I unge — læg en god grundvold for den kommende tid
1. Hvorfor har kristne unge behov for at opbygge en stærk tro?
1 Hvad kredser dine tanker først og fremmest om? Hvad er det der optager dig? Bekymrer du dig hovedsagelig om de nuværende ting, eller rækker dine tanker ind i fremtiden og fokuserer på Guds løfter? (Matt. 6:24, 31-33; Luk. 8:14) Det er nødvendigt at have en stærk tro for at kunne handle i overensstemmelse med det Gud har lovet, som det ses i forbindelse med Abraham og Moses. (Hebr. 11:8-10, 24-26) Hvordan kan man opbygge en sådan tro og lægge „en god grundvold for den kommende tid“? — 1 Tim. 6:19.
2. Hvad kan vi lære af Josias’ eksempel?
2 Søg Jehova: Det er udmærket at have en god plan for åndelige aktiviteter sammen med sin familie, men man må ikke mene at en sådan rutine automatisk giver en stærk tro. For at finde „kundskab om Gud“ må man personligt ’søge Jehova’. (Ordsp. 2:3-5; 1 Krøn. 28:9) Det gjorde den unge kong Josias. I en alder af 15 år „begyndte han at søge sin forfader Davids Gud“, til trods for at han var vokset op i et miljø som langtfra var åndeligt. — 2 Krøn. 34:3.
3. Hvordan kan unge kristne i dag søge Jehova?
3 Hvordan kan du søge Jehova? Ved omhyggeligt at undersøge det du tror på, og ’forvisse dig om’ at det virkelig er sandheden. (Rom. 12:2) Kan du for eksempel gøre rede for hvad Bibelen siger om blodet eller føre bevis for at Guds rige begyndte at herske i himmelen i 1914? En vigtig del af den gode grundvold man må lægge for den kommende tid, er at tilegne sig „nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Tim. 2:3, 4.
4. Hvordan kan udøbte forkyndere gøre åndelige fremskridt?
4 Det førte noget godt med sig da Josias begyndte at søge Gud. Han rensede modigt landet for afgudsdyrkelse da han ikke engang var fyldt 20 år. (2 Krøn. 34:3-7) Ens åndelige fremskridt vil også tydeligt fremgå af ens handlinger. (1 Tim. 4:15) Hvis du er udøbt forkynder, så prøv at forbedre kvaliteten af din tjeneste. Vær ikke tilfreds med blot at tilbyde bøger og blade. Sæt dig som mål at bruge Bibelen, at ræsonnere med folk og at pleje den interesse du finder. (Rom. 12:7) Det vil hjælpe dig til at vokse åndeligt.
5. Hvilke muligheder har døbte kristne for at øge deres tjeneste?
5 Giv Jehova det bedste: Når du symboliserer din indvielse til Jehova ved vanddåben, bliver du en ordineret tjener for Gud. (2 Kor. 3:5, 6) Det giver dig mulighed for at indtræde i heltidstjenesten som pioner, missionær, international byggearbejder eller medarbejder på Betel. Du kan også øge din tjeneste ved at lære et andet sprog eller flytte ud for at tjene hvor behovet er større.
6. Hvordan kan vi alle lægge „en god grundvold for den kommende tid“?
6 Nu er det selvfølgelig ikke alle der kan stille sig til rådighed i en særlig tjeneste, men vi kan alle give Jehova det bedste vi har. (Matt. 22:37) Uanset ens omstændigheder kan man lade sit liv dreje sig om tjenesten for Jehova. (Sl. 16:5) Ved at gøre det vil man lægge „en god grundvold for den kommende tid“.