Jehovas Vidners områdestævne 2008
1. (a) Hvorfor er Paulus’ tilskyndelse til de kristne hebræere særlig aktuel i dag? (Læs Hebræerne 10:24, 25). (b) Hvilken mulighed har vi i nær fremtid for at følge Paulus’ tilskyndelse?
1 Apostelen Paulus tilskyndede de kristne hebræere til at komme sammen for at opmuntre hinanden „og det så meget mere“ som de så dagen nærme sig. (Hebr. 10:24, 25) Vidnesbyrdene om at „dagen“ som Paulus talte om, er meget nær, bliver stadig tydeligere. Vi ser derfor frem til de muligheder vi har for at samles med vores brødre og søstre, og til at få åndelig vejledning som kan lede os i disse „sidste dage“ som bliver mere og mere farefulde. (2 Tim. 3:1) Vi har en sådan mulighed ved det kommende landsstævne i 2008.
2. (a) Hvorfor er det vigtigt at være til stede alle tre stævnedage? (b) Hvorfor skal man allerede nu begynde at træffe forberedelser til stævnet?
2 Vær til stede alle tre dage: Vi tilskyndes til at overvære alle tre stævnedage. Når vi ’ikke forsømmer at komme sammen’, går vi ikke glip af noget af den vigtige åndelige føde. (Hebr. 10:25) Begynd så hurtigt som muligt at træffe forberedelser til at overvære stævnet. I 2008 er der kun et stævne i Danmark, og derfor er det sikkert vigtigere end tidligere at du beder om ferie i god tid. Det vil være hensynsfuldt over for din arbejdsgiver så han kan nå at planlægge i overensstemmelse med dine ønsker. Hvis brødre arbejder sammen, stiller det dem også over for en særlig udfordring fordi de alle skal overvære samme stævne. Men med en god planlægning skulle det være muligt. I kan have tillid til at Jehova vil velsigne jeres bestræbelser for at søge Riget først. — Matt. 6:33.
3. Hvordan kan vi drage omsorg for andre?
3 Hjælp andre til at komme til stævne: Paulus opfordrede også sine brødre til at „give agt på hinanden“. (Hebr. 10:24) Er der nogen i din bogstudiegruppe som har behov for hjælp til at komme til stævne? Kan du gøre noget for at eventuelle bibelstudieelever kan få glæde af stævnet, også selvom de blot kan komme én dag? Når du fortæller ikketroende familiemedlemmer at du skal til stævne, så invitér samtidig dem med. En kærlig indbydelse kan give uventede resultater.
4. (a) Hvordan er det til opmuntring for os at være sammen med de ældre ved stævnet? (b) Hvilket vigtigt spørgsmål rejser dette, og hvorfor?
4 Vi er privilegerede ved at have mange ældre i vore menigheder. De har tjent trofast igennem mange år og deres eksempel i tro og udholdenhed virker inspirerende og opmuntrende på os alle. (Hebr. 12:1) Vi ønsker derfor også at så mange af dem som overhovedet muligt kan være til stede ved områdestævnet i Århus. Deres tilstedeværelse vil være medvirkende til at gøre stævnet åndeligt opbyggende og forfriskende. Men det kan virke helt uoverskueligt og umuligt for dem at klare et stort stævne. Hvordan kan vi hjælpe dem?
5. Hvordan kan vi hjælpe dem som ikke har mulighed for at være til stede?
5 Nogle brødre og søstre er for svage til at kunne klare de udfordringer et stævne indebærer. Vi kan også tage gode notater, ringe til dem efter programmet hver dag og genfortælle de spændende ting vi har lært. På den måde vil de føle at de er med i det der sker, og de bliver forsikret om at vi tænker på dem og har omsorg for dem. Hvis disse muligheder ikke er til stede, kunne vi optage stævneprogrammet så de senere kan høre det.
6. Hvilke praktiske forslag kan gøre det muligt for nogle ældre at overvære stævnet?
6 Andre har måske blot brug for hjælp til at se at det ikke er umuligt for dem at overvære stævnet. Mind dem om glæden ved at være personligt til stede. Fortæl dem om de gode faciliteter der er til rådighed for ældre på stævneområdet. Nævn at der er lokaler hvor de kan hvile sig når de har brug for det. Hjælp dem med at arrangere logi, måske der hvor I selv bor. Tilbyd at sørge for mad til dem. Foreslå at de kører frem og tilbage til stævnet sammen med jer. Nævn at I om nødvendigt gerne vil køre dem tilbage til hotellet efter en halv dag, og at de så kan hvile på hotellet resten af dagen. Nævn muligheden for at de kan overvære stævnet én dag og hvile på hotellet den næste dag. Vær opfindsom og positiv.
7. Hvem har ansvaret for at hjælpe?
7 Det er først og fremmest de ældres familie der vil se det som deres forret at hjælpe. (1 Tim. 5:4; 5:8) Men andre kan også træde til. Måske er der nogen i menigheden de ældre føler sig særlig knyttet til. Vi skal ikke afvente at de ældste beder os hjælpe. Vi kan selv tage initiativet. (Joh. 13:34, 35) Bogstudietilsynsmanden vil kontakte hver enkelt i gruppen for at sikre sig at alle har fået den hjælp der er behov for. Hvis han ikke selv kan yde den nødvendige praktiske hjælp, vil han sørge for at en anden gør det. Den præsiderende tilsynsmand vil i god tid forud for stævnet sikre sig at bogstudietilsynsmændene har talt med alle i deres grupper, og at alle har fået den fornødne hjælp. — 1 Pet. 5:1, 2.
8. (a) Hvordan kan vi herliggøre Jehova under områdestævnet? (b) Hvad har en hoteldirektør sagt som følge af den gode adfærd brødrene lægger for dagen?
8 Gode gerninger: Ved at adlyde Jehovas bud om at komme sammen for at dyrke ham gavner vi os selv. Men hvad der er endnu vigtigere: Det giver os mulighed for at ophøje Jehovas navn. (Es. 48:17) Vores ’gode gerninger bliver offentligt kendt’ ved stævnerne, og det får nogle til at tale om os. (1 Tim. 5:25) I en by hvor der i mange år havde været afholdt områdestævner, sagde en hoteldirektør: „Mange i byen taler om Jehovas Vidner, og hvad jeres stævner betyder for os. Vi ved at I gør faciliteterne rene, og vi ser at I gør parkeringsområderne pænt i orden. Det er en fornøjelse at have jeres folk boende i sommerperioden. Vi håber dette arrangement vil fortsætte i de kommende år.“ Efter at en hotelejer havde fortalt om de vanskeligheder der er med andre grupper og entertainere, roste han brødrene for deres samarbejdsvilje og tålmodighed med ordene: „Vi ville ønske at alle vores gæster var som Jehovas Vidner.“ Når brødrenes adfærd giver anledning til sådanne og lignende kommentarer, må det glæde Jehova Guds hjerte.
9. Hvordan anskueliggør Mattæus 4:4 vigtigheden af at lytte opmærksomt til hele programmet?
9 Jesus sagde at vort liv afhænger af at vi lytter til „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“. (Matt. 4:4) Ved de årlige områdestævner sørger Jehova for åndelig „mad i rette tid“ gennem „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45) Der er lagt meget arbejde i at forberede og servere dette åndelige festmåltid. Måtte vi vise vores taknemmelighed for Jehovas kærlige omsorg ved at være til stede og lytte opmærksomt til alle dele af programmet.
[Ramme på side 3]
Programtider:
Torsdag og fredag:
9.20 – 16.55
Lørdag:
9.20 – 16.00
[Ramme på side 4]
Om reservering:
◼ Undersøg hvornår de enkelte hoteller, kroer, bed and breakfast, campingpladser, etc. åbner op for bestilling, og respekter dette.
◼ Bestil ikke flere værelser eller pladser end du skal bruge.
◼ Hvert værelse skal reserveres i den persons navn der skal bo der.
◼ I overensstemmelse med reglerne i tilfælde af brand, så lad ikke flere voksne bo på værelset end hotellet har fået oplyst og har accepteret.
◼ Hold fast ved jeres første reservation. — Matt. 5:37.
◼ Hvis du ikke kan få et logi i selve Århus, er der mange muligheder i de nærliggende byer. Der er gode trafikforbindelser til Århus. Giv ikke op. Der er rigeligt med logi til rådighed.
◼ Hvis du må aflyse en reservation, da gør det så hurtigt som muligt. Sørg for at få bekræftelse på aflysningen.
Hotelreservation skridt for skridt:
1. Ring til hotellerne i den almindelige forretningstid.
2. Oplys den nøjagtige dato for din ankomst og din afrejse.
3. Hvis ikke der er ledige værelser, så ring til et andet hotel.
4. Lav en reservation, og bed om at få tilsendt en bekræftelse.
5. Vær sikker på at du ved hvad reservationen indbefatter med hensyn til forplejning, etc.
6. Overhold den dato der er opgivet for indbetaling af depositum. I modsat fald kan reservationen være annulleret. Send aldrig penge i et brev. Hvis du betaler dit depositum med en check eller på giroindbetalingskort, så skriv nummeret på bekræftelsen på forsiden.