Vi møder villigt frem for at udføre enhver god gerning
1 En verdslig publikation har omtalt Jehovas vidner med ordene: „Det vil være svært at finde medlemmer af nogen anden gruppe der arbejder lige så flittigt for deres tro som Jehovas vidner.“ Hvorfor er Jehovas vidner så flittige og villige?
2 Én grund er at de har en klar fornemmelse af tidens alvor. Jesus erkendte at han kun havde en begrænset tid til at færdiggøre sin gerning på jorden. (Joh. 9:4) Mens Guds herliggjorte søn hersker midt blandt sine fjender i dag, indser Jehovas tjenere at de kun har en begrænset tid til at gøre deres gerning. Derfor bliver de ved med villigt at møde frem for at yde hellig tjeneste. (Sl. 110:1-3) Eftersom der er brug for flere arbejdere i høsten, kan de ikke slække på deres anstrengelser. (Matt. 9:37, 38) De bestræber sig derfor på at efterligne Jesus, som i sin gerning satte et fuldkomment eksempel i villighed og iver. — Joh. 5:17.
3 En anden grund til at Jehovas vidner arbejder med hele deres sjæl som for Jehova, er at deres verdensomspændende organisation adskiller sig fra alle andre grupper. Verdens religiøse organisationer kræver ofte kun minimal tid og indsats af deres tilhængere. Hvad de tror har slet ingen eller kun ringe indflydelse på deres hverdag, deres omgang med andre eller deres mål i livet. Da de mangler den sande tros motiverende kraft, insisterer de på at deres hyrder ’taler til dem med glatte ord’ og forsikrer dem om at deres symbolske indsats er tilstrækkelig. (Es. 30:10) Deres præster har følgelig ’kildret deres ører’ og har gjort dem ligegyldige og åndeligt dovne. — 2 Tim. 4:3.
4 Hvilken kontrast til Jehovas folk! Vor tilbedelse har at gøre med aktivitet, bestræbelser og arbejde. Hver dag, og i alt hvad vi gør, praktiserer vi det vi tror på. Sandheden bringer os stor glæde, men indebærer også „megen kamp“ med hensyn til at gøre det der kræves. (Jævnfør Første Thessalonikerbrev 2:2.) De fleste mennesker har nok at gøre med blot at klare hverdagens mange pligter. Vi lader imidlertid ikke disse ting hindre os i at sætte Rigets interesser først. — Matt. 6:33.
5 Det vi får betroet at gøre i tjenesten for Jehova er så gavnligt og nødvendigt at vi ’køber tid’ fra andre gøremål og bruger den på en bedre måde, nemlig på åndelige anliggender. (Ef. 5:16) Bevidstheden om at vor gudhengivenhed og villige ånd glæder Jehova, er den stærkeste motivation til at fortsætte vor gerning med flid. De rige velsignelser vi modtager nu, og de fremtidsudsigter vi har, får os til med beslutsomhed at fortsætte med at ’slide i det og kæmpe energisk’ for Rigets interesser. — 1 Tim. 4:10.
6 Gudhengivenhed og selvopofrelse: De fleste i dag sætter materielle behov og verdslige interesser over alt andet. De føler sig fuldt ud berettigede til at gå op i hvad de skal spise, drikke eller tage på. (Matt. 6:31) Da de ikke er tilfredse med livets fornødenheder, drives de frem af ønsket om at nyde livet fuldt ud nu, og at ’have mange gode ting liggende til mange år, så de kan gøre sig det behageligt, spise, drikke og være glade’. (Luk. 12:19) Den typiske kirkegænger mener at enhver anstrengelse hans religion måtte kræve af ham, er et indgreb i hans personlige frihed. Blot tanken om at skulle skære ned eller frasige sig noget materielt, eller at opgive en fornøjelig hobby, er fuldstændig uacceptabel. Da han først og fremmest tænker på sig selv, virker det urealistisk og uvirkeligt at skulle opdyrke en selvopofrende ånd.
7 Vi ser anderledes på sagen. Guds ord har højnet vor tankegang så vi tænker Guds tanker og ikke menneskers. (Es. 55:8, 9) Vi har højere mål i livet end kødelig stræben. Hævdelsen af Jehovas suverænitet og helligelsen af hans navn er det vigtigste i universet — så vigtigt at nationerne, i sammenligning „er som intet for ham“. (Es. 40:17) Enhver livsform der ikke tager hensyn til Guds vilje må betragtes som tåbelig. — 1 Kor. 3:19.
8 Visse materielle ting er fornødenheder, andre er nyttige i forbindelse med Rigets aktiviteter, men vi forstår at disse goder ikke hører til „de mere vigtige ting“. (Fil. 1:10) Vi følger ånden i Første Timoteusbrev 6:8 med hensyn til at lægge en dæmper på vore materielle interesser og i forstandighed søge at holde vore hjerter rettet mod ’de usynlige ting som er evige’. — 2 Kor. 4:18.
9 Jo mere vi tænker Guds tanker, jo mindre vil vi bekymre os om de materielle ting. Når vi tænker over hvad Jehova allerede har gjort for os, og hvad han har stillet os i udsigt, er vi villige til at bringe ethvert offer han måtte bede os om. (Mark. 10:29, 30) Vi skylder ham vort liv. Var det ikke for hans barmhjertighed og kærlighed ville vi ikke have nogen tilværelse nu og ingen fremtid overhovedet. Vi føler os tilskyndet til at ofre os, eftersom alt hvad vi gør i tjenesten for ham blot er ’hvad vi er skyldige at gøre’. (Luk. 17:10) Alt hvad vi må give tilbage til Jehova, skiller vi os med glæde af med, idet vi ved at vi vil „høste rigeligt“. — 2 Kor. 9:6, 7.
10 Der er brug for villige arbejdere nu: Lige fra den kristne menigheds oprettelse har den været præget af stor aktivitet. Der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd før Jerusalems ødelæggelse i år 70. I den periode var Jesu disciple „stærkt optaget af ordet“. (Apg. 18:5) En hurtig vækst gjorde det nødvendigt at oplære flere forkyndere og dygtige hyrder som kunne hjælpe til. Der var brug for mænd der havde erfaring med verdslige myndigheder, samt nogle der var egnede til at lede indsamlingen og fordelingen af de materielle ting der behøvedes. (Apg. 6:1-6; Ef. 4:11) Nogle få tjente på fremtrædende poster, mens de fleste virkede i baggrunden. Men alle ’kæmpede energisk’ idet de helhjertet arbejdede sammen om at få arbejdet udført. — Luk. 13:24.
11 I de efterfølgende århundreder var der ikke brug for megen aktivitet på verdensplan, men Rigets aktiviteter blev i høj grad genoplivet da Jesus blev indsat på tronen i Rigets magt i 1914. I begyndelsen var det de færreste der anede hvor mange arbejdere der ville blive behov for til støtte af Rigets interesser, at der skulle bruges millioner af frivillige i mange forskellige lande.
12 I dag er organisationen dybt involveret i et væld af projekter, som strækker vore ressourcer til det yderste. Rigets aktiviteter griber om sig med rivende fart. Tidens alvor får os til at kæmpe energisk og bruge alle vore aktiver til at fuldføre det forestående arbejde. Nu hvor enden på hele den onde tingenes ordning hastigt nærmer sig, forventer vi endnu større aktivitet i fremtiden. Alle Jehovas indviede tjenere tilskyndes til at møde villigt frem og deltage i det presserende indsamlingsarbejde.
13 Hvad skal der gøres? Vi kan i sandhed sige at der er „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Kor. 15:58) I mange lande er høsten moden, men arbejderne er få. Vi indbydes hver især til at gøre vor del, ikke blot ved at være mere grundige i vort eget distrikt men også ved at tage den udfordring op at tjene hvor behovet er større.
14 Det er godt at se hvordan forkyndere i alle dele af verden også møder villigt frem i forbindelse med andre aktiviteter. Det gælder alt fra at melde sig til opførelsen af bygninger i forbindelse med tilbedelsen, at udføre frivillig tjeneste ved stævner og at være med i nødhjælpsarbejde ved katastrofer til regelmæssigt at gøre rent i rigssalen. I forbindelse med sidstnævnte drejer det sig om altid at efterlade rigssalen i ren og ordentlig stand efter hvert møde. Når man udfører opgaver der måske anses for ikke at være så betydningsfulde, viser man at man har en god forståelse af Jesu ord i Lukas 16:10: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“
◼ Støt menighedens aktiviteter: Skønt hver menighed er en del af organisationen og modtager retningslinjer fra „den trofaste og kloge træl“, udgøres den af de enkelte forkyndere. (Matt. 24:45) Det en menighed udretter afhænger for en stor del af hvor meget den enkelte forkynder er villig til og i stand til at gøre. Menighedens medlemmer bestræber sig på at få forkyndt i hele menighedens distrikt, at gøre nye disciple og derefter styrke dem åndeligt. Dette arbejde kan vi alle have en andel i. Vi kan også sætte personlige mål med hensyn til at studere, svare ved møderne og at hjælpe brødre og søstre der har særlige behov. Gennem disse aktiviteter har vi gode muligheder for at vise vor villighed.
◼ Tilsynsmænd der fører an: Jehova har betroet udnævnte ældste at føre tilsyn med menighederne. (Apg. 20:28) Det er mænd som har tragtet efter at kvalificere sig til dette privilegium. (1 Tim. 3:1) Faktisk har alle brødre i menigheden et vist potentiale for at kvalificere sig til større ansvarsopgaver. Mange brødre vokser åndeligt, og de må fortsætte denne vækst under ledelse af menighedens ældste og med deres kærlige hjælp. De bør ivrigt studere Bibelen og vore publikationer. De kan vise deres villighed ved at være lydige mod de udnævnte ældste, ved at efterligne deres tro og ved at opdyrke de egenskaber som tilsynsmænd må besidde. — Hebr. 13:7, 17.
◼ Heltidstjenesten: Menighedens primære opgave er at forkynde den gode nyhed. (Matt. 24:14) Hvor er det en velsignelse når nidkære forkyndere øger deres bestræbelser ved at melde sig som pionerer. Dette kræver normalt at de foretager forandringer i deres tilværelse. Det kan måske kræve yderligere ændringer for dem at fortsætte i denne særlige tjeneste. Men de der holder ud, i stedet for måske at give op efter et års tid på grund af midlertidig modløshed, vil helt sikkert erfare Jehovas rige velsignelse. Kærlige ældste og andre modne i menigheden kan være til stor hjælp for pionererne ved at støtte dem i ord og gerning. Det er en god indstilling unge lægger for dagen når de går direkte ud i pionertjenesten efter endt skolegang. Det gælder også voksne der melder sig som pionerer så snart de får færre verdslige forpligtelser. Indviede kristne finder stor tilfredshed ved at samarbejde med Jehova mens han fremskynder indsamlingsarbejdet. — Es. 60:22.
◼ Vedligeholdelse og opførelse af mødesteder: Der er blevet opført i tusindvis af nye rigssale samt mange stævnehaller. Det er fantastisk at det meste af arbejdet er blevet udført af vore brødre og søstre som frivilligt har stillet deres tid og evner til rådighed. (1 Krøn. 28:21) Tusinder af frivillige vedligeholder disse bygninger ved at udføre enhver opgave de måtte blive bedt om. (2 Krøn. 34:8) Eftersom dette arbejde også er hellig tjeneste melder brødrene sig frivilligt og beder ikke om nogen løn for deres indsats, lige så lidt som de ville bede om løn for at forkynde fra hus til hus, holde offentlige foredrag i menigheden eller hjælpe til ved kreds- og områdestævner. De tilbyder frivilligt deres arbejdskraft i forbindelse med at tegne og opføre tilbedelsessteder til Jehovas pris. De assisterer også villigt med opgaver som at udfærdige dokumenter, at føre regnskab, at foretage indkøb og at udregne hvor mange og hvilke materialer der er brug for. Disse loyale tjenere har viet alle deres evner og midler til Jehova, og derfor kræver de ingen administrationsomkostninger for deres indsats, og de søger heller ikke på nogen måde, hverken direkte eller indirekte, at skaffe sig profit deraf. Disse aktiviteter kræver flittige arbejdere der udfører tjeneste „med hele [deres] sjæl som for Jehova“. — Kol. 3:23.
15 Hvad er det altså der gør Jehovas tjeneres villighed til noget særligt? Det er deres indstilling til at give. Deres gavmildhed drejer sig ikke blot om penge eller materielle ting — de „møder [selv] villigt frem“. (Sl. 110:3) Dette er selve kernen i vor indvielse til Jehova. Vi belønnes på en særlig måde. Vi erfarer „mere lykke“ og vi ’høster rigeligt’ fordi andre værdsætter det vi gør, og giver til os igen. (Apg. 20:35; 2 Kor. 9:6; Luk. 6:38) Vor største Velgører er vor himmelske Fader, Jehova, som „elsker en glad giver“. (2 Kor. 9:7) Han vil betale os hundredfold tilbage, med evige velsignelser. (Mal. 3:10; Rom. 6:23) Når du bliver tilbudt tjenesteprivilegier i tjenesten for Jehova, vil du da villigt stille dig til rådighed og sige som Esajas: „Her er jeg! Send mig“? — Es. 6:8.