Vær „tålmodige“
1 Mens afslutningen for Satans onde ordning nærmer sig, er det vigtigt at vi tålmodigt venter på Jehovas dag med udfrielse. De onde kræfter er på dette fremskredne tidspunkt især besluttede på at bortlede vores opmærksomhed fra det vigtige spørgsmål om Jehovas suverænitet. Det gør de blandt andet ved at forsøge at friste os til at gå op i et væld af personlige interesser. Satan ønsker på denne måde at få os til at give op eller sætte tempoet ned i forkyndelsen. (Jak. 5:7, 8; Matt. 24:13, 14) Hvordan kan vi vise at vi er tålmodige?
2 Ved at være overbærende: Når vi møder ligegyldighed eller modstand i tjenesten, vil overbærenhed hjælpe os til at holde ud i forkyndelsesarbejdet. Vi vil ikke let lade os skræmme eller blive stødt hvis vi møder nogle som er afvisende eller uvenlige. (1 Pet. 2:23) Denne indre styrke vil afholde os fra at tale negativt om folk i distriktet som enten er ligegyldige eller fjendtligt indstillede over for vores arbejde. Hvis vi taler på den måde, vil det blot gøre os selv og dem vi arbejder sammen med, modløse.
3 Ved tålmodig vedholdenhed: Det kan trække store veksler på vores tålmodighed når vi efter at have haft en god samtale ikke kan træffe vedkommende hjemme igen. Det samme kunne gøre sig gældende hvis dem vi studerer med, kun gør små fremskridt eller er meget lang tid om at tage standpunkt for sandheden. Tålmodig vedholdenhed bliver imidlertid ofte belønnet med gode resultater. (Gal. 6:9) En søster aflagde adskillige genbesøg hos en ung kvinde før det lykkedes at oprette et bibelstudium. På de første fem besøg var kvinden optaget. Da søsteren tog hen til hende sjette gang, blev hun gennemblødt af en tordenbyge, og da hun nåede frem, var der ingen hjemme. Søsteren var ikke desto mindre besluttet på at give kvinden endnu en chance, og denne gang var kvinden klar til at studere. Hun gjorde derefter hurtigt fremskridt og indviede sig kort efter til Jehova.
4 Vi ved at Jehovas dag ikke vil være forsinket. Idet vi venter på at han snart i fuldt mål gennemfører sine hensigter, ved vi at hans tålmodighed vil frembringe god frugt. (Hab. 2:3; 2 Pet. 3:9-15) Ligesom Jehova må vi derfor være tålmodige og ikke give op i tjenesten. I „tro og tålmodighed“ må vi se hen til Jehova som den der belønner os for vores flittige indsats. — Hebr. 6:10-12.