Hjælp den besøgte til at ræsonnere
1. Hvilken fremgangsmåde virker bedst i forkyndelsen?
1 Hvilken fremgangsmåde giver de bedste resultater i forkyndelsen — en der er dogmatisk, eller en der hjælper den besøgte til at ræsonnere og nå frem til de rigtige konklusioner? Apostelen Paulus benyttede den sidstnævnte da han forkyndte for jøderne i Thessalonika, og det førte til at „nogle af dem blev overbevist“. (Apg. 17:2-4) Men hvad indbefatter det at ræsonnere med andre?
2. Hvordan kan vi efterligne Paulus’ eksempel når vi forkynder?
2 Tag hensyn til følelser og baggrund. Hvis du tager hensyn til folks følelser, kan du bedre hjælpe dem til at ræsonnere. På Areopagus indledte Paulus sin tale til de ikkekristne grækere med at henvise til noget de kendte og accepterede. (Apg. 17:22-31) Når du forbereder hvad du vil sige, så tænk over hvad folk i dit distrikt tror på, og hvilke fordomme de måske har. (1 Kor. 9:19-22) Hvis den besøgte kommer med en indvending, så forsøg at finde et fælles udgangspunkt, og byg videre på det.
3. Hvordan kan velvalgte spørgsmål hjælpe os til bedre at ræsonnere med folk?
3 Velvalgte spørgsmål. Hvis man skal hjælpe nogen med at finde hen til deres bestemmelsessted, må man først vide hvor de befinder sig. Svarende hertil kan vi ikke hjælpe den besøgte med at nå frem til den rigtige konklusion uden at vide hvilke synspunkter han har. Jesus stillede ofte spørgsmål for at finde ud af hvordan folk tænkte, inden han ræsonnerede med dem. Han forsøgte for eksempel at finde frem til den holdning der lå bag da en mand spurgte ham: „Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ (Luk. 10:25-28) Ved en anden lejlighed, da Peter svarede forkert, stillede Jesus nogle velvalgte spørgsmål for at hjælpe ham til at ræsonnere sig frem til det rigtige svar. (Matt. 17:24-26) Hvis den besøgte har spørgsmål eller giver udtryk for en forkert opfattelse, kan vi altså hjælpe ham til at ræsonnere ved at stille velvalgte spørgsmål.
4. Hvorfor må vi hjælpe den besøgte til at ræsonnere?
4 Når vi hjælper den besøgte til at ræsonnere, efterligner vi den store Lærer, Jesus, og andre dygtige forkyndere fra det første århundrede. At vi viser respekt for den besøgte, kan desuden føre til at han er mere villig til at lade os komme igen. — 1 Pet. 3:15.