Hvorfor vi har brug for menighedsbogstudiet
1. Hvad er baggrunden for menighedsbogstudiet?
1 Efter at nogle af bindene i serien Millenniets Daggry var blevet udgivet, begyndte bibelstudenterne i 1895 at studere dem i studiegrupper kendt som „daggry-kredse“. Senere blev disse møder kaldt „Berøa-Kredse for Bibelstudium“ eller „Berøa-Møder“. (Apg. 17:11) Det var ofte forholdsvis små grupper der samledes i et privat hjem på en aften der passede gruppen. Disse møder var forløbere for vor tids menighedsbogstudier.
2. Hvordan kan vi opmuntre hinanden ved bogstudiet?
2 Opmuntring og støtte: Da bogstudiegrupperne bevidst holdes forholdsvis små, har alle rig mulighed for at give udtryk for deres tro. På den måde „kan [vi] opmuntres ved hinandens tro“. — Rom. 1:12.
3, 4. Hvordan hjælper ordningen med bogstudiegrupper os til at fuldføre vores tjeneste?
3 Vi hjælpes til at ’behandle sandhedens ord på rette måde’ ved at iagttage bogstudietilsynsmandens måde at undervise på. (2 Tim. 2:15) Læg mærke til hvordan han understreger den bibelske baggrund for det der drøftes. Hvis det passer til den publikation der studeres, kan han fremhæve hovedpunkterne ved at repetere dem udelukkende ved hjælp af Bibelen. Og følger vi hans gode eksempel, kan vi blive bedre til at undervise i forkyndelsen. — 1 Kor. 11:1.
4 Bogstudietilsynsmanden vil ikke blot lede det ugentlige bogstudium, men også føre an i forkyndelsen. I samarbejde med tjenestetilsynsmanden arrangerer han samlinger til tjenesten på passende tidspunkter. Han forsøger at støtte alle i gruppen så de kan opfylde deres kristne forpligtelse til at forkynde og gøre disciple. — Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 9:16.
5. Hvilken personlig hjælp kan man få gennem bogstudieordningen?
5 Tilsynsmanden interesserer sig for den enkeltes åndelige velfærd i gruppen. Han viser denne interesse ved menighedens møder og når han arbejder sammen med gruppens medlemmer i forkyndelsen. Når han besøger de enkelte forkyndere, sørger han også for at opbygge dem åndeligt. Alle skal føle at de frit kan henvende sig til deres bogstudietilsynsmand og få åndelig hjælp når som helst de har behov for det. — Es. 32:1, 2.
6. (a) Hvordan har det styrket vore brødre i visse lande at mødes i mindre grupper? (b) Hvordan har du personligt haft gavn af ordningen med bogstudiegrupper?
6 Styrk hinanden: I lande hvor Guds folks arbejde er underlagt begrænsninger, mødes brødrene ofte i mindre grupper. En broder fortæller: „Vore kristne aktiviteter var forbudt, men når det var muligt, holdt vi de ugentlige møder i grupper på ti til femten personer. Vi blev åndeligt styrket af møderne, både af undervisningen og samværet bagefter. Vi fortalte hinanden hvad vi havde oplevet, og det hjalp os til at se at vi alle kæmpede den samme kamp.“ (1 Pet. 5:9) Vi må også styrke hinanden ved at støtte ordningen med bogstudiegrupper helt og fuldt. — Ef. 4:16.