Hjælp dem som er „ret indstillet“
1. Hvem indsamler Jehova nu?
1 Hvert enkelt menneskes indstilling har sit udspring i det symbolske hjerte. (Matt. 12:35) Bibelen taler om en hvis „hjerte er indstillet på kamp“. (Sl. 55:21) Nogle ’bliver let forbitrede’. (Ordsp. 29:22) Men der er også nogle som er „ret indstillet til evigt liv“. (Apg. 13:48) Jehova er nu i færd med at indsamle dem der har en ret indstilling. (Hag. 2:7) Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem til at tilbede Jehova?
2. Hvad er nødvendigt hvis vi skal leve op til befalingen om at gøre disciple?
2 Følg samvittighedsfuldt op: Det er vigtigt at have det rette syn på genbesøgsarbejdet for at kunne leve op til befalingen om at gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) Er vi hurtige til at følge interessen op? Kommer vi igen til alle som har taget imod læsestof eller vist interesse i den gode nyhed? Er vi vedholdende i vores bestræbelser for at hjælpe dem til at vokse åndeligt? Eftersom det kan betyde livet, bør vi forsøge at følge al interesse op.
3. Hvad bør vi gøre når vi har haft en samtale i forkyndelsen?
3 Vi må tage os tid til at skrive notater mens vi endnu har en samtale med en interesseret i frisk erindring. Vi har brug for at huske vedkommendes navn og adresse samt hvilket emne vi drøftede, hvilke skriftsteder vi læste, og hvilke publikationer den besøgte fik. Og vi må være besluttede på at komme igen hurtigst muligt.
4. Hvordan kan vi aflægge virkningsfulde genbesøg?
4 Hvordan vi aflægger genbesøg: Når du kommer igen, er det vigtigt at du er venlig og viser den besøgte oprigtig interesse. Sørg for at det bliver en enkel samtale over et interessant bibelsk emne, og stil til sidst et spørgsmål som I kan drøfte næste gang. Så vidt det er muligt, skal man helst undgå at argumentere imod eventuelle ubibelske synspunkter som den besøgte giver udtryk for. Forsøg at bygge videre på noget I er enige om. — Kol. 4:6.
5. Hvad besluttede en pioner at gøre, og hvad førte det til?
5 Det kræver en indsats at aflægge genbesøg, men det er tilfredsstillende og kan være udbytterigt. En pioner i Japan havde som mål at aflægge flere genbesøg hver måned. Han begyndte at føre optegnelser over alle han mødte i hus til hus-arbejdet, hvorefter han, inden for syv dage, besøgte dem igen. Han forberedte sig grundigt, forvisset om at det budskab han kom med, var vigtigt. På et af genbesøgene lykkedes det ham at påbegynde studium med en som sagde: „Jeg har altid afvist jer. Det er første gang jeg har lyttet.“ Den kærlige vedholdenhed gav resultater. Ved månedens slutning kunne han rapportere i alt ti bibelstudier.
6. Hvorfor er der grund til vedholdende at gå på genbesøg?
6 Folks omstændigheder forandrer sig hele tiden. (1 Kor. 7:31) Man går ofte forgæves mange gange før man træffer en interesseret hjemme igen. Men hvis vi samvittighedsfuldt vender tilbage, kan vi hjælpe dem som er ret indstillet, til at vandre på vejen til evigt liv. — Matt. 7:13, 14.