Jehova har ‘ryddet stierne foran mig’

MINE FORÆLDRE HJÆLPER MIG IND PÅ DEN RIGTIGE STI

I 1920’erne, og inden de blev gift, lærte mine forældre sandheden at kende. Jeg blev født i England i begyndelsen af 1939. Sammen med mine forældre kom jeg til Jehovas Vidners møder, og jeg blev også tilmeldt Den Teokratiske Skole. Min første elevopgave står helt klart i min hukommelse. Jeg måtte kravle op på en lille kasse for at kunne se ud over talerstolen. Jeg var bare seks år gammel og rystede af nervøsitet da jeg kiggede ud over alle de voksne i salen.

For at hjælpe mig i forkyndelsen skrev min far en enkel præsentation ned på et kort så jeg kunne bruge den ved dørene. Som otteårig tog jeg mit første besøg helt alene. Forestil dig hvor glad jeg blev da manden læste mit kort og med det samme sagde ja tak til at få bogen “Gud Maa Være Sanddru”. Jeg strøg ned ad gaden for at fortælle min far det. Forkyndelsen og møderne var en stor fornøjelse og gav mig et ønske om at tjene Jehova på fuld tid.

Min far sørgede for at jeg fik et abonnement på Vagttårnet, og det fik virkelig min kærlighed til sandheden til at vokse. Jeg læste spændt hvert eneste nummer så snart det var kommet med posten. Min tillid til Jehova voksede, og der gik ikke lang tid før jeg indviede mig til ham.

I 1950 overværede min far, mor og jeg stævnet “Teokratiets vækst” i New York. Torsdag den 3. august var “Missionærernes dag”, og samme dag holdt bror Carey Barber, der senere blev medlem af Det Styrende Råd, dåbsforedraget. Da han i slutningen af foredraget stillede de to spørgsmål til alle der skulle døbes, rejste jeg mig op og svarede “Ja!” med klar stemme. Jeg var bare 11 år gammel, men fuldt ud klar over at jeg havde taget et alvorligt skridt. Desværre var jeg ret bange for at skulle ned i dåbsbassinet, for jeg havde ikke lært at svømme endnu. Men min onkel fulgte mig derhen og lovede mig at det hele nok skulle gå. Og det gjorde det. Faktisk gik det så hurtigt at mine fødder ikke nåede at røre bunden af bassinet! Jeg blev rakt fra den ene bror til den anden – den ene døbte mig, og den anden løftede mig op af bassinet. Lige siden den vigtige dag er Jehova fortsat med at rydde stierne for mig.

JEG VÆLGER AT STOLE PÅ JEHOVA

Da jeg gik ud af skolen, ville jeg gerne være pioner, men mine lærere opfordrede mig kraftigt til at tage en højere uddannelse. Jeg gav efter for deres pres og begyndte på universitetet. Inden længe gik det dog op for mig at jeg ikke kunne bevare en stærk tro samtidig med at jeg brugte så meget tid på min uddannelse. Jeg talte med Jehova om det i bøn, skrev et respektfuldt udmeldelsesbrev og stoppede på universitetet efter bare et år. Derefter gik jeg straks i gang med pionertjenesten i fuld tillid til at Jehova ville hjælpe mig.

I juli 1957 startede jeg som pioner i byen Wellingborough. Jeg havde skrevet til brødrene på Betel i London og spurgt om der var en erfaren pionerbror jeg kunne arbejde sammen med, og de havde anbefalet bror Bert Vaisey. Bror Vaisey var en ivrig pioner, og jeg lærte meget af ham, blandt andet hvordan jeg kunne lægge en god plan for min tjeneste. Vores menighed bestod af seks ældre søstre, bror Vaisey og mig. Så jeg måtte forberede mig godt og have indlæg ved alle møderne – det var virkelig med til at styrke min tillid til Jehova og gav mig mange muligheder for at udtrykke min tro.

Efter at have siddet i fængsel et kort stykke tid fordi jeg ikke ville ind i militæret, mødte jeg Barbara, en flittig specialpioner. Vi blev gift i 1959 og var klar til at tjene hvor som helst der kunne være brug for os. Til at begynde med var vi i Lancashire i Nordvestengland. I januar 1961 blev jeg inviteret til at komme på Rigets Tjenesteskole på Betel i London. Kurset varede en måned, og da det var færdigt, fik jeg til min store overraskelse til opgave at begynde i rejsetjenesten. Jeg fik to ugers oplæring af en erfaren kredstilsynsmand i byen Birmingham, og Barbara fik lov til at være sammen med mig. Derefter fik vi til opgave at betjene menighederne i Lancashire og Cheshire.

DET ER ALTID BEDST AT STOLE PÅ JEHOVA

En dag i august 1962, mens vi var på ferie, fik vi et brev fra afdelingskontoret. I brevet var der ansøgninger til Gileadskolen! Efter at have bedt om Jehovas ledelse udfyldte vi formularerne og skyndte os at sende dem retur til afdelingskontoret. Vi blev inviteret til at være med i den 38. klasse, og fem måneder senere var vi på vej til Brooklyn, New York, for at modtage ti måneders teokratisk undervisning.

På Gilead blev vi godt kendt med Guds ord og hans organisation, og vi lærte meget om vores brødre og søstre rundt omkring på jorden. Vi to var bare i midten af tyverne, så vi forsøgte at suge til os af den erfaring de andre elever i klassen havde. På grund af den arbejdsopgave jeg havde fået tildelt, havde jeg hver dag det privilegium at arbejde sammen med bror Fred Rusk, en af vores lærere. En af de vigtige ting han lærte mig, var at jeg altid skulle sikre mig at de råd og den vejledning jeg gav, var solidt baseret på Bibelen. I løbet af skoleopholdet blev vi også undervist af så erfarne brødre som Nathan Knorr, Frederick Franz og Karl Klein. Vi elever lærte også meget af bror A.H. Macmillan. Han var sådan en ydmyg bror, og han gav os et spændende indblik i hvordan Jehova hjalp sit folk i de vanskelige år fra 1914 til begyndelsen af 1919.

EN NY OPGAVE

Hen imod slutningen af skolen fik Barbara og jeg at vide af bror Knorr at vi ville få til opgave at tjene i Burundi i Afrika. Vi skyndte os hen til Betels bibliotek for at finde nogle oplysninger i Årbogen om landet. Til vores store overraskelse viste det sig at der ikke var en eneste forkynder i landet. Ja, vi skulle forkynde i et helt uberørt distrikt i et land der lå på et kontinent vi nærmest ikke vidste noget om. Vi kunne med det samme mærke bekymringerne vælde frem, men inderlige bønner hjalp os til at få styr på vores nerver igen.

Alt i Burundi var helt anderledes end det vi var vant til – klimaet, kulturen, sproget. Vi måtte i gang med at lære fransk, og vi skulle også finde et sted at bo. To dage efter at vi var ankommet til vores nye distrikt, fik vi besøg af Harry Arnott, som vi havde været på Gilead sammen med. Harry var på vej til Zambia, hvor han havde fået til opgave at tjene, og han hjalp os med at finde en lejlighed. Den lejlighed blev vores første missionærhjem. Der gik dog ikke lang tid før vi mødte modstand fra de lokale myndigheder, som ikke kendte noget til Jehovas Vidner. Lige som vi var begyndt at nyde vores nye opgave, fik vi at vide at vi skulle ud af landet fordi vi ikke havde nogen arbejdstilladelse. Så vi var desværre nødt til at forlade Burundi og måtte nu indstille os på at tjene i et nyt land, Uganda.

Vi havde ikke noget visum da vi kom til Uganda, men vi var helt sikre på at Jehova nok skulle hjælpe os. Og det gjorde han. En canadisk bror der var rejst til Uganda for at forkynde, fik forklaret immigrationskontoret hvilken situation vi stod i, og af den grund fik vi lov til at blive i landet i et par måneder mens vi søgte om opholdstilladelse. Alt gik godt – et tydeligt tegn på at Jehova var med os.

Forholdene i Uganda var noget anderledes end i Burundi. Der var allerede fuld gang i forkyndelsen, selvom der kun var 28 brødre og søstre i hele landet. Der var også mange i distriktet der talte engelsk. Men vi indså hurtigt at vi var nødt til at lære et af de lokale sprog hvis vi skulle kunne hjælpe de interesserede til at gøre fremskridt. Vores forkyndelse foregik i og omkring hovedstaden Kampala, og der talte de fleste mennesker luganda, så vi besluttede os for at lære det sprog. Der gik flere år før vi kunne tale det flydende. Men hold op hvor gjorde det en stor forskel for vores tjeneste! Det blev meget lettere for os at forstå hvilke behov dem vi studerede med, havde. Og vores elever følte sig mere motiveret til at åbne sig for os og fortælle os ærligt hvad de mente om det de lærte.

ADSKILLIGE “SAFARIER”

Det var en stor glæde at studere med mange mennesker der ydmygt tog imod sandheden. Og pludselig fik vi så endnu en uventet velsignelse – vi skulle begynde i kredstjenesten og besøge menigheder rundt omkring i hele landet. Afdelingskontoret i Kenya organiserede arbejdet i Uganda og gav os på et tidspunkt til opgave at finde steder man kunne sende specialpionerer til for at få gang i forkyndelsen. På disse “safarier” mødte vi ofte mennesker der aldrig før havde talt med Jehovas Vidner, men som alligevel tog imod os med åbne arme og sørgede for mad til os, ja, viste os en helt usædvanlig gæstfrihed.

Så fulgte en helt anden “safari”. Jeg steg på et tog i Kampala og kørte i to dage for at komme til havnebyen Mombasa i Kenya, og der steg jeg så ombord på et skib for at komme til Seychellerne, en øgruppe der ligger ude i Det Indiske Ocean. Senere, i årene fra 1965 til 1972, rejste Barbara og jeg med jævne mellemrum til øerne for at fremme forkyndelsen der. Til at begynde med var der kun to forkyndere, men i løbet af de få år var der så stor vækst at der blev oprettet en gruppe, der så blev til en blomstrende menighed. På andre “safarier” besøgte jeg forkyndere i Eritrea, Etiopien og Sudan.

Den politiske situation i Uganda ændrede sig pludseligt på grund af et militærkup, og nogle frygtelige år fulgte efter. Den periode viste mig tydeligt hvor klogt det er at følge Bibelens råd om at ‘give kejseren det der er kejserens’. (Mark. 12:17) Lad mig nævne et eksempel. På et tidspunkt fik alle udlændinge der boede i Uganda, påbud om at lade sig registrere på den politistation de boede tættest på, så det gjorde vi med det samme. Nogle få dage senere var en anden missionærbror og jeg på vej gennem Kampala da nogle betjente fra det hemmelige politi kom hen til os. Vores hjerte sad helt oppe i halsen! De anklagede os for at være spioner og tog os med til hovedpolitistationen. Vi forklarede at vi var fredelige missionærer, og at vi allerede havde registreret os hos politiet. Men vi talte for døve ører, og under bevogtning blev vi kørt til den politistation der lå nærmest vores missionærhjem. En af de lokale betjente kunne heldigvis genkende os fra dengang vi var blevet indregistreret, og gav mændene besked på at løslade os. Sikke en lettelse!

Der opstod ofte meget spændte situationer når vi skulle gennem militærets vejspærringer, ikke mindst når soldaterne var stærkt berusede. Men hver eneste gang bad vi til Jehova og kunne mærke en indre fred når vi trygt fik lov til at passere vejspærringerne. I 1973 blev alle udenlandske missionærer desværre bedt om at forlade Uganda.

Nu fik vi igen en ny opgave, denne gang som missionærer i Elfenbenskysten i Vestafrika. Det var en kæmpe forandring for os! Vi skulle vænne os til en helt anden kultur, vi skulle igen tale fransk hele tiden, og vi skulle bo sammen med missionærer der havde en helt anden baggrund end vi havde. Men endnu en gang kunne vi se hvordan Jehova ledte tingene, og mange oprigtige mennesker reagerede positivt på vores forkyndelse og tog imod sandheden. Vi oplevede virkelig hvordan Jehova ryddede stierne foran os fordi vi stolede på ham.

ÆNDREDE OMSTÆNDIGHEDER

Fuldstændig ud af det blå fik Barbara konstateret kræft. Vi rejste gang på gang tilbage til Europa for at hun kunne få den behandling hun skulle have, men i 1983 stod det klart for os at vi måtte forlade vores tjenesteopgave i Afrika permanent. Det var en stor skuffelse for os begge to.

Da vi kom tilbage, fik vi lov til at tjene på Betel i London, men Barbara blev mere og mere syg, og til sidst sov hun ind. Betelfamilien gav mig en helt enorm støtte i den svære tid. Jeg husker især et ægtepar der hjalp mig til at bevare min fulde tillid til Jehova og til at håndtere min nye situation. Senere mødte jeg Ann, en søster der havde været specialpioner, og som nu kom ind på Betel nogle dage om ugen for at hjælpe til. Jeg lagde særligt mærke til hendes stærke tro og dybe kærlighed til Jehova. I 1989 blev vi gift, og vi har tjent sammen på Betel lige siden.

I årene fra 1995 til 2018 havde jeg den vidunderlige opgave at tjene som repræsentant for Hovedkontoret (tidligere kaldet zonetilsynsmand). Jeg nåede at besøge næsten 60 lande og så med egne øjne hvordan Jehova hjælper og velsigner sine tjenere uanset hvordan deres omstændigheder er.

I 2017 bragte et af disse besøg mig tilbage til Afrika. Det var vel nok en fornøjelse at vise Burundi frem for Ann – vi var begge dybt imponeret over den store fremgang i distriktet! På en af de gader hvor jeg forkyndte fra hus til hus i 1964, er der nu et smukt betelhjem der betjener de mere end 15.500 forkyndere i landet.

Jeg husker også hvor glad jeg blev da jeg fik listen over lande jeg skulle besøge i 2018. Dér på listen stod Elfenbenskysten. At ankomme til Abidjan, den største by i landet, var ligesom at komme hjem! Vi skulle bo på Betel, og på telefonlisten fik jeg øje på et velkendt navn, Sossou. Bror Sossou havde været bytilsynsmand dengang jeg var missionær i Abidjan, og hans værelse lå lige ved siden af vores gæsteværelse. Men det viste sig at jeg tog fejl, det var en anden Sossou der boede dér – nemlig hans søn!

Jehova har virkelig holdt hvad han har lovet. Jeg har stået i mange svære situationer i løbet af mit liv, men hver gang har Jehova vist mig at når jeg stoler på ham, rydder han stierne foran mig. Jeg er besluttet på at vandre på den rigtige sti i al evighed og glæder mig til at opleve hvordan det klare lys vil vokse i styrke i den nye verden! – Ordsp. 4:18.