Forkynd for „alle slags mennesker“
1. Hvad er ligheden mellem en dygtig forkynder og en håndværker der kan sit fag?
1 En håndværker der er dygtig til sit fag, har forskelligt værktøj, og han ved hvordan hvert enkelt skal bruges. Vi har også forskellige former for værktøj til rådighed når vi forkynder den gode nyhed. For eksempel er der blevet udarbejdet brochurer om mange forskellige emner for at hjælpe os til at forkynde for „alle slags mennesker“. (1 Kor. 9:22) Tillægget i denne udgave af Tjenesten for Riget henviser til nogle af disse brochurer, forklarer hvem de henvender sig til, og giver forslag til hvordan de kan tilbydes.
2. Hvornår kan vi tilbyde en brochure?
2 Hvornår en brochure kan tilbydes. En håndværker vil bruge et stykke værktøj når der er brug for det. Tilsvarende kan vi tilbyde en brochure når som helst vi vurderer at nogen vil have gavn af den, ikke kun når den er månedens tilbud. Hvis det for eksempel er Hvad er det Bibelen virkelig lærer? der er månedens tilbud og vi forkynder for en der ikke er kristen, og som kun viser lidt interesse for Bibelen, kan det være godt først at tilbyde en passende brochure og så vente med at tilbyde Hvad er det Bibelen virkelig lærer? til vi har vakt den besøgtes interesse.
3. Hvorfor må vi blive dygtigere til at bruge de værktøjer vi har til rådighed?
3 I Bibelen omtales de som er dygtige til deres arbejde, i rosende vendinger. (Ordsp. 22:29) I dag er intet arbejde så vigtigt som „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. (Rom. 15:16) For at blive arbejdere „der intet har at skamme sig over“, må vi gøre vores bedste for at blive dygtigere til at bruge alle de værktøjer vi har til rådighed. — 2 Tim. 2:15.