Mødedeltagelse — et stort ansvar
1 Hvor alvorligt tager du det at komme til møderne? Det er et spørgsmål der maner til selvransagelse, ikke sandt? De fleste af os sætter uden tvivl pris på møderne, men rapporterne viser ikke desto mindre at mødedeltagelsen er faldende i mange menigheder. Hvad kan det skyldes? Lader nogle af os unødigt verdsligt arbejde, træthed, lektier, uoplagthed eller dårligt vejr forhindre os i at opfylde vor forpligtelse til regelmæssigt at overvære møderne? (5 Mos. 31:12) Da der er tale om et bibelsk krav, bør vi alle under bøn overveje spørgsmålet: „Hvor alvorligt ser jeg på det at overvære møderne?“
2 Nogle af vore brødre i andre lande må gå i timevis ad støvede veje og krydse floder med krokodiller for at overvære møderne. I din egen menighed er der sikkert også nogle som „aldrig mangler“, trods alvorlige helbredsproblemer, fysiske handicap, krævende verdsligt arbejde eller mange lektier. (Luk. 2:37) Hvorfor kommer de alligevel? Fordi de véd at de ikke kan klare udfordringerne i denne stressede verden i egen kraft. De stoler på den styrke Gud giver. — 2 Kor. 12:9, 10.
3 I dag følger vi det mønster de første kristne satte da de regelmæssigt mødtes for at bede, udveksle erfaringer og studere Guds ord. (Apg. 4:23-30; 11:4-18; Kol. 4:16) Vi modtager belæring om bibelske profetier og lærepunkter, samt betimelige formaninger om hvordan vi kan få et bedre liv nu ved at leve efter Bibelen. (1 Tim. 4:8) Vi får ligeledes styrket vort håb om at der en dag vil blive gjort ende på problemer og lidelse. Det er vigtigt at bevare dette håb levende. — Hebr. 6:19.
4 Hvor alvorligt ser I i jeres familie på at komme til møderne? Er det en lige så vigtig del af jeres program som måltiderne og verdsligt arbejde? Diskuterer I på mødeaftener om I skal tage til møde eller ej? Er regelmæssigt samvær med brødrene bare noget frivilligt i jeres familie? Mange forkyndere husker på deres forældres eksempel under deres opvækst. En ældste mindes: „Far sørgede altid for at familien kom til møderne. Hvis én var syg, blev en af os andre hjemme hos vedkommende, mens resten tog til møde!“
5 I de næste numre af Rigets Tjeneste vil vi få hjælp til at opbygge værdsættelse af de åndelige foranstaltninger som møderne er. Hvis din mødedeltagelse kunne være bedre, er vi sikre på at disse artikler vil hjælpe dig til at indse hvad du går glip af. De vil også indeholde nyttige påmindelser til dem der leder møderne, samt forslag vi kan anvende når vi forbereder os og deltager i dem. Hvorfor ikke som familie overveje jeres mødevaner under bøn? Foretag derefter de fornødne justeringer i jeres tilværelse. Regelmæssig mødedeltagelse er en vigtig del af vor teokratiske oplæring og bør tages meget alvorligt.