Indbyd andre til at følge det største menneske
1 Som det fremgår af Mattæus 5:14 sagde Jesus til sine disciple: „I er verdens lys.“ Jesu disciple skulle fortælle folk overalt om Jehovas rige og hans kærlige frelsesforanstaltning ved Kristus Jesus. Med denne opgave i tanke vil vi i december glæde os over at kunne tilbyde bogen Det største menneske der har levet. Her er nogle forslag du måske kan bruge.
2 Efter at have præsenteret dig kunne du med egne ord sige:
◼ „Mange har spekuleret over hvordan Jesus var da han gik her på jorden. På hvilke områder tror du han adskilte sig fra andre? [Lad den besøgte svare.] Denne bog, Det største menneske der har levet, beskæftiger sig med højdepunkterne i hans liv og tjeneste, og den giver læseren indblik i hvordan han var som menneske. Efter at have læst bogen har mange følt det som om de personligt har været sammen med ham, taget del i hans lidelser og betragtet hans tjeneste på nært hold.“ Vis den første illustration i bogen, hvor titlen er nævnt. Gå derefter frem til forordet og læs den anden paragraf under overskriften „Få gavn af at lære om ham“. Hvis den besøgte virker interesseret kan du tilbyde ham bogen.
3 Eller du kunne sige noget i denne retning:
◼ „I denne tid tænker mange på Jesus. Men på grund af de mange dårlige ting der sker i verden tvivler nogle på om Jesus virkelig er interesseret i os. Hvad mener du?“ Lad den besøgte svare. Vis derefter kapitel 24 i ’Jesusbogen’ og drøft kort hvorfor Jesus kom til jorden. Læs Johannes 15:13, der beskriver Jesu inderlige kærlighed til andre. Husk at tilbyde de nyeste blade, en brochure eller en passende traktat hvis den besøgte ikke vil have bogen.
4 Her er et andet forslag:
◼ „De fleste unge mennesker søger et idol eller et forbillede at efterligne, men det er svært at finde gode forbilleder. Har du nogen sinde tænkt på at Jesus Kristus satte et fuldkomment eksempel for alle? [Lyt opmærksomt til svaret. Læs derefter Første Petersbrev 2:21 og drøft skriftstedet med den besøgte.] Hele hans liv var centreret om tilbedelsen af hans himmelske Fader. Hvordan tror du verden ville se ud hvis flere prøvede at efterligne ham?“ Lad den besøgte svare. Henvis til den tredje paragraf på næstsidste side i bogen, hvor hans særlige egenskaber beskrives. Forklar hvordan ’Jesusbogen’ kan hjælpe os alle til at blive bedre kristne.
5 Eller også kunne du bruge denne præsentation:
◼ „Når du hører Jesus omtalt, tænker du så på ham som et lille barn, eller måske som en lidende mand der er ved at dø? [Lad den besøgte svare.] De flestes opfattelse af Jesus rækker ikke videre end til hans fødsel og død. De mange usædvanlige ting han sagde og gjorde mens han levede, hører man sjældent om. Men det han udrettede berører hvert eneste menneske som lever og har levet på denne jord. Derfor er det vigtigt at vi lærer mest muligt om ham. Læg mærke til hvordan det understreges her i Johannes 17:3.“ Læs derefter den fjerde paragraf på første side i forordet til ’Jesusbogen’. Forklar hvordan den besøgte kan modtage bogen og personligt studere den.
6 Før gode notater over de steder hvor der er blevet vist interesse og hvor bogen er blevet spredt, så du kan følge interessen op på genbesøg. Mens der endnu er tid, lad os da nidkært søge efter de retsindige og hjælpe dem til at blive disciple af vor frelser, Jesus Kristus. — Matt. 16:24.