Spørgsmålskassen
◼ Nu da vi har bogen Kundskab der fører til evigt liv, hvor længe bør vi da studere med de interesserede?
I Rigets Tjeneste for september 1993 blev det anbefalet at studere med de nye indtil man havde gennemgået to bøger. Da vi nu har ’Kundskabsbogen’ vil det være godt at justere denne fremgangsmåde, som det er nævnt på side 13 og 14 i Vagttårnet for 15. januar 1996.
’Kundskabsbogen’ er udarbejdet med henblik på at lære dem der er „ret indstillet til evigt liv“ tilstrækkeligt til at de kan indvi sig til Jehova og lade sig døbe. (Apg. 13:48) Efter at have gennemgået bogen burde det derfor ikke være nødvendigt at studere en anden bog med eleven. Når dem vi studerer med begynder at tage imod sandheden, kan vi fra tid til anden tilskynde dem til at opnå større kundskab ved at komme til Jehovas Vidners møder og ved at læse i Bibelen og de kristne publikationer.
Det vil være nyttigt at studielederen er godt kendt med spørgsmålene på side 169-213 i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste. Man skal ikke henvise til disse spørgsmål eller gennemgå dem med eleven, men det vil være godt at lægge vægt på de punkter i ’Kundskabsbogen’ som vil hjælpe eleven til at forklare de grundlæggende bibelske sandheder på en god måde når de ældste gennemgår spørgsmålene med dem der ønsker at blive døbt.
Det er ikke nødvendigt at medtage ekstra stof for yderligere at forklare den bibelske lære eller afsløre falsk lære. Dette bevirker kun at studiet tager længere tid. Det er vort ønske at bogen kan gennemgås forholdsvis hurtigt, måske inden for seks måneder. Derfor må vi også selv være godt forberedt så vi kan fremholde stoffet på en klar og præcis måde. Eleven bør også tilskyndes til at forberede sig, slå skriftstedshenvisningerne efter og gøre sig klart hvad hvert kapitel har lært ham.
I Vagttårnet er det blevet understreget at der er behov for at Jehovas vidner leder flere fremadskridende bibelstudier på kortere tid. (Se Esajas 60:22.) Ved at bruge ’Kundskabsbogen’ på en god måde kan vi hjælpe nye til at opnå, og leve efter, den kundskab der fører til evigt liv. — Joh. 17:3.