver tilbøjelighed til at have en ligegyldig indstilling.
De der ønsker at være hjælpepionerer i en eller flere måneder bør, ligesom almindelige pionerer, først beregne omkostningerne. (Luk. 14:28) Dette indbefatter at de i forvejen vurderer om de med rimelighed kan forvente at opfylde timekravet uden at forsømme andre kristne forpligtelser. Før man beslutter sig for at tjene som hjælpepioner bør man nøje overveje sine personlige forhold under bøn. Man bør ikke blot ansøge fordi andre gør det. Beslutningen bør derimod gennemtænkes nøje og man bør lave en skriftlig timeplan for at finde ud af om man kan nå timerne. Det er vigtigt at læse ansøgningen nøje igennem og realistisk overveje om man kan opfylde de krav der stilles.
Der er naturligvis tale om at gøre en ekstra indsats. Nogle måneder om året er særlig velegnede til at være „stærkt optaget“ af at forkynde den gode nyhed. (Apg. 18:5) Det gælder for eksempel april og oktober og den måned hvor kredstilsynsmanden besøger menigheden. Mange forkyndere er villige til at følge en strammere timeplan for at kunne yde en større indsats i forkyndelsesarbejdet i disse perioder med særlig aktivitet, i erkendelse af at det ofte medfører rige velsignelser. (2 Kor. 9:6) Mange forkyndere gør en særlig indsats for at tjene som hjælpepionerer i feriemåneder og måneder med fem hele weekender. Men de erkender også at de, når de melder sig, må lade deres ’ja betyde ja’, ved at gøre alt hvad de kan for at bruge 60 timer eller mere i forkyndelsen i den måned hvor de er hjælpepionerer. — Matt. 5:37.
De forkyndere der ikke har mulighed for at tjene som hjælpepionerer, kan træffe aftaler med hjælpepionererne og på den måde støtte dem. Det er godt at blive ude i tjenesten i længere tid sammen med pionererne når det er muligt. Hjælpepionererne vil måske især sætte pris på at få aftaler tidligt på formiddagen, sidst på eftermiddagen og tidligt på aftenen. De vil også være glade for at komme med på andre forkynderes genbesøg og bibelstudier. De der på denne måde kan støtte hjælpepionererne vil også opleve den større lykke der er ved at give. — Apg. 20:35.
Vi værdsætter meget den store flid som mange hjælpepionerer lægger for dagen. De der har mulighed for at slutte sig til dem kan forvente store velsignelser. (Ordsp. 10:4) Hvornår har du næste gang mulighed for at opleve den glæde der er forbundet med en øget indsats som hjælpepioner?