Udarbejd din egen bladpræsentation
1 Vi sætter stor pris på Vagttårnet og Vågn op! på grund af de aktuelle og oplysende artikler der dækker alt, lige fra betydningsfulde verdensproblemer til „Guds dybder“. (1 Kor. 2:10) Vi kan alle huske nogle nye og opbyggende ting vi har læst i disse blade som Jehova bruger til at give os en fremadskridende forståelse af sandheden. (Ordsp. 4:18) Vi ønsker nidkært at dele dem ud til så mange som muligt.
2 Analysér distriktet: Hvilken slags mennesker bor i dit område? Hvis de er fortravlede, må du forberede en kort præsentation der går lige til sagen. I områder hvor folk er knap så forjagede, kan man måske få sagt lidt mere. Hvis de fleste i distriktet arbejder om dagen, vil det nok være bedst at aflægge besøg sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Eller du kan forsøge at forkynde på gaden eller i forretningsdistrikt. Nogle forkyndere har gode resultater med at henvende sig uformelt til folk på parkeringspladser og i parker.
3 Vær godt kendt med bladene: Læs hvert nummer igennem så snart du modtager det. Udvælg artikler som du føler vil appellere til folk i dit distrikt. Hvilke emner interesserer de sig for? Find noget specifikt i en artikel som du kan citere. Tænk over et spørgsmål der kan stimulere interessen. Find også et passende skriftsted som du kan læse for den besøgte hvis lejlighed byder sig. Husk også at lægge en god grundvold for et genbesøg.
4 Forbered indledningen: Udvælg omhyggeligt hvilke ord du vil bruge når du præsenterer dig og indleder en samtale. Nogle har haft gode resultater med denne bemærkning: „Jeg har lige læst en spændende artikel i dette blad, og den synes jeg andre skal have lejlighed til at læse.“ Mange bruger et spørgsmål i indledningen som kan bane vej for det emne de vil tale om. Her er nogle eksempler:
5 Hvis du vil fremholde en artikel om den tiltagende vold, kunne du spørge:
◼ „Hvad tror du der skal til før vi kan sove roligt om natten uden at være bange for indbrud eller overfald?“ Forklar at du har nogle oplysninger om en fuldstændig løsning på dette problem. Midlet vil desuden snart fjerne al social uro. Henvis til noget i bladet der peger på dette håb. Ved næste besøg kan du henlede den besøgtes opmærksomhed på kapitel 1 i ’Kundskabsbogen’.
6 I forbindelse med at tilbyde en artikel om familieliv kunne du sige:
◼ „De fleste forældre i dag synes at det er en stor udfordring at få en familie til at fungere. Der er skrevet mange bøger om emnet, men selv eksperterne er uenige. Kan nogen give os pålidelig vejledning?“ Nævn en specifik kommentar fra bladet som fremholder Bibelens víse råd. Når du kommer på genbesøg, kan I drøfte de bibelske tanker om børneopdragelse der findes på side 145-48 i ’Kundskabsbogen’.
7 Når du fremholder en artikel om sociale problemer, kunne du sige:
◼ „Mange føler sig presset af de stressede tider vi lever i. Tror du det var Guds mening at vi skulle leve på denne måde?“ Henvis til en artikel som viser hvordan man kan klare vor tids problemer, og som giver grund til at tro på en fremtid uden bekymringer. Ved næste besøg kan du tale om illustrationen og billedteksten på side 4 og 5 i ’Kundskabsbogen’, og derefter gå i gang med et bibelstudium.
8 Tilpas dig den besøgte: Vi møder folk med forskellig baggrund og med vidt forskellige interesser. Forbered en standardpræsentation som hurtigt kan tilpasses den besøgte. Tænk over hvordan den kan ændres når du taler med en mand, en kvinde, en ældre eller yngre. Der er ingen stive regler for hvad man skal sige. Brug det som falder dig mest naturligt, og som giver gode resultater. Men vær begejstret, tal fra hjertet og vær en god tilhører. De der er „ret indstillet“, vil mærke din oprigtighed og reagere positivt. — Apg. 13:48.
9 Hjælp hinanden: Når vi udveksler præsentationer med hinanden, lærer vi nye måder at udtrykke os på. Ved at øve os sammen kan vi opnå erfaring og selvtillid. (Ordsp. 27:17) Det er godt at gennemøve det man vil sige, så man kan føle sig mere afslappet når man står over for den besøgte. Det er vigtigt at forældre tager sig tid til at hjælpe deres børn med at forberede sig, lytter mens de øver præsentationen og giver forslag til forbedringer. Nye kan desuden have gavn af at arbejde sammen med mere erfarne forkyndere.
10 Det behøver ikke at være vanskeligt for dig at udarbejde din egen bladpræsentation. Det er blot et spørgsmål om at have noget specifikt at sige og derefter udtrykke det på en appellerende måde. Med initiativ og omtanke vil du kunne udarbejde en god præsentation der vil få den besøgte til at reagere positivt.
11 Uddelingen af bladene er en af de primære måder hvorpå vi spreder Rigets budskab i hele verden. Hvis du kan få oprigtige mennesker til at tage imod Vagttårnet og Vågn op!, vil bladene kunne tale for sig selv. Husk altid på at bladene har stor værdi, og at det budskab de indeholder, kan redde liv. Det har Jehovas velbehag når vi på denne måde ’gør godt og deler med andre’. — Hebr. 13:16.