Nye tiltag inden for offentlig forkyndelse
1. Hvad gjorde de første kristne?
1 De kristne i det første århundrede nøjedes ikke med at forkynde fra hus til hus. De forkyndte også offentligt. (Apg. 20:20) De tog for eksempel hen til templet, hvor de vidste at der var mange folk. (Apg. 5:42) Da Paulus var i Athen, forkyndte han hver dag for dem der befandt sig på torvet. (Apg. 17:17) I dag er hus til hus-forkyndelsen stadig den vigtigste måde at sprede den gode nyhed på. Men vi forkynder også på parkeringspladser, i forretninger og parker, ved travle knudepunkter, ja, hvor som helst vi kan finde folk. Alle forkyndere tilskyndes til at deltage i den offentlige forkyndelse når som helst de har mulighed for det, men nu vil mange også få mulighed for at deltage i to nye tiltag inden for offentlig forkyndelse.
2. Hvilken forsøgsordning blev påbegyndt i november 2011?
2 Særlig offentlig forkyndelse i storbyer. Som omtalt på side 16 og 17 i ’Årbogen’ for 2013 begyndte man i november 2011 på forsøgsbasis en særlig form for offentlig forkyndelse i New York. Borde og mobile stativer med indbydende plakater og litteratur på flere sprog blev opstillet på hensigtsmæssige steder i områder hvor mange færdes. Hver dag gik flere tusind forbi standene; mange af disse bor i svært tilgængelige bygninger eller er sjældent hjemme. Resultaterne var overvældende! I én måned blev der for nylig afsat 3.797 blade og 7.986 bøger. Mange bad også om at få et bibelkursus. Eftersom hovedsigtet var at oprette bibelstudier, blev enhver adresse som de interesserede gav forkynderne, hurtigt sendt videre til de lokale menigheder, så de kunne kontakte de pågældende.
3. Hvordan vil det nye tiltag blive udvidet?
3 På grund af succesen med det nye tiltag udvides ordningen nu til tætbefolkede områder i storbyer jorden over. Det er det lokale afdelingskontor der vil afgøre hvilke byer der kan komme med i ordningen. Som oftest vil det være byer med store bus- og togstationer eller med en stor koncentration af kontorbygninger eller lejlighedskomplekser hvor der færdes mange mennesker. Afdelingskontoret vil derefter tage kontakt til de menigheder der skal deltage, og give dem yderligere informationer. Generelt er det pionerer og specialpionerer der vil blive brugt i denne særlige tjeneste, men nogle gange vil der også være tale om hjælpepionerer.
4. Hvordan foregår den særlige offentlige forkyndelse i storbyer?
4 Hvordan forkyndelsen foregår. De der deltager i den særlige offentlige forkyndelse i storbyer, venter som regel på at en forbipasserende kommer hen til standen eller det mobile litteraturstativ. Når nogen nærmer sig, indbydes vedkommende til at tage den litteratur han eller hun kunne være interesseret i. Pionererne vil besvare de spørgsmål vedkommende eventuelt måtte have, ud fra Bibelen. Hvis han tager nogle publikationer, vil de ikke nævne noget om bidragsordningen. Men hvis vedkommende spørger til hvordan vores arbejde finansieres, kan de forklare at man kan sende bidrag til den adresse der står i publikationerne. Når det er muligt, vil forkynderne spørge: „Kunne du tænke dig at få besøg der hvor du bor?“ eller: „Er du klar over at der følger et gratis bibelkursus med den publikation?“
5. Hvilke velsignelser har et ægtepar haft?
5 Det er en stor velsignelse at deltage i denne form for forkyndelse. Et ægtepar skrev: „Det at stå ved standen og se tusinder gå forbi hver dag har virkelig mindet os om hvor meget der bliver gjort for at nå ud til folk i hele verden. At se disse menneskemængder og tænke på at Jehova er dybt interesseret i hver enkelt person, har styrket os i vores beslutning om at lade forkyndelsesarbejdet være omdrejningspunktet i vores liv. Vi forestiller os at Jehova ser ind i hjertet på alle dem der passerer vores bord, for at finde frem til de retsindige. Sjældent har vi følt os så tæt på englene, vores himmelske medarbejdere.“
6. (a) Hvilket yderligere tiltag bliver søsat i mange menigheder, og hvordan adskiller det sig fra den særlige offentlige forkyndelse i storbyer? (b) Hvordan skal menighederne samarbejde om den offentlige forkyndelse?
6 Lokalt arrangeret offentlig forkyndelse. Ud over den særlige offentlige forkyndelse i storbyer bliver der også søsat et andet projekt mange steder. Dette tiltag organiseres i menighedens distrikt af det lokale ældsteråd. Idéen med dette initiativ er at der forkyndes ved en stand eller et mobilt litteraturstativ opstillet på et befærdet sted i menighedens distrikt. Dette tiltag adskiller sig fra den særlige offentlige forkyndelse i storbyer, der jo involverer forkyndere fra mange menigheder som forkynder på stærkt befærdede steder i byer udvalgt af afdelingskontoret. — Se rammen „Godt samarbejde nødvendigt“.
7. Hvordan vil de ældste arrangere offentlig forkyndelse lokalt hvis det er praktisk muligt?
7 De lokale ældste vil vurdere om der i menighedens distrikt findes nogle områder hvor der færdes mange mennesker, og om det vil være praktisk at arrangere offentlig forkyndelse de pågældende steder. Egnede steder at opstille stande eller mobile stativer kunne være bus- og togstationer, offentlige pladser, parker, befærdede gader, indkøbscentre, lufthavne, ved uddannelsesinstitutioner samt steder hvor der finder større begivenheder sted. (Vær opmærksom på at der som regel skal søges om tilladelse til at opstille en stand de pågældende steder. Ældsterådet bør undersøge dette). Det er en fordel at standen står samme sted på faste dage og tidspunkter. Det har også vist sig at man opnår flere resultater ved at stille en stand op ved et indkøbscenter frem for ved en enkelt stor butik, hvor folk som regel er kommet til den specifikke butik med et helt bestemt formål. Nogle steder, som for eksempel et stærkt befærdet fortov, er det sikkert bedst at nøjes med et mindre, mobilt stativ. På vores hjemmeside kan ældste downloade datafiler til fremstilling af plakater med Vagttårnet, Vågn op! og Hvad er det Bibelen virkelig lærer? der er designet netop til denne form for offentlig forkyndelse. De der deltager i denne form for forkyndelse, vil stort set udføre arbejdet på samme måde som dem der deltager i særlig offentlig forkyndelse i storbyer, og skal omhyggeligt følge de anvisninger de får af tjenestetilsynsmanden. Hvis en interesseret der ikke bor i distriktet, giver dem sin adresse, skal de med det samme udfylde formularen Besøg venligst (S-43) og give den til sekretæren.
8. Hvilke muligheder er der for offentlig forkyndelse hvis der ikke er arrangeret noget fra menighedens side?
8 Offentlig forkyndelse som en del af din personlige tjeneste. I visse menigheders distrikt er der måske ikke nogen steder hvor der færdes så mange folk at der vil være grund til at opstille en stand eller et mobilt stativ med litteratur. Men vi vil alligevel gerne opfordre de enkelte forkyndere i sådanne menigheder til at overveje om de kunne gøre offentlig forkyndelse til en del af deres tjeneste. Det kan være at der er et butiksområde, eller måske blot en enkelt eller nogle få butikker, hvor man kunne udføre offentlig forkyndelse. Er der en park eller et sted hvor folk samles? Er der i distriktet nogle tilbagevendende begivenheder med offentlig adgang? Ja, så er der måske alligevel mulighed for at udføre offentlig forkyndelse!
9. Hvorfor bør det ligge os på sinde at forkynde for folk hvor som helst?
9 Det er Jehovas vilje „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Af den grund forsøger vi at forkynde den gode nyhed for så mange som muligt inden enden kommer. (Matt. 24:14) I mange områder er det vanskeligt at træffe folk hjemme. Men så kan det jo være at vi kan komme til at tale med dem når de befinder sig andre steder. For nogle vil vores offentlige forkyndelse måske være deres eneste mulighed for at høre den gode nyhed. Lad os derfor fuldføre vores tjeneste ved at forkynde for folk hvor som helst de måtte befinde sig! — 2 Tim. 4:5.
[Ramme på side 5]
Godt samarbejde nødvendigt
Nogle gange er det sket at forkyndere fra nabomenigheder udfører offentlig forkyndelse på de samme gader og parkeringspladser og ved de samme butikker og bus- og togstationer som de lokale menigheder. Forkynderne har lagt blade i de samme lobbyer, venteværelser eller vaskerier og har forkyndt i de samme butikker som de lokale menigheder. Det har til tider medført at nogle forretningsfolk og beboere nærmest har følt sig invaderet, selv hvis forkynderne ikke har været der på det samme tidspunkt. Når man udfører offentlig forkyndelse, er det altså generelt bedst at blive i ens menigheds eget distrikt.
Hvis nogle forkyndere ønsker at deltage i offentlig forkyndelse i en nabomenigheds distrikt, skal de tale med deres egen tjenestetilsynsmand. Han kan derefter kontakte tjenestetilsynsmanden i nabomenigheden og få en godkendelse inden forkynderne påbegynder offentlig forkyndelse. Når der også forkyndes af fremmedsprogede menigheder i et distrikt, må der være god kommunikation mellem tjenestetilsynsmændene, så man undgår at irritere folk i området unødigt. Ved godt samarbejde kan „alt ske sømmeligt og med orden“. — 1 Kor. 14:40.
[Illustration på side 6]
[Illustration på side 6]