„Det nye årtusind — Hvordan vil fremtiden forme sig for dig?“
1 Det spørgsmål har mange mennesker rundt om på jorden gjort sig tanker om. Menneskeheden har udrettet meget gennem århundrederne, men samtidig er folk blevet desillusionerede over at man ikke har fået løst de problemer der har plaget mennesker i flere tusinde år. (Job 14:1; Sl. 90:10) Hvor kan de finde lindring?
2 I månederne oktober og november har vi en særlig lejlighed til at give vore medmennesker svar på dette spørgsmål, nemlig gennem uddelingen af Rigets Nyheder nr. 36 med titlen „Det nye årtusind — Hvordan vil fremtiden forme sig for dig?“ I den første halvdel af oktober vil vi tilbyde bladene Vagttårnet og Vågn op! Og fra mandag den 16. oktober til søndag den 19. november skal der så foretages en intensiv uddeling af Rigets Nyheder nr. 36. Når det er muligt vil vi sammen med Rigets Nyheder nr. 36 også tilbyde bladene.
3 Kan du have en fuld andel? Som sædvanlig vil de ældste, menighedstjenerne og pionererne gå foran i arbejdet. Mange forkyndere vil uden tvivl tilpasse deres forhold sådan at de kan være hjælpepionerer i den ene eller begge kampagnemåneder. Andre vil planlægge at bruge mere tid i tjenesten end de plejer. Hvad vil du gøre?
4 Bogstudielederne kan gøre meget for at tilskynde alle i deres gruppe til fuldt ud at støtte uddelingen af Rigets Nyheder nr. 36. Nogle forkyndere er måske blevet uvirksomme. De ældste bør besøge dem og se hvad der kan gøres for at hjælpe dem. Man kan måske arrangere at erfarne forkyndere i disse måneder samarbejder med uvirksomme i tjenesten. Den enkle måde Rigets Nyheder nr. 36 skal tilbydes på, er måske lige det der skal til for at få disse forkyndere til at blive aktive igen.
5 Hvis vi studerer ’Kundskabsbogen’ med en som er ved at være kvalificeret til at blive udøbt forkynder, vil det være en god anledning for vedkommende til at begynde at deltage i forkyndelsen. Tal i så fald med de ældste om det. Selv helt unge kan have en god andel i dette spændende arbejde.
6 En enkel præsentation er nok for at tilbyde traktaten. Du kunne sige:
◼ „Jeg er med til at uddele dette meget vigtige budskab til alle familier i [byen eller landets navn]. Her er dit eksemplar. Jeg håber du vil læse det.“ Det vil sikkert være en fordel at gå uden forkyndertaske når man uddeler Rigets Nyheder nr. 36.
7 Velforberedte samlinger: De ældste må sørge for at arrangere samlinger på passende tidspunkter. Tjenestetilsynsmanden bør sikre sig at der er tilstrækkeligt med hus-til-hus-distrikt og forretningsdistrikt, så alle kan have en fuld andel i arbejdet. Hvor det er muligt, bør der holdes samlinger på alle hverdage, samt i weekender og om aftenen. Der kan ligeledes være behov for samlinger sidst på eftermiddagen når skoleelever og arbejdende har fået fri.
8 Hvad med ’ikke-hjemme-besøg’?: Vi vil gerne tale personligt med så mange som muligt, men hvis vi ikke træffer nogen, vil vi blot efterlade et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 36. Distriktet skal altså kun gennemgås én gang med traktaten.
9 Vær travlt optaget: Vi vil gerne forsøge at dække alle distrikter i Danmark inden kampagnen slutter den 19. november. For at nå dette mål, vil vi foreslå at forkynderne går alene i den udstrækning det er muligt og forsvarligt. Derved kan man nemmere nå ud til så mange som muligt og finde dem der fortjener det. Vær omhyggelig med at notere dem op som viser interesse. Hvis I bliver færdige med at gennemgå jeres distrikt i menigheden inden den 19. november, er der gennem kredstilsynsmændene arrangeret en ordning som betyder at I vil kunne hjælpe til i andre menigheder. Ved en fælles indsats skulle det være muligt at nå alle distrikter, endda i storbyerne. De ældste vil kontakte den koordinator der er udnævnt i kredsen, og få at vide hvem der har brug for hjælp og hvordan I kan være med til at hjælpe.
10 Rigets Nyheder nr. 36 skal ikke bestilles; der vil blive sendt en forsyning til hver menighed svarende til cirka det antal besøg der er i distriktet. Er du parat og villig til at være travlt optaget af denne særlige aktivitet? Det er et privilegium at vi får lov til at fortælle vore medmennesker hvad Gud har lovet med hensyn til den nærmeste fremtid, lad os derfor hver især have så stor en andel som vi har mulighed for.