Hvordan familien samarbejder om — studium af Bibelen
1 Sandheden giver familielivet mening og indhold, men det kræver meget tid og mange kræfter at opbygge en åndeligt stærk familie. Det er derfor nødvendigt at familiens medlemmer arbejder nært sammen om dette. Denne artikel er den første af tre artikler som vil fokusere på hvordan man i familien kan samarbejde om at have gode studievaner.
2 Ved at læse i Bibelen hver dag: I Ordsprogene 24:5 siges der at „en mand der har kundskab, styrker sin magt“. Den kundskab man opnår ved regelmæssig læsning i Guds ord, giver den fornødne indre styrke til at modstå Satans angreb. (Sl. 1:1, 2) Læser jeres familie sammen i Bibelen hver dag? Studieplanen for Den Teokratiske Skole indeholder en „Supplerende bibellæseplan“ for hver uge i årets løb. At følge denne plan kræver blot at familien er samlet ti minutter om dagen. Udvælg et bekvemt tidspunkt, måske ved morgenmaden, efter aftensmaden, eller før sengetid, til at læse i Bibelen og drøfte dagens tekst fra ’Dagsteksthæftet’. Gør dette til et fast indslag i familiens hverdag.
3 Ved at studere sammen hver uge: Familiens bibelstudium bør være ugens højdepunkt. Hver enkelt bør yde sit ved ivrigt at deltage i studiet. Familiens overhoved vil tage familiens behov i betragtning når han udvælger stoffet og bestemmer hvornår og hvor længe der skal studeres. Lad familiestudiet have førsteprioritet i jeres ugeplan. Lad ikke mindre vigtige ting gribe forstyrrende ind. — Fil. 1:10, 11.
4 En far som ofte blev ringet op i forbindelse med sin forretning, trak telefonstikket ud under familiestudiet. Og hvis der kom kunder til hjemmet, blev de inviteret med til studiet, eller spurgt om de ville vente til studiet var færdigt. Faderen var besluttet på at intet skulle gribe ind i familiestudiet. Det gjorde et dybt indtryk på hans børn, og familien var alligevel i stand til at klare sig økonomisk.
5 Det er meget glædeligt og opbyggende når familiens medlemmer samarbejder om åndelige gøremål. Hvis vi trofast har en fuld andel i at studere Bibelen sammen som familie, vil vi blive velsignet af Jehova. — Sl. 1:3.