Beteltjenesten — en glædesfyldt og velsignelsesrig gerning
1 Vi glæder os over at se det store arbejde Jehova lader udføre her i de sidste dage. Af Salme 110:3 fremgår det at én af Guds folks særlige egenskaber i denne tid ville være deres villighed til aktivt at tage del i tjenesten for Riget. Overalt på jorden bringer Jehovas tjenere ofre for at få den gode nyhed forkyndt. I ’Historiebogen’ på side 295 står der: „Nogle tjener som medlemmer af den verdensomspændende betelfamilie. Det er heltidstjenere der frivilligt har meldt sig til at udføre en hvilken som helst opgave de måtte blive sat til — at udarbejde og trykke bibelsk læsestof, at udføre nødvendigt kontorarbejde, at lave mad, at gøre rent og så videre. Det er ikke et arbejde der giver dem fremtrædende stillinger eller materiel rigdom. De ønsker at ære Jehova, og de er tilfredse med det de får i form af mad, husly og en beskeden sum til dækning af personlige udgifter.“ Hvis du har besøgt Betel er du til en vis grad kendt med det arbejde der foregår dér. Vi vil imidlertid gerne her give nogle ekstra oplysninger der kan øge værdsættelsen af den tjeneste der udføres dels på hovedkontoret i USA og dels på afdelingskontorerne rundt om på jorden.
2 Beteltjenesten er en vigtig tjeneste og en særlig forret, og for at understrege dette vil vi gennemgå nogle oplysninger af både nyere og ældre dato om Jehovas organisation. I cirka 19 år havde Vagttårnets Selskab til huse i en fireetages murstensbygning på Archē Street nr. 56-60 i Allegheny i Pennsylvanien. Den blev kaldt Bibelhuset. I 1908 var bibelhusfamilien, eller staben på Selskabets hovedkontor, vokset til mere end 30 medlemmer. Tiden var kommet til at udvide. Efter at have søgt Guds ledelse besluttede brødrene at Brooklyn ville være det bedst egnede centrum for arbejdet. Man købte derfor en bygning på Hicks Street nr. 13-17 i Brooklyn, og den skulle huse Selskabets kontor og en mødesal. Kontorerne blev taget i brug den 31. januar 1909, men der var ingen beboelse i forbindelse med bygningen på Hicks Street. I begyndelsen troede man at det var muligt at leje beboelsesbygninger, men der var ingen sådanne bygninger til leje på Brooklyn Heights. Til stor overraskelse og glæde for brødrene kunne de imidlertid „til spotpris“ købe en fireetages rødbrun murstensbygning på Columbia Heights nr. 124, Henry Ward Beechers tidligere bolig. Det blev også muligt at købe Columbia Heights nr. 126. I The Watch Tower for 1. marts 1909 bragte man følgende meddelelse: „Vi vil kalde det nye hjem Betel,“ hvilket erstattede det udtryk man benyttede i Pittsburgh, „Bibelhuset“. I april 1909 begyndte Betel at fungere, og familien flyttede ind i sit nye hjem. Betel i Brooklyn har nu haft adresse her i næsten 86 år.
3 Var „Betel“ et passende navn for Selskabets hovedkontor? Lad os engang betragte navnets bibelske oprindelse. Vi skal 3700 år tilbage i tiden. I Første Mosebog, kapitel 28, finder vi beretningen om den 77-årige ugifte Jakob. Jakob værdsatte det der var helligt, men han blev hadet af sin tvillingebroder Esau. På foranledning af sin fader, Isak, flygtede Jakob fra Be’er-Sjeba og drog mod nord til det land hvor Abrahams slægt boede, og her var det Jakobs hensigt at finde sig en hustru. Efter at have rejst omkring 100 kilometer gjorde Jakob holdt for natten ved et sted kaldet Luz i de judæiske bjerge. I Første Mosebog 28:10-19 kan du læse de spændende detaljer om hvordan Jehova bekræftede at han var med Jakob. I en drøm så Jakob en stige der nåede fra jorden til himmelen. Engle steg op og ned ad stigen, og Jehova stod oven over den. Derefter talte Jehova idet han bekræftede at løftet til Abraham om et afkom også gjaldt Jakob og at Jehova ikke ville forlade ham. En ærefrygtindgydende oplevelse for den åndeligsindede Jakob. Det er ikke så mærkeligt at dette sted fik en særlig betydning i Jakobs øjne. For ham var dette sted „Guds hus“, eller på hebraisk Bēth-’Elʹ, idet Bēth betyder „hus“ og ’El betyder „Gud“. — 1 Mos. 28:19, fodnote i Studiebibelen.
4 Navnet Betel har altså en vis historisk baggrund. Guds tjenere i nutiden får ikke guddommeligt inspirerede drømme. Vi ser ikke engle stige op og ned mellem Betel og himmelen. Brødrene får ikke syner eller hører Guds røst direkte. Men når man betragter alt det der er sket på Betel i de sidste næsten 86 år, fra broder Russells tid til nu, er der ingen tvivl om at Jehova har været med sine salvede tjenere, der er en del af Abrahams åndelige afkom. Mange særlige begivenheder blandt Jehovas folk i nyere tid har nær tilknytning til Betel i Brooklyn. Her er et par eksempler:
◼ Den 2. oktober 1914 bekendtgjorde broder Russell da han trådte ind i spisesalen på Betel: „Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi!“
◼ I begyndelsen af 1920’erne, under dagsteksten, brugte et medlem af Selskabets redaktionelle stab udtrykket „Guds organisation“. Det satte gang i tankerne, og i 1925 havde brødrene indset at der er to klart adskilte og modstridende organisationer, Jehovas og Satans. — w85 15/3, s. 10.
◼ En morgen i 1931, kort tid før stævnet i Columbus i Ohio, indså Selskabets præsident, broder Rutherford, at navnet Jehovas Vidner gav en sand beskrivelse af det arbejde som Guds folk udfører, og han indså at de burde kendes som hans, Jehovas, vidner. — g76 22/5, s. 15.
◼ Tidligt i 1935 blev der rejst spørgsmål om hvem ’den store skare’ var. (Åb. 7:9) Nogle mente at det var en jordisk skare. Den 31. maj 1935 blev der ved stævnet i Washington D.C. givet en tilfredsstillende forklaring. — jv, s. 166.
5 Disse få eksempler viser hvordan Jehova gennem sin hellige ånd har ledet og støttet sine trofaste salvede tjenere på Betel i Brooklyn. Og hvilken rolle har englene spillet? Når man tænker på den indædte modstand og de år hvor ressourcerne var små, er der ingen tvivl om at Betel ikke kunne have fungeret så godt hvis det ikke havde været for englenes ledelse og beskyttelse.
6 Ud over staben på hovedkontoret i USA er der betelfamilier på de 100 afdelingskontorer rundt omkring i verden. I bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste siges der på side 112: „Navnet Betel . . . er en meget rammende betegnelse for disse centre for teokratisk virksomhed.“ Hvilke arbejdsopgaver får de frivillige medarbejdere på Betel tildelt?
7 De arbejdsopgaver der tildeles er vidt forskellige. I Brooklyn og på visse afdelingskontorer får nogle brødre til opgave at arbejde med trykning af bibler, bøger, blade, brochurer og traktater som skal uddeles verden over. Andre er med til at indbinde bøger og bibler, mens andre igen tager sig af forsendelse af disse publikationer til menighederne i verden. Der er nogle som vedligeholder udstyr og bygninger. På Betel er der også meget at gøre med at tage sig af familien. På Betel i Brooklyn, for eksempel, serveres der morgenmad for cirka 3700 mennesker i 12 spisesale, og det sker på 20 minutter. I vaskeriet tager brødre og søstre sig hver uge af cirka 16.000 kilo tøj, deriblandt 13.000 skjorter. Også i huset er der sørget for en høj standard. Hvad angår rengøring i de 21 boligkomplekser i Brooklyn, er der en fast stab som tager sig af dette samt af utallige andre vigtige funktioner.
8 For at kunne søge på Betel må man have været indviet og døbt i mindst et år. Man må være et selvopofrende, åndeligt menneske og være villig til at arbejde hårdt. Hans eller hendes sind bør ikke være optaget af ønsket om fornøjelser, afslapning eller underholdning. Disse ønsker, der hører ungdommen til, må man have lagt bag sig når man ansøger om beteltjeneste. Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13:11 passer godt på denne situation: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“
9 Er du mellem 19 og 35 år? Har du et godt helbred, både fysisk og psykisk? Kan du læse, skrive og tale et godt dansk? Er du et åndeligt menneske som nærer dyb kærlighed til Jehova og hans organisation? Hvis du bliver indbudt til Betel, vil du så blive der i mindst et år og trofast udføre en hvilken som helst opgave du får tildelt? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, vil det være godt at overveje om du kan tage del i den forret det er at tjene på Betel.
10 I artiklen „Værdsæt ’Guds hus’“, i Vagttårnet for 15. juni 1994, stod der: „Når du overværer et stævne, føler du så at det er skønt at du her kun er omgivet af lykkelige tjenere for Jehova? En betelmedarbejder har den forret hver dag at tjene Jehova blandt brødre! (Salme 26:12) Det indebærer fortrinlige muligheder for åndelig vækst. En broder har bemærket at han på ét år på Betel lærte mere der kunne hjælpe ham til at forme sin personlighed end han kunne lære på tre år andre steder. Hvorfor? Fordi han ingen andre steder ville have mulighed for at betragte og efterligne troen hos så mange modne kristne brødre og søstre.“ (Ordsp. 13:20) Ja, dette er en af de store velsignelser ved beteltjenesten.
11 På Betel i Brooklyn kan medarbejderne glæde sig over at arbejde nært sammen med brødrene i Det Styrende Råd og andre salvede, såvel som med brødre blandt de „andre får“ som har tjent trofast i mange år. Uanset hvilken arbejdsopgave man har, er det en forret at arbejde sammen med sådanne trofaste og loyale brødre. Her følger nogle udtalelser fra medlemmer af betelfamilien i Brooklyn som afspejler hvilke følelser der rører sig i dem der har del i denne særlige tjenesteforret.
◼ En broder, som i 62 år har arbejdet med forskellige opgaver på Betel, siger om den ånd der råder dér: „Vi er en familie. Vi er alle brødre. Vi arbejder sammen, men har hver sin opgave. Det er dejligt at se brødrenes flid og de anstrengelser de gør sig. Der er brødre som gør rent. Rene omgivelser bidrager til familiens sundhed. Når familien er sund vil den udrette mere. Det er også vigtigt at have nogle til at udføre arbejde på kontoret. Vores samlede indsats resulterer i at Riget forkyndes over hele jorden. Betel er det bedste sted på jorden hvis man vil skabe sig en tilværelse i tjenesten for Jehova. Her er alle muligheder. Her har vi mange goder. Her fornemmer vi organisationen; for her hører vi nyt fra alle dele af verden.“
◼ En 75-årig salvet broder, som for 48 år siden fik sin første arbejdsopgave i bogbinderiet, siger: „Det er skønt at bo mellem indviede døbte tjenere for Jehova. Når jeg ser en ung mand der kommer til Betel, fyldes mit hjerte af taknemmelighed mod Jehova, fordi jeg ved at den unge mand vil få et lykkeligt liv her på Betel.“ I forbindelse med de ting han sætter særlig pris på ved beteltjenesten, tilføjer han: „Jeg holder meget af dem der bor her. Der er noget smukt over dem. Der er et eller andet ved brødre der har været mange år på Betel som man ikke finder noget andet sted på jorden. Der er en varme, en forståelse og en enhed der overstiger ens fatteevne.“
◼ En anden broder, der har tjent på Betel i over 62 år, nævner hvilke yderligere fordele der er: „Det at komme på Betel giver én mulighed for at få en særlig oplæring i udgivervirksomhed . . . og frem for alt, en bibelsk oplæring, der sætter en i stand til på en god måde at repræsentere Jehova Gud, uanset hvor i verden man bliver sendt hen.“
◼ En broder på 92, der er medlem af Det Styrende Råd, har tjent på Betel i 58 år. Hvad synes han om beteltjenesten? „Både her i Brooklyn og ud over hele jorden er betelordningen en fantastisk ordning der fungerer ved hjælp af selvopofrende mennesker.“
◼ En broder som var medlem af Det Styrende Råd døde trofast i sin tjeneste i en alder af 98 år, og nogle måneder før sin død sagde han: „Jeg elsker at tjene på Betel. Det er det bedste sted under solen.“
◼ Lad os høre en ung mands syn på beteltjenesten: „Jesus sagde at ’der er stor lykke ved at give’. Betel er derfor det sted hvor jeg har oplevet den største glæde.“ Han har fanget ånden i beteltjenesten — at give.
◼ En broder der har 51 års heltidstjeneste bag sig siger sammenfattende: „Beteltjenesten er noget ganske særligt. Den spiller en vigtig rolle i gennemførelsen af Jehovas hensigt her på jorden. Alle der nyder den forret at være på Betel bør skatte denne tjeneste højt. Ja, Betel giver os mulighed for at leve et liv hvor gudhengivenheden kommer til udtryk i fuldt mål.“
◼ Nogle af de brødre og søstre der tjener på det danske afdelingskontor i Holbæk har hørt til betelfamilien i mere end 40 år. De har fulgt udviklingen fra tiden da Betel havde til huse i en stor villa på Søndre Fasanvej i Valby til byggeriet af det nye afdelingskontor og trykkeri der blev indviet i Virum i 1957 og til Betel i Holbæk der blev taget i brug i 1982. Deres erfaringer er på linje med de ovenfor anførte brødres udtalelser.
12 Den daglige rutine gør at en betelmedarbejders tilværelse er centreret om arbejdet for Riget. Fra mandag til lørdag begynder vi klokken syv om morgenen med en drøftelse af dagens tekst i spisesalen. Forskellige medlemmer af familien kommenterer dagens tekst, og en broder med mange års erfaring i heltidstjenesten afrunder drøftelsen, hvorefter der bedes en bøn. Dette program styrker familien åndeligt med henblik på dagens gerning. Betelfamiliens medlemmer ser dette som et af dagens højdepunkter. Efter et solidt morgenmåltid går familiens medlemmer ivrigt i gang med dagens arbejde. Fra mandag til fredag arbejdes der fra 8.00 til 17.10, med en times middagspause. Og om lørdagen arbejdes der fra 8.00 til 11.55. Om aftenen, lørdag eftermiddag og søndag deltager betelmedarbejderne i menighedsmøder, i hus-til-hus-arbejdet, i bibelstudiearbejdet, eller tager sig af personlige gøremål. De benytter måske Betels bibliotek til personligt studium eller til forberedelse til møderne. Der er også tid til den nødvendige hvile og adspredelse. (Mark. 6:31, 34) Denne korte beskrivelse viser at beteltjenesten giver én mulighed for at bruge en stor del af dagens timer på hellig tjeneste, uforstyrret af den gamle tingenes ordning.
13 Medlemmerne af betelfamilien i Holbæk er tilsluttet otte forskellige menigheder. De forstår hvilken rolle menigheden spiller i forbindelse med deres egen åndelige sundhed. De er derfor aktive i menigheden, idet de kommer til ugens fem møder og regelmæssigt tager del i forkyndelsen sammen med brødrene. Nogle af de betelbrødre der har erfaring som ældste, får en gang om måneden til opgave at besøge andre menigheder i landet for at styrke og opmuntre dem. Ud over menighedens møder har betelfamilien sit eget vagttårnsstudium mandag aften. Eftersom tidsplanen på Betel lægger vægt på det åndelige, resulterer det i et lykkeligt liv i tjenesten for Jehova. — 1 Kor. 15:58.
14 Nogle unge der gerne vil på Betel har spurgt: „Skal jeg tage en verdslig uddannelse for at kvalificere mig til beteltjenesten?“ En verdslig uddannelse i sig selv kvalificerer ikke én til beteltjenesten. Det er de åndelige kvalifikationer som har størst betydning og som kræves af alle der bliver indbudt. Vi tilskynder alle forældre, og børn som er i skolealderen, til grundigt at overveje det afbalancerede syn på uddannelse som fremholdes i Vagttårnet for 1. november 1992, side 15-21. Om man vælger en verdslig uddannelse er en personlig afgørelse. Det man primært skal overveje som ung er hvordan man bliver i stand til at forsørge sig selv i heltidstjenesten. Det er sandt at mange brødre og søstre har lært visse færdigheder på Betel. Men hvis man ikke bliver indkaldt til Betel, vil man så være i stand til at forsørge sig selv i pionertjenesten? Uanset hvad man vælger må man sikre sig at man fortsat kan gøre åndelige fremskridt ved at kunne koncentrere sig om Jehovas folks vigtigste arbejde, nemlig at forkynde om sandheden.
15 De unge i Jehovas organisation har gode muligheder for at opdyrke de rigtige egenskaber og kvalifikationer. Hvis de så indbydes til at tjene på Betel, vil de have alle muligheder for at blive oplært af Jehovas organisation til yderligere ansvarsopgaver. Vi tilskynder jer kristne forældre og ældste til fortsat at fremholde heltidstjenesten, herunder beteltjenesten, som et mål for unge. Mange forældre sørger for at deres børn regelmæssigt får en rundvisning på Betel, så de bliver godt kendt med det arbejde der udføres her. Det har fået mange til at søge på Betel efter at de har færdiggjort deres uddannelse.
16 Af og til åbner der sig mulighed for beteltjeneste for brødre eller søstre som er over 35 år, fordi de har visse kvalifikationer som Betel har brug for. Meget af det arbejde som Selskabet for øjeblikket er optaget af, kræver at nogle med erfaring kan arbejde sammen med stærke, dygtige unge som kan modtage oplæring, „den professionelle med eleven“. — 1 Krøn. 25:8.
17 Efterhånden kræver mange arbejdsopgaver at man har kendskab til elektronik eller programmering. Selskabet har mange fotokopimaskiner, laserprintere og pc’er, og alt dette udstyr skal vedligeholdes. På store betelhjem er der behov for jurister, læger, fysioterapeuter og sygeplejere. Der er også brug for nogle med erfaring inden for byggebranchen. Med henblik på at holde udgifterne nede har Selskabet sin egen vognpark til transport. Der er behov for erfarne chauffører og mekanikere.
18 De der gerne vil stå til rådighed for beteltjenesten kan få en betelansøgning af kredstilsynsmanden eller ved de møder ved områdestævnerne der holdes for dem der er interesserede i beteltjenesten. De kan også skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk. Hvis du er gift skal din ægtefælle også være kvalificeret til beteltjenesten, både åndeligt, følelsesmæssigt og fysisk.
19 Selv om vi ikke har et aktuelt behov for flere medarbejdere her i Danmark, opstår der alligevel fra tid til anden behov for nye betelmedarbejdere. Hvis du lever op til kravene vil vi tilskynde dig til at indsende en betelansøgning. Bliv ikke skuffet hvis du ikke straks bliver indkaldt. Ansøgningen kan fornys hvert år. Dette giver os de nyeste oplysninger om din situation.
20 Der er mange opgaver der skal løses i Jehovas organisation. Mange brødre og søstre har gennem årene været med til at løse nogle af disse opgaver ved i kortere eller længere tid at tjene på Betel. De har haft samme indstilling som profeten Esajas, der på Jehovas spørgsmål: „Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?“ uden tøven svarede: „Her er jeg! Send mig.“ Esajas påbegyndte derefter en betydningsfuld tjeneste som Jehovas profet. De der kan tage imod en indbydelse til at tjene på Betel vil erfare at det er en særlig glædesfyldt og velsignelsesrig gerning.