Bevar fornemmelsen af tidens alvor!
1 Jesus vidste at den tid han havde til at fuldføre sin Faders gerning på jorden, var begrænset. (Joh. 9:4) Under sin tjeneste bevarede han derfor hele tiden erkendelsen af tidens alvor, og det lærte han også sine disciple at gøre. (Luk. 4:42-44; 8:1; 10:2-4) Materielle bekvemmeligheder var af sekundær betydning for ham. (Matt. 8:20) Af den grund var han i stand til at fuldføre den gerning Jehova havde givet ham at gøre. — Joh. 17:4.
2 Begrænset tid: Den tid hvori den gode nyhed skal forkyndes på „hele den beboede jord“, er ligeledes begrænset. (Matt. 24:14) Bibelens profetier viser at vi lever i den sidste del af endens tid. Snart vil ’de der ikke kender Gud og de der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus, lide retslig straf i form af evig undergang’. (2 Thess. 1:6-9) Dommen vil komme meget pludseligt. (Luk. 21:34, 35; 1 Thess. 5:2, 3) Folk må gøres opmærksom på at de befinder sig i en farefuld situation. Det er vores ansvar at hjælpe dem til at søge at få et godt forhold til Jehova mens der endnu er tid. — Zef. 2:2, 3.
3 Vi gør vort yderste: Guds tjenere giver forkyndelsen første prioritet fordi de er klar over at „den tid der er tilbage er begrænset“. (1 Kor. 7:29-31; Matt. 6:33) Nogle har givet afkald på at få en højere levestandard eller på at pleje deres personlige interesser for at kunne gøre mere i forkyndelsen. (Mark. 10:29, 30) Andre bliver ved med at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“ trods de prøvelser de må udholde. (1 Kor. 15:58) Mange har uden vaklen offentligt bekendtgjort den gode nyhed i mange år. (Hebr. 10:23) Jehova sætter stor pris på alle sådanne ofre der bringes for Rigets skyld. — Hebr. 6:10.
4 Når vi koncentrerer os om tilbedelsen af Jehova, hvilket indbefatter forkyndelsen, vil det hjælpe os til altid at have Jehovas dag i tanke. Det beskytter os mod at blive distraheret af Satans verden og styrker os i vores beslutning om at bevare en hellig adfærd. (2 Pet. 3:11-14) Ja, det kan betyde frelse, både for os selv og dem der hører på os, at vores tjeneste afspejler at vi bevarer fornemmelsen af tidens alvor. — 1 Tim. 4:16.