Spørgsmålskassen
◼ Hvordan skal man anskaffe sig personlige eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op!?
Eftersom ordningen med at abonnere på Vagttårnet og Vågn op!, både på tryk og på kassettebånd, ophørte for nogle år siden, skal alle forkyndere bestille deres blade og kassettebånd gennem den lokale menighed. Læg venligst mærke til at menigheden kan bestille bladene på kassettebånd på menighedens bestillingsformular (M-202). Formularen skal også bruges ved bestilling af udgaver på andre sprog og udgaver med stor skrift.
Vær omhyggelig med at levere bladene regelmæssigt til dem i jeres distrikt der ønsker at modtage dem, så de ikke kommer til at mangle nogen numre. Udstødte kan modtage bladene og andre publikationer ved menighedens bladbord og bogbord i rigssalen. Men forkyndere skal ikke levere bladene til udstødte i distriktet.
De eneste abonnenter som afdelingskontoret vil blive ved med at betjene, er dem der ikke kan blive betjent af en menighedsforkynder. Hvis menighedens tjenesteudvalg indsender en anmodning om et abonnement til en som ikke kan få bladene på anden måde, skal sekretæren vedhæfte et kort brev der godtgør at denne anmodning om abonnement er blevet drøftet og godkendt af tjenesteudvalget i menigheden.
Forkyndere skal derfor ikke skrive til afdelingskontoret og anmode om abonnementer til sig selv eller andre. Enhver anmodning om abonnement fra en forkynder eller en interesseret vil blive videresendt til den lokale menighed.
◼ Hvordan kan fængselsfanger modtage personlige eksemplarer af bladene?
Hvis den menighed der tager sig af forkyndelsen i det pågældende fængsel, kan levere bladene til de indsatte dér, skal de modtage deres personlige eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! gennem forkyndere. Når det ikke er muligt, kan indsatte personligt anmode afdelingskontoret om at få bladene tilsendt. Vær venligst opmærksom på at udstødte fanger ligeledes kan modtage bladene på den måde der er beskrevet i denne paragraf.