Gadearbejde der er effektivt
1. På hvilken måde kan vi efterligne Jesus?
1 Under sin jordiske tjeneste holdt Jesus sig ikke tilbage fra at tale med dem han mødte på vejen og andre offentlige steder. (Luk. 9:57-61; Joh. 4:7) Han ønskede at forkynde sit vigtige budskab for så mange som muligt. I dag er gadearbejde en glimrende metode til at få kontakt med folk så vi kan hjælpe dem til at opnå visdommen fra Gud. (Ordsp. 1:20) Vi vil opnå de bedste resultater hvis vi tager initiativet og viser dømmekraft.
2. Hvorfor er det nødvendigt at vise initiativ når man udfører gadearbejde?
2 Tag initiativet. Det er som regel bedre at henvende sig til folk end at stå eller sidde og vente på at de forbipasserende skal henvende sig til en. Smil, få øjenkontakt, og vær rolig og venlig. Hvis man er ude sammen med andre forkyndere, er det sædvanligvis bedst at man hver for sig henvender sig til folk. Det kræver også initiativ at finde ud af hvordan man kan følge interessen op hos den der reagerer positivt. Hvis man sporer interesse, kan man ved slutningen af samtalen venligt spørge hvordan man kan kontakte vedkommende igen. Nogle forkyndere udfører regelmæssigt gadearbejde på det samme sted. Det giver dem mulighed for fra tid til anden at tale med de samme mennesker og dermed bygge videre på deres interesse.
3. Hvordan kan vi vise dømmekraft når vi udfører gadearbejde?
3 Vis dømmekraft. Det er godt at vise dømmekraft med hensyn til hvor på gaden man placerer sig, og hvem man henvender sig til. Det er ikke nødvendigt at forkynde for hver eneste forbipasserende. Vær opmærksom. Hvis nogen for eksempel har travlt, kan det være bedst at lade dem gå videre. Når man forkynder uden for forretninger, bør man vise hensyn så indehaveren ikke føler sig generet. Det er ofte bedst at forkynde for folk når de er på vej ud af forretningen, og ikke på vej ind. Henvend dig til folk på en måde der ikke forskrækker dem. Vis også dømmekraft når du tilbyder læsestof. Hvis nogen kun viser begrænset interesse, kan du måske tilbyde dem en traktat i stedet for bladene.
4. Hvorfor er gadearbejde en god og værdifuld måde at forkynde på?
4 Gadearbejde giver os mulighed for at sprede mange af sandhedens sædekorn på kort tid. (Præd. 11:6) Nogle af dem vi møder, kan endda være nogen som vi ikke kan træffe hjemme når vi går fra hus til hus. Hvorfor ikke deltage i gadearbejdet, som er en værdifuld og effektiv måde at forkynde på?