Hvorfor det er gavnligt at lade sig ransage af Jehova
1 Vi ønsker alle at have et godt helbred. Har vi det, kan vi bedre nyde livet. Mange som er sunde og raske får alligevel regelmæssigt foretaget en rutineundersøgelse. Hvorfor? Fordi de gerne vil vide om der er begyndende helbredsproblemer, så de kan tage deres forholdsregler. Det er dog langt vigtigere at vi vogter vort åndelige helbred. Vi kan kun opnå Jehovas godkendelse hvis vi forbliver „sunde i troen“. — Tit. 1:13.
2 Det vil være godt at lade sig undersøge af Jehova nu. Hvorfor? Fordi Jehova er i sit hellige tempel og ransager alle menneskers hjerte. (Sl. 11:4, 5; Ordsp. 17:3) Ligesom David beder vi Jehova om at undersøge os grundigt: „Ransag mig, Jehova, og sæt mig på prøve; rens mine nyrer og mit hjerte.“ — Sl. 26:2.
3 Vi må være på vagt over for eventuelle angreb på vort åndelige helbred som kan komme indefra på grund af vort ufuldkomne kød. Ordsprogene 4:23 giver dette råd: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“
4 Vort åndelige helbred trues også af den fordærvede, umoralske verden der omgiver os. Hvis vi lader os selv komme for tæt på denne onde verden, begynder vi måske at tænke som den og opdyrke verdslige holdninger. Eller måske tillægger vi os en verdslig livsform og er i fare for at blive overvundet af verdens ånd. — Ef. 2:2, 3.
5 Satan bruger måske forfølgelse eller direkte modstand i et forsøg på at nedbryde os åndeligt. Men langt oftere forsøger han underfundigt at forføre os med verdens tillokkelser. Peter tilskynder os til at ’være ædru og holde os vågne’ fordi Satan „går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. Vi tilskyndes til at „stå ham imod, faste i troen“. — 1 Pet. 5:8, 9.
6 Vi må beskytte vort åndelige helbred ved at bevare troen stærk og ved at styrke den hver dag. Apostelen Paulus anbefaler at vi til stadighed prøver vor tro. Ligesom det er fornuftigt af os at lytte til de praktiske råd vi får af en dygtig læge, er det fornuftigt at lytte til Jehova når hans åndelige eftersyn af os afslører noget som bør rettes. Derved kan vi blive bragt „i den rette tilstand“. — 2 Kor. 13:5, 11.
7 Ja, Jehova er den store Læge. Hans diagnose er altid korrekt. Han ved nøjagtig hvad vi har brug for. Gennem sit ord og ’den trofaste træl’ giver han os en sund åndelig diæt. (Matt. 24:45; 1 Tim. 4:6) Når vi regelmæssigt tager til os af denne åndeligt nærende føde, både derhjemme og i rigssalen, kan vi bevare vor åndelige sundhed. Det vil også gavne os at dyrke regelmæssig åndelig motion i tjenesten og ved andre kristne aktiviteter. Vi vil derfor gerne lade os ransage regelmæssigt af Jehova, idet vi har tillid til at han vil hjælpe os til at bevare et godt åndeligt helbred.