Områdestævnet „Oplært af Gud“
1 „Lær mig, Jehova, din vej.“ (Sl. 86:11) Det bør ligge alle Guds indviede tjenere på sinde at bede således. Vi er besluttede på altid at lære mere og at anvende det vi lærer. Af og til har vi brug for at blive korrigeret og vi må, ligesom salmisten, bede om at Gud må forene vort hjerte så det ikke er delt. Programmet ved områdestævnet „Oplært af Gud“ vil indeholde den praktiske vejledning og de tilrettevisninger vi behøver for at kunne tjene Jehova trofast under presset fra denne tingenes ordning.
2 Jehovas Vidners Stævneplads i Silkeborg og Jehovas Vidners Stævnehal i Herlufmagle vil også i år danne rammen om stævnerne i Danmark. Stævnerne afholdes efter følgende plan:
SILKEBORG: 1.-4. juli (J-2, S-3, S-5, tegnsprog); 8.-11. juli (F-2, J-1); 15.-18. juli (F-1, J-5); 22.-25. juli (J-3, S-2, S-4A); 29. juli–1. august (J-4, S-1, S-4B).
HERLUFMAGLE: 1.-4. juli (Engelsk: for alle menigheder og grupper i Skandinavien); 8.-11. juli (S-3, S-5, tegnsprog); 15.-18. juli (S-2, S-4A); 22.-25. juli (S-1, S-4B); 5.-8. august (Arabisk: for alle menigheder og grupper i Nordeuropa).
NUUK, Grønland og TÓRSHAVN, Færøerne: 29. juli–1. august.
Det er en god hjælp for de brødre der skal planlægge stævnerne at alle følger denne fordeling. Der kan dog være særlige forhold som kan hindre nogle i at overvære det tildelte stævne. Nogle er måske blevet udpeget til en særlig opgave i Frivillig Tjeneste og der kan også være nogle der skal hjælpe slægtninge der bor i et andet område. Der kan også være andre forhold der skal tages hensyn til. (Fil. 2:4) Vi vil gerne opfordre alle til, om overhovedet muligt, at overvære stævnet i Silkeborg. Stævnet i Herlufmagle er beregnet for dem der ikke kan tage til Silkeborg, og pladsen er begrænset.
3 Et firedages stævne: Stævnet begynder torsdag kl. 13.20 og slutter søndag cirka kl. 16.20. Vi kan se frem til en overflod af fast åndelig føde serveret på mange forskellige måder: gennem foredrag, demonstrationer, interviews og to skuespil. Gå ikke glip af en eneste del af denne livsvigtige undervisning! Vi ser desuden frem til at genopfriske gamle bekendtskaber og at stifte mange nye. Måske vil nogle af de missionærer der tjener i fremmede lande også være til stede ved stævnet. Benyt dig af muligheden for at lære disse trofaste brødre og søstre at kende. Hvis du har børn, vil det være godt at inddrage dem i samtalen. Den glæde og selvopofrende indstilling disse missionærer viser, kan medvirke til at dine børn får lyst til at begynde i heltidstjenesten.
4 Vil du bringe hele tienden til forrådshuset? I Malakias 3:10 lovede Jehova israelitterne at hvis de ville sætte ham på prøve og bringe hele tienden til forrådshuset, ville han tømme velsignelse i overmål ud over dem.
5 Det at sætte Jehova på prøve kan for nogle betyde at de hurtigst muligt må henvende sig til deres arbejdsgiver og bede om ferie eller fri til at overvære stævnet. Nogle har tøvet med at gøre det, fordi de ikke mente at arbejdsgiveren ville give dem fri til at overvære et stævne. Men ofte har de samme forkyndere ikke haft svært ved at bede om fri når det drejede sig om andre ting!
6 Vi kan spørge os selv: Hvis vi havde en nær ven der skulle giftes i en anden del af landet, ville vi så ikke anmode om at få fri til at overvære brylluppet? Og hvis arbejdsgiveren tøvede med at give lov, ville vi så ikke respektfuldt forklare hvor meget det betød for os at være til stede? Er det ikke meget mere vigtigt at blive oplært af Jehova end at overvære et bryllup? Hvis vi gør os klart at stævneprogrammet er afgørende for vor åndelige vækst, vil det være lettere for os at overbevise vores arbejdsgiver om at han må give os fri til at overvære stævnet. — Jakob 1:7, 8.
7 I Israel bestod tienden af materiel støtte til Jehovas tilbedelsessted. I vores tid repræsenterer tienden den tid, energi og de midler vi bruger direkte i tjenesten for Jehova og til støtte af Rigets arbejde. Tienden indbefatter den tid vi bruger på møder, kredsstævner og områdestævner, såvel som det at vedligeholde og rengøre mødestederne. Områdestævnet „Oplært af Gud“ vil give os mange muligheder for at give tiende til Jehovas åndelige forrådshus. Hvilke muligheder?
8 Vi kan give tiende ved at lytte opmærksomt til stævneprogrammet, ved at synge begejstret med på alle Rigets sange og ved at lytte opmærksomt til bønnen, så vi af hjertet kan tilslutte os det der bliver sagt.
9 Vore fremskridt på sandhedens vej afhænger for en stor del af hvor meget vi hører efter. I et stort auditorium kan vi let blive distraheret af andre omkring os, og derfor må vi koncentrere os særlig meget. Sørg for at have alt det med du skal bruge ved stævnet, både bibel og sangbog, blyant og notesbog samt det nummer af Vagttårnet der skal studeres i den uge. Det er nyttigt at notere nogle af de punkter og skriftsteder ned som taleren nævner. Før korte notater; hvis du skriver for meget, kan det forhindre dig i at koncentrere dig. Børnene bør også lære at lytte opmærksomt. De kan give tiende sammen med deres forældre ved at følge med i programmet så godt de overhovedet formår.
10 Nogle forældre sætter hver dag en times tid af til at børnene i ro og fred kan læse eller se billederne i en af Selskabets publikationer. En sådan oplæring gør det meget lettere for børnene at sidde stille ved møder og stævner. De forældre der har haft gode resultater med at opdrage deres børn siger at de aldrig har givet børnene lov til at have legetøj eller farvebøger med til møderne. Selv helt små børn kan lære at de kommer til møderne for at tilbede Jehova. De forældre der lærer deres børn hvad det vil sige at bringe hele tienden til forrådshuset skal afgjort roses!
11 Vi kan også give tiende ved at bruge vor tid og vore kræfter i frivillig tjeneste under stævnet. Ved stævnerne i Silkeborg er der også brug for frivillige arbejdere forud for og efter stævnerne. Ved stævnerne i Herlufmagle kan der blive brug for ekstra mandskab under stævnerne fordi stævnerne dér er forbeholdt brødre og søstre med særligt behov samt de fremmedsprogede grupper og menigheder. Hvis du bor i nærheden kan du og din familie måske hjælpe til. Nogle brødre har givet dem de studerer med mulighed for at hjælpe til, så de endda før deres dåb kan lære hvad det omfatter at støtte tilbedelsen af Jehova. Der er rigeligt at gøre for at stævnet kan afvikles på rette måde. Hvorfor ikke hjælpe til som familie?
12 Vores økonomiske støtte af stævnet er endnu en måde hvorpå vi kan give tiende. I sin beskrivelse af hvordan den sande tilbedelse kunne støttes med materielle gaver, påbød Jehova Israels folk: „Man må ikke vise sig tomhændet for Jehova. Enhver skal komme med en gave som svarer til den velsignelse Jehova din Gud har givet dig.“ (5 Mosebog 16:16, 17) Uanset om folket kunne give meget eller lidt, havde det Jehovas velbehag at de på forhånd havde planlagt at bringe ofre. På samme måde overvejer mange brødre under bøn hvad de kan give som bidrag. Lader du nogen sinde dine små børn lægge bidrag i bidragsbøssen?
13 Vær en pryd for vor frelser, gud: Gennem gode manerer og en ret adfærd kan vi være „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. (Titus 2:10) Derved viser vi at vi anvender den oplæring vi modtager fra Gud ved selve stævnet.
14 Hvordan forholder det sig med vore manerer? Det er ikke almindeligt at tage hensyn til andre i verden i dag. Men Jehovas folk, der lader sig lede af bibelske principper, har ikke kun øje for deres egne interesser, men også for de andres. (Fil. 2:4) Vi er opmærksomme på vore medmennesker. Vi hverken skubber eller maser når vi står i kø for at få udleveret mad eller litteratur. Vi bør være opmærksomme på de ældre, og på de små børn der står i kø sammen med deres forældre så vi ikke overser dem og måske kommer til at skubbe til dem. Uden for stævneområdet vil vi også opføre os på en måde der viser at vi er oplært af Jehova. På restauranter og cafeteriaer vil vi opføre os på en eksemplarisk måde. Hvis vi er en gruppe vil vi ikke forstyrre andre ved en støjende opførsel og vi vil være venlige og høflige over for personalet, også selv om betjeningen ikke helt svarer til vore forventninger.
15 Vil du personligt være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, ved din eksemplariske opførsel? Her er nogle områder hvor du kan vise dette på:
16 Påklædning og soignering: Vi bør ikke forveksle det at overvære et stævne med det at være på ferie. Når vi er til stævne træder vi frem for Jehova for at blive oplært af ham. Det vil derfor være rigtigt af os at være klædt på samme måde som når vi overværer møderne i rigssalen. (1 Tim. 2:9, 10) Vi bør desuden være opmærksomme på hvordan vi går klædt efter programmets afslutning. Uanset vores alder vil det ikke være rigtigt af os, når vi kommer hjem til vort logi, at erstatte vort præsentable stævnetøj med noget der får os til at ligne sjuskede og usoignerede verdslige. Det kan give det indtryk at vort mødetøj snarere er en uniform end et vidnesbyrd om vor levevis. Husk at vi bærer Jehovas navn, og vi må hver især sørge for at der ikke kan rettes gyldige anklager mod sandhedens vej.
17 En sømmelig adfærd: Det er vigtigt at alle der overværer stævnet er passende klædt, idet de respektfuldt betragter stævnepladsen som „Guds hus“. (Sl. 55:14) Vi bør undgå at gøre noget der kan forstyrre de andre der lytter til programmet under foredragene, skuespillene, sangen og især under bønnen. Det vil ikke være respektfuldt at snakke, flytte unødigt omkring, fotografere med blitz eller optage med videokamera på en måde der forstyrrer dem der prøver at koncentrere sig om hvad der bliver sagt. Vores betænksomhed og gode adfærd vil vise at vi oprigtigt værdsætter at blive oplært af Gud og at vi kommer til stævne for at blive undervist af Jehova.
18 Vis kærligt hensyn til andre ved at planlægge at komme i god tid hver dag, især torsdag, da det sandsynligvis vil tage længere tid at finde parkeringsplads og siddepladser den første dag. Vi må også vise hensyn og respekt over for naboerne til stævnepladsen i Silkeborg og ikke gå længere end til den markerede grænse i det fredede område. Forældre bør, både i Silkeborg og i Herlufmagle, holde godt øje med deres børn så de bliver inden for stævneområdet. De ældste bør være særlig opmærksomme. De bør være hjælpsomme og rose. Men de bør også føle sig fri til at give kærlig vejledning hvis det er nødvendigt.
19 Ved stævnehallerne og på stævnepladsen er der lavet meget smukke anlæg. Forældre bør være opmærksomme på deres børn og sørge for at de ikke færdes i „Vandkunsten“ foran auditoriet eller andre steder og områder med særlig beplantning og udsmykning.
20 I overensstemmelse med vejledningen i Første Korintherbrev 5:11 vil udstødte ikke kunne få logi på overnatningspladsen og de vil heller ikke kunne spise sammen med brødrene i stævnets bespisningsafdeling.
21 Til god adfærd hører også at man ikke forsyner sig med forfriskninger når boderne er lukkede eller hvis ordstyreren har budt velkommen til et programafsnit. Vi bør også huske at rydde op efter os når vi forlader vores plads i bespisningsafdelingen. I stævnehallerne må flasker og fødevarer ikke tages med ind i selve foredragssalen.
22 Bånd- og videooptagere: Det er tilladt at optage programmet hvis det kan ske uden at forstyrre. Man må imidlertid ikke bryde ind i Selskabets anlæg, og der træffes ingen særlige foranstaltninger. Stævnets højttaler- og tv-afdeling kan heller ikke påtage sig at foretage sådanne optagelser. Det er muligt at optage programmet via adapter i de afsnit hvor der er teleslynge.
23 Dåb: Dåbsforedraget holdes lørdag kl. 11.30. Det er et af stævnets højdepunkter, og vi har alle gavn af at lytte opmærksomt og glæde os sammen med dem der bliver døbt og byde dem velkommen.
24 Dåbskandidaterne bør mindes om at det ved en sådan lejlighed vil være upassende at være iført T-shirts med verdslige slogans, mærker eller reklamer. De ældste bør sørge for at gennemgå dåbsspørgsmålene med dåbskandidaterne på forhånd og i god tid meddele dem om de kan lade sig døbe. (Når spørgsmålene gennemgås vil det også være på sin plads at give forslag til en passende påklædning.) Dåbskandidaterne skal selv medbringe badetøj og håndklæde og til dåb på stævnepladsen i Silkeborg anbefales det også at medbringe en badekåbe. De tilskyndes til at være på deres pladser foran scenen inden programmet begynder.
25 Alkoholiske drikke: Det er ikke under stævnerne tilladt at nyde alkoholiske drikke inden for stævneområdet, heller ikke på overnatningspladsen.
26 Reversmærket tjener både til at avertere stævnet og som identifikation. Ud over at bære det under rejsen til og fra stævnet bør vi bære det på stævneområdet og på overnatningspladsen. De ordenshavende vil føle sig fri til at minde vennerne om dette. Reversmærker kan udleveres til alle der skal bo på overnatningspladsen og overvære stævnet. Hvis der er tale om nye, om ikketroende ægtefæller eller om andre som endnu ikke har indrettet deres liv helt efter de bibelske principper, bør de dog forstå og anerkende det ansvar det medfører at bære reversmærket.
27 Frivillig tjeneste: Der er behov for mange frivillige arbejdere for at et stævne kan fungere. Stævnekoordinatoren i din menighed vil modtage oplysninger om hvilke afdelinger der har behov for frivillige hjælpere, og dette vil han bekendtgøre for menigheden. Igennem ham kan du få en aftale om at udføre frivillig tjeneste. Børn bør arbejde sammen med en af deres forældre eller en anden voksen.
28 Under stævnet kan der opstå behov for flere frivillige arbejdere. Der er et bureau for frivillig tjeneste, og vi vil tilskynde dig til at henvende dig dér når du ankommer til stævnet. Brødrene vil oplyse dig om det aktuelle behov. Din villige tjeneste vil medvirke til at stævnet kan få et godt forløb. — Sl. 110:3.
29 Bespisning: Selskabet vil som ved tidligere stævner sørge for morgen-, middags- og aftensmad samt forskellige forfriskninger. Stævnets bespisningsafdeling har ikke mulighed for at lave mad til diabetikere, men de er velkomne til at nyde deres medbragte mad i stævnets spiseafdeling. I Silkeborg vil bespisningsafdelingen kunne betjene dig fra onsdag morgen, i Herlufmagle fra torsdag morgen.
30 Logi: På nuværende tidspunkt skulle alle der ønsker logi gennem indlogeringsafdelingen i Silkeborg, have indsendt deres anmodning. De der nu, eller i tiden op til stævnet, får behov for logi kan anmode om det gennem menigheden. Menighedens stævnekoordinator vil kontrollere at hver ansøgning er udfyldt korrekt, underskrive den og sende den til Jehovas Vidners Stævneplads, Indlogeringsafdelingen, Resendalvej 8, 8600 Silkeborg. Telefon 86 85 39 00. Der er ingen logiafdeling i forbindelse med de danske stævner i Herlufmagle. Der er udsendt hotellister og alle der ønsker hotellogi bedes selv sætte sig i forbindelse med et hotel og foretage reservation.
31 Overnatningspladsen i silkeborg: Vi regner med at kunne tilgodese jeres ønske om at bo på pladsen, og i så fald vil der ikke blive sendt nogen bekræftelse. Hvis det skulle vise sig at vi ikke får pladser nok, vil I få besked i god tid inden stævnet og få anbefalet en lokal campingplads. Send venligst afbud i god tid hvis I ikke får brug for en bestilt plads, så kan den komme andre til gode. Der vil kun være plads til dem der i forvejen er godkendt af menighedens ældste. Hvis nogle kommer uanmeldt, og der er overskydende pladser, kan de få tildelt plads når en ældste, helst menighedens stævnekoordinator, godkender deres anmodning. (Se i øvrigt paragraf 25.)
32 Hunde kan ikke medbringes på stævnepladsen eller overnatningspladsen, medmindre der er tale om førerhunde.
33 Tabt og fundet: Vær omhyggelig med dine ejendele og efterlad ikke værdigenstande uden opsyn. Fundne genstande afleveres i TABT OG FUNDET, og de der har mistet ejendele bedes inden de forlader stævnet henvende sig i denne afdeling. Efter stævnerne vil fundne ting kunne rekvireres fra stævnehallerne i Herlufmagle og Silkeborg. Det vil være en stor hjælp hvis alle er meget omhyggelige med deres ejendele, dette gælder også bibler og sangbøger. Tlf.: Herlufmagle: 53 75 15 50; Silkeborg: 86 81 33 66.
34 Bogbord: Ved bogbordet kan man få udleveret de af Selskabets publikationer som normalt forefindes i menigheden samt eventuelle nyudgivelser. Reversmærker kan ikke fås ved bogbordet men skal i forvejen bestilles og hentes i den lokale menighed.
35 Særlige møder: Pionerer i alderen fra 20 til 40 år som er interesserede i missionærtjenesten indbydes til et møde på stævnets anden dag kl. 13.00. På stævnets tredje dag kl. 13.00 er der et møde for indviede forkyndere mellem 19 og 35 år der er interesserede i beteltjeneste. Stedet for møderne meddeles ved stævnet.
36 Programtider:
Første dag: 13.20-17.10
Anden dag: 9.20-12.05 og 13.40-17.05
Tredje dag: 9.20-12.05 og 13.40-17.10
Fjerde dag: 9.20-12.20 og 13.45-16.20
37 Det er et enestående privilegium at blive oplært af Jehova. Det vil føre til varige velsignelser for os og vore familier at vi, ved den rette brug af vor tid, kræfter og materielle midler, giver områdestævnet „Oplært af Gud“ vor fulde støtte.
Jehovas Vidners Stævneplads, Silkeborg
Busforbindelser: Oplysning om afgangstider og køreplan udleveres i afdelingen Information i forhallen.
Torsdag er der afgang fra Drewsensvej ved Banegården kl. 11.00 og 11.40. Ruten går over Torvet og Teknisk Skole. (Skilt i forruden: „Stævnepladsen“.) Billetpris: Voksne kr. 8,00. Børn 4-11 år kr. 4,00.
Campingstole: Der er indrettet et stort område i auditoriet hvor stævnedeltagerne kan benytte deres egne campingstole, men det vil være hensynsfuldt så vidt muligt ikke at benytte højryggede stole.
Frivillig tjeneste: Dette bureau findes i den sydlige ende af forhallen.
Førstehjælp findes i auditoriets sydlige ende — indgang fra forpladsen.
Hviletelt er det sydligste telt, ud for FØRSTEHJÆLP.
Hørehæmmede: Der er teleslynge i hele auditoriet samt i hvileteltet.
Invalidetoiletter findes i alle auditoriets store toiletsektioner (indgang fra forpladsen) samt i toiletbygningerne.
Mønttelefoner: I nordlige og sydlige del af forhallen samt ved toiletbygningerne.
Ordstyrerens kontor findes i den sydlige kontorgang — indgang fra forhallen.
Overnatningspladsen kan i almindelighed benyttes fra tirsdag til søndag. Ved særlige behov kan der dispenseres fra dette. Åben for modtagelse kl. 8-21. Der er mulighed for eltilslutning ved brug af CEE-stik.
Parkering: Parkeringsmulighed for gangbesværede og invalidevogne — henvendelse til parkeringsvagterne ved indkørselen til stævnepladsen. I-skilte, der giver mulighed for at følge programmet siddende i bilen, skal rekvireres via den præsiderende tilsynsmand.
Puslerum findes i både den nordlige og sydlige del af auditoriet — indgang fra forpladsen, samt i den nye toiletbygning på overnatningspladsen.
Skrivetolkning for døve: (Kun ved A-stævnet.) Samtidig med at man lytter til taleren, kan man følge det der bliver sagt som tekst på en tv-skærm. Det er især et tilbud til alle som hverken kan høre programmet eller kan tegnsprog, men også til dem som nok kan høre, men alligevel ikke får fat i alt hvad der bliver sagt. Findes i den nordlige del af kontorsektionen — indgang fra forhallen.
Stævnekontor: I den sydlige kontorgang — indgang fra forhallen.
Tabt og fundet, garderobe: I den nordlige ende af forhallen.
Tegnsprog for døve: Programmet vil blive tolket for døve ved A-stævnet. I auditoriet — øverst i den nordligste sektion.
Programmet transmitteres kontinuerligt til en stor tv-skærm i foredragssalen i Stævnehallen, Oslovej 4, Silkeborg. Der vil her være alle de nødvendige faciliteter — også bespisning.
Jehovas Vidners Stævnehal, Herlufmagle
Bespisning: Hele den første afdeling i spisesalen er reserveret ældre og gangbesværede som kan gå direkte til deres pladser ved bordene. Unge brødre og søstre vil betjene dem.
Bogbord: Forefindes i forhallen.
Bus og tog: Tog til Ringsted eller Næstved, derfra busrute 73.
Døve: Programmet vil blive tolket for døve ved stævnet den 8.-11. juli. Der er reserveret plads på de forreste rækker, midt for tribunen.
Frivillig tjeneste har bureau i forhallen.
Førstehjælp: I gangen der fører til smedjen.
Hørehæmmede: Der er teleslynge i hele tilhørerområdet på gulvet i foredragssalen.
Ordstyrerens kontor: Bag scenen.
Puslerum: I gangen der fører til smedjen.
Stævnekontor: I lokaler umiddelbart før smedjen.
Tabt og fundet er ved hallens faste garderobe.
Trafik: Vær meget opmærksom ved udkørsel fra stævnehallen. Landevejen er meget trafikeret og oversigtsforholdene er ikke ret gode. Ældre og gangbesværede kan med fordel bruge vestindgangen hvor der ikke er trapper. Busser kan her sætte passagerer af.
Kørselsvejledning
Tilkørsel: Følg pilene til ringvejen. Kør ad Oslovej, forbi stævnehallen, og derfra 1,5 km længere frem.
Frakørsel: Efter eget valg.
Bemærk: Der er 50 km hastighedsgrænse i byområdet gennem Gødvad landsby og frem til bygrænseskiltet.