Tilsynsmænd der fører an — Tjenestetilsynsmanden
1 Tjenestetilsynsmanden er interesseret i alt hvad der har at gøre med at fremme forkyndelsen i menighedens tildelte distrikt. Han indtager således en vigtig plads i forbindelse med at hjælpe os til at leve op til vort ansvar med at forkynde den gode nyhed. Som en nidkær forkynder fører han an i at organisere alt det der har med tjenesten at gøre. Han er en dygtig underviser som hjælper de enkelte forkyndere til at udrette mere i tjenesten. — Ef. 4:11, 12.
2 Han fører direkte tilsyn med de menighedstjenere som tager sig af bøger, blade og distrikt. Han har ansvaret for at menigheden til stadighed har en tilstrækkelig forsyning af bøger, blade og formularer. En gang hvert andet år gennemgår han distriktsoptegnelserne over alle dem der ikke ønsker besøg, og beder kvalificerede brødre besøge disse husstande.
3 Tjenestetilsynsmanden har ansvaret for at føre tilsyn med de forskellige tjenestegrene, deriblandt forretningsforkyndelse, gadearbejde og telefonforkyndelse. Han arrangerer samlinger på belejlige tidspunkter i ugens løb og på helligdage. Han viser ægte interesse for bibelstudiearbejdet. Desuden er han opmærksom på at yde åndelig hjælp til forkyndere der er uregelmæssige eller uvirksomme. Han er optaget af pionerernes indsats og fører tilsyn med programmet „Pionerer hjælper andre“.
4 Som medlem af menighedens tjenesteudvalg kommer tjenestetilsynsmanden med forslag til justeringer i bogstudiegrupperne. Sørg for at være til stede når han besøger den gruppe du tilhører, og støt de samlinger der arrangeres.
5 Alle i menigheden bør villigt følge den vejledning som gives af tjenestetilsynsmanden. Dette vil hjælpe os til at blive bedre som forkyndere og til at finde større glæde i tjenesten.