„For Gud er alle ting mulige“
1 Den kristne menigheds væsentligste opgave er at forkynde budskabet om Riget overalt på jorden. (Matt. 24:14) Det er en kolossal opgave. Mange iagttagere mener at dette forkyndelsesarbejde vil kræve langt flere ressourcer end vi har. Andre begriber næsten ikke at vi kan gå ud i forkyndelsen når vi samtidig udsættes for latterliggørelse, modstand og forfølgelse. (Matt. 24:9; 2 Tim. 3:12) Skeptikere er overbeviste om at det er umuligt at udføre et sådant arbejde. Jesus sagde imidlertid: „For Gud er alle ting mulige.“ — Matt. 19:26.
2 Positive eksempler vi kan efterligne: Da Jesus påbegyndte sin tjeneste, stod han alene mod en hel verden. For om muligt at standse ham udsatte modstandere ham for enhver tænkelig dårlig behandling og påførte ham til sidst en pinefuld død. Alligevel kunne Jesus tillidsfuldt erklære: „Jeg har besejret verden.“ (Joh. 16:33) Hvilken storslået bedrift!
3 Jesu disciple udviste den samme modige indstilling og nidkærhed i deres tjeneste. Mange blev pisket, slået, kastet i fængsel eller endog dræbt. Alligevel „frydede [de] sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld.“ (Apg. 5:41) Under disse ugunstige forhold gennemførte de den tilsyneladende umulige opgave at forkynde den gode nyhed „til jordens fjerneste egne“. — Apg. 1:8; Kol. 1:23.
4 Hvordan det vil lykkes os: Vi har også nidkært påtaget os arbejdet med at forkynde Riget selv om det har set umuligt ud. Trods forbud, forfølgelse, fængsling og andre ihærdige forsøg på at standse os, går forkyndelsesarbejdet fremad. Hvordan har det været muligt? „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zak. 4:6) Da det er Jehova der står bag, kan intet standse arbejdet. — Rom. 8:31.
5 Når vi forkynder, har vi ingen grund til at være generte, bange eller at føle os utilstrækkelige. (2 Kor. 2:16, 17) Vi har meget stærke grunde til energisk at blive ved med at forkynde den gode nyhed om Riget. Med Jehovas hjælp kan vi overkomme „det der er umuligt“. — Luk. 18:27.