Forkynd budskabet om Riget
1 „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Luk. 4:43) Med disse ord angav Jesus temaet for sin forkyndelse — Guds rige. Det budskab vi forkynder i dag, drejer sig som forudsagt i Mattæus 24:14, også om Riget: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ Hvilke sandheder om Guds rige er det folk bør høre?
2 Guds rige regerer nu i himmelen og vil snart erstatte alle menneskeskabte styreformer. Djævelen er allerede blevet kastet ud af himmelen, og det er nu de sidste dage for den nuværende onde tingenes ordning. (Åb. 12:10, 12) Satans onde tingenes ordning vil blive fuldstændig fjernet, men Guds rige kan ikke forgå. Det vil bestå for evigt. — Dan. 2:44; Hebr. 12:28.
3 Riget vil virkeliggøre alt det gode som lydige mennesker drømmer om. Det vil betyde udfrielse fra de lidelser som skyldes krige, kriminalitet, undertrykkelse og fattigdom. (Sl. 46:8, 9; 72:12-14) Der vil være mad nok til alle. (Sl. 72:16; Es. 25:6) Sygdom og handicap vil høre fortiden til. (Es. 33:24; 35:5, 6) Efterhånden som menneskeheden når frem til fuldkommenhed, vil jorden blive omdannet til et paradis, hvor man vil leve harmonisk sammen. — Es. 11:6-9.
4 Vi viser at vi ønsker at underlægge os Guds rige ved den måde vi lever på nu. Vores viden om Riget bør præge hele vores livsform, vores mål og det vi sætter først i livet. Selv om vi er forpligtet til at sørge for vores familie, må vi ikke lade bekymringen for det materielle kvæle Rigets interesser. (Matt. 13:22; 1 Tim. 5:8) Vi vil derimod følge Jesu opfordring: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting [de materielle fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.
5 Det er altafgørende at folk hører og giver agt på budskabet om Riget mens der endnu er tid. Måtte vi hjælpe dem til at gøre det ved at ’tale overbevisende om Guds rige’. — Apg. 19:8.