Åbenbaringen — en nøgle til sand lykke
1 Apostelen Johannes’ ord i Åbenbaringen 1:3 indeholder en god nyhed til os, for her får vi at vide hvordan man finder lykke. Han skrev: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den.“ Bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! har hjulpet mange til at blive lykkelige. Vi har gode grunde til at tilbyde andre bogen.
2 Måske kan du efter venligt at have præsenteret dig indlede en samtale på denne måde:
◼ „Alle vil gerne være lykkelige, men alligevel må de fleste af os indrømme at det ikke er så let. Hvad tror du der skal til for at opnå lykke? [Lad den besøgte svare, og kommentér svaret.] Jeg vil gerne pege på en måske lidt usædvanlig synsvinkel. [Læs Åbenbaringen 1:3.] Her står at lykke er forbundet med at læse, forstå og følge Åbenbaringens budskab. Hvordan skulle det være muligt?“ Gennemgå nogle tanker fra paragraf 2 på side 6, og sig: „Hvorfor ikke lade det komme an på en prøve? Bogen indeholder en vers-til-vers-gennemgang af Åbenbaringen, og jeg tror at du vil finde den meget spændende. Hvis du har lyst til at beholde bogen er du velkommen til det, men ellers kan du blot give mig den tilbage næste gang jeg kommer.“
3 Eftersom mange bekymrer sig om det materielle, vil det måske vække interesse hvis du siger:
◼ „Hvad mener du er menneskets største behov? [Lad den besøgte svare.] Mange mener at vi behøver flere materielle goder.“ Slå op på side 73 og gennemgå hovedpunkterne i rammen „Materialisme kontra visdom“. Sig derefter: „Dette viser at der lægges for stor vægt på det materielle; vi burde koncentrere os mere om vort åndelige behov. Sand kundskab er hvad vi behøver. Men kundskab om hvad?“ Læs Johannes 17:3 og forklar hvordan kundskab om Gud kan føre til evigt liv. Tilbyd ’Åbenbaringsbogen’, og nævn at du gerne vil komme tilbage og vise hvordan bogen indeholder storslåede oplysninger om Guds hensigt i forbindelse med at dække alle menneskers behov.
4 Mange er foruroligede over tilstandene i verden, og du kunne derfor sige:
◼ „Næsten alle jeg taler med er meget bekymrede med hensyn til fremtiden. Hvad mener du vi kan vente os? [Lad den besøgte svare.] Trods alle de bestræbelser mennesker har gjort sig, florerer volden og lidelserne stadig overalt. Bibelen giver den eneste holdbare løsning på disse problemer. [Læs Andet Petersbrev 3:13. Vis illustrationen på side 302, og forklar hvordan Guds himmelske rige vil bringe jorden varig fred og sikkerhed.] Denne bog vil hjælpe dig til at se hvordan du kan blive en del af dette nye samfund af mennesker som vil opnå evigt liv under Guds riges styre.“
5 Hvis den besøgte har travlt og du må fatte dig i korthed, kunne du sige:
◼ „Jeg kan se du har travlt, så jeg vil blot efterlade denne traktat: „Vil denne verden overleve?“ [eller vis en passende artikel i et af bladene]. Jeg vil varmt anbefale dig at læse den, og næste gang jeg kommer forbi vil jeg gerne høre din mening om den.“
6 Hvis den besøgte spørger om hvordan vort arbejde finansieres, kan man kort fortælle om den frivillige bidragsordning. I de tilfælde hvor den interesserede giver bidrag kan man bruge den særlige bidragskuvert som er udleveret til alle forkyndere. Alle som modtager ’Åbenbaringsbogen’ vil finde stor lykke når de indser betydningen af de storslåede profetier i Åbenbaringens Bog. — Ordsp. 3:13.