“Nu elsker jeg forkyndelsen!”

JEG MISTER GLÆDEN

Da jeg var omkring 13 år, begyndte jeg desværre lige så stille at miste min kærlighed til Jehova. Mine klassekammerater så ud til at kunne gøre det de havde lyst til, og jeg følte at jeg gik glip af en hel masse. Mine forældres regler og Bibelens normer blev som en tung byrde for mig, og det at tjene Jehova virkede nu bare som en sur pligt. Det var ikke fordi jeg mistede troen på Jehova, men han var ikke længere min nære ven.

Min tjeneste var rent symbolsk – jeg deltog mest af alt for ikke at blive uvirksom. Når jeg endelig var afsted i forkyndelsen, var jeg ikke forberedt, så jeg havde rigtig svært ved at få gang i samtaler. Det betød selvfølgelig at jeg ikke havde nogen genbesøg eller bibelstudier, og derfor mistede jeg fuldstændigt glæden ved forkyndelsen. Jeg spurgte tit mig selv: ‘Hvordan kan nogen gøre det her uge efter uge, måned efter måned?’

Da jeg var omkring 17, havde jeg et enormt behov for at være uafhængig og fri. Så jeg pakkede et par tasker og flyttede til Australien. Det var vildt hårdt for mine forældre at jeg rejste, og de var selvfølgelig bekymrede. Men de var sikre på at jeg ville blive ved med at tjene Jehova.

I Australien gik det endnu mere ned ad bakke med min åndelighed. Jeg kom kun til møderne en gang imellem. Og jeg blev venner med andre unge der sagtens kunne tage til møde den ene aften og tage i byen den næste aften for at drikke og danse. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt for mig at jeg stod med en fod i menigheden og en fod i verden. Men jeg følte mig ikke hjemme nogen af stederne.

EN UVENTET HJÆLP

Omkring to år senere var jeg sammen med en søster et par dage der uden at vide det fik mig til at tænke over hvordan jeg levede mit liv. Jeg boede i et hus sammen med fire andre singlesøstre, og vi tilbød at kredstilsynsmanden og hans hustru, Tamara, kunne bo hos os i en uge. Når Tamaras mand tog sig af menighedsting, var hun sammen med os piger. Vi hyggede os sammen og grinede rigtig meget – det kunne jeg virkelig godt lide. Tamara var bare helt nede på jorden og nem at snakke med. Jeg var meget overrasket over at en der var så åndeligsindet, kunne være så sjov!

Tamara nærmest boblede af kærlighed til sandheden og tjenesten, og hendes entusiasme var meget smittende. Hun gjorde sit bedste i tjenesten for Jehova og var lykkelig, og jeg gjorde så lidt som muligt for Jehova og var ikke lykkelig. Hendes positive indstilling og ægte glæde gjorde et kæmpe indtryk på mig og ændrede mit liv. Faktisk fik hendes eksempel mig til at forstå en grundlæggende sandhed: Jehova ønsker at vi skal tjene ham “med jubel” og “med glædesråb”. – Sl. 100:2.

PUSTER LIV I MIN TJENESTE

Jeg ville gerne være lige så glad som Tamara! Men det krævede at jeg gjorde nogle store forandringer, og det tog sin tid. Jeg prøvede at tage nogle små skridt. For eksempel begyndte jeg at forberede mig til forkyndelsen, og en gang imellem meldte jeg mig som hjælpepioner. Det gjorde mig mere modig og dæmpede min nervøsitet. Jeg blev også meget gladere for tjenesten fordi jeg brugte Bibelen mere. Det endte med at jeg meldte mig som fast hjælpepioner.

Jeg begyndte også at vælge venner der elskede sandheden og var glade for at tjene Jehova, og jeg gik ikke op i hvilken alder de havde. Deres gode eksempel hjalp mig til at tænke over mine mål i livet og til at få en god åndelig rutine. Jeg kom til at nyde tjenesten endnu mere og besluttede mig for at starte som pioner. For første gang i mange år mærkede jeg en indre ro – jeg var glad og følte mig hjemme i menigheden.

FÅR EN FAST PIONERMAKKER

Et års tid senere mødte jeg Alex, en meget omsorgsfuld bror der havde dyb kærlighed til Jehova og elskede forkyndelsen. Alex var menighedstjener og havde været pioner i seks år. I en periode havde han også været need-greater i Malawi. Der havde han været sammen med nogle missionærer som havde gjort stort indtryk på ham, og som havde tilskyndet ham til at blive ved med at sætte tjenesten for Jehova først.

I 2003 blev Alex og jeg gift, og vi har været i heltidstjenesten sammen lige siden. Det har lært os utroligt meget, og Jehova har givet os mange skønne velsignelser.

EN SÆRLIG VELSIGNELSE FRA JEHOVA

I 2009 blev vi spurgt om vi ville flytte til Østtimor, et lille land der ligger mellem Australien og Indonesien, for at være missionærer. Vi var meget overraskede og spændte, men også lidt nervøse. Fem måneder senere ankom vi til hovedstaden Dili.

Livet dér var helt anderledes end det vi havde været vant til. Vi skulle vænne os til en ny kultur, et andet sprog, en anden form for mad og meget anderledes leveforhold. I forkyndelsen mødte vi ofte mennesker der var fattige, som nærmest ikke havde gået i skole, og som virkelig havde oplevet undertrykkelse. Og mange havde fysiske og følelsesmæssige ar efter flere år med borgerkrig og vold.a

Forkyndelsen i Østtimor var noget helt særligt! For eksempel mødte jeg engang en 13-årig pige der var meget ked af det. Hendes mor var død for nogle få år siden, og det var sjældent hun så noget til sin far. Fremtiden virkede uoverskuelig for hende. Jeg husker en situation hvor hun begyndte at græde da hun fortalte mig hvordan hun havde det. Men jeg havde meget svært ved at forstå hvad hun sagde, for jeg var stadig ikke ret god til sproget. Så det eneste jeg kunne gøre, var at bede Jehova om at hjælpe mig til at trøste hende og læse nogle opmuntrende bibelvers for hende. I løbet af de næste par år så jeg hvordan sandheden ændrede hendes måde at være på og tænke på, ja, hele hendes liv. Hun blev døbt og leder nu selv bibelstudier. Hun føler sig elsket og glæder sig over at være en del af Jehovas store åndelige familie.

Jehova har virkelig velsignet arbejdet i Østtimor. Selvom de fleste forkyndere er blevet døbt inden for de sidste ti år, tjener mange af dem som pionerer, menighedstjenere eller ældste. Andre arbejder på oversættelseskontoret og hjælper til med at oversætte vores publikationer til nogle af de lokale sprog. Jeg blev fyldt med glæde når jeg hørte dem synge ved møderne, så deres smilende ansigter og oplevede hvordan de voksede åndeligt.

DE LYKKELIGSTE ÅR I MIT LIV

Livet i Østtimor var meget anderledes end det vi var vant til i Australien, men jeg kan ikke forestille mig nogen opgave der ville have givet os større glæde. Nogle gange sad vi klemt sammen i en lille bus fyldt med mennesker og med tørrede fisk og grøntsager fra det lokale marked. Andre gange befandt vi os i små huse med lergulve og forsøgte at lede bibelstudier i den fugtige varme mens hønsene løb rundt mellem benene på os. Men selvom der var mange udfordringer, tænkte jeg tit: ‘Det her liv er fantastisk!’

Når jeg ser tilbage, er jeg dybt taknemmelig for at mine forældre gjorde deres bedste for at lære mig om Jehovas normer og støtte mig, også i mine svære teenageår. De har virkelig oplært mig til at følge sandhedens vej. (Ordsp. 22:6) Min mor og far er meget stolte af Alex og mig og glæder sig over at vi bliver brugt af Jehova. Siden 2016 har vi været i kredstjenesten i det område der hører under Afdelingskontoret i Australasien.

Jeg kan næsten ikke tro at jeg engang følte at forkyndelsen var en sur pligt. Nu elsker jeg forkyndelsen! Jeg har lært at jeg kun kan opnå ægte glæde hvis jeg tjener Jehova helhjertet. De sidste 18 år, hvor jeg har tjent Jehova sammen med Alex, har været de bedste år i mit liv. Nu forstår jeg til fulde hvad David mente da han sagde til Jehova: “Alle der søger tilflugt hos dig, vil juble, de vil altid råbe af glæde. ... De der elsker dit navn, vil glæde sig over dig.” – Sl. 5:11.