Jehova har været med i mine beslutninger

Jeg blev født den 19. maj 1940 i byen Amioûn i Libanon, og nogle få år senere flyttede vi til Tripoli. Min opvækst var fyldt med kærlighed og tryghed, vores familie kendte Jehova og elskede ham. Jeg var den yngste af fem børn – tre piger og to drenge. Mine forældre betragtede ikke det at tjene penge som det vigtigste i livet. Det der betød noget, var at studere Bibelen, komme til møderne og hjælpe andre til at lære Jehova at kende.

I vores menighed var der flere salvede. En af dem var Michel Aboud, der var vores bogstudieleder, som det hed dengang. Han havde lært sandheden at kende i New York og var kommet til Libanon i starten af 1920’erne som den første forkynder. Jeg kan tydeligt huske hvor respektfuld og hjælpsom han var over for Anne og Gwen Beavor – to unge søstre der havde været på Gilead. De blev vores gode venner. Mange år senere havde jeg den fornøjelse at møde Anne i USA. Og på et senere tidspunkt løb jeg ind i Gwen, der havde giftet sig med Wilfred Gooch og nu var på Betel i London.

FORKYNDELSEN I LIBANON

Der var ikke ret mange Jehovas Vidner i Libanon dengang jeg var barn. Men vi fortalte begejstret andre om det vi havde lært ud fra Bibelen, og det til trods for at nogle af præsterne behandlede os hårdt. Lad mig give et par eksempler på det.

En dag forkyndte min søster Sana og jeg i en opgang, og pludselig dukkede der en præst op på den etage vi var i gang med. Nogen må have tilkaldt ham. Præsten begyndte at skælde min søster ud, og han blev så vred at han smed min søster ned ad trappen. Hun slog sig slemt. Heldigvis var der nogle der ringede til politiet, og da de ankom, sørgede de for at Sana fik hjælp. De tog præsten med på stationen, hvor de fandt ud af at han havde en pistol på sig. Politichefen spurgte ham: “Sig mig lige, hvad er du egentlig for en? Er du præst eller bandeleder?”

Der er også en anden situation der står klart for mit indre blik. Vores menighed havde lejet en bus for at komme ud til en by der lå ret isoleret, og forkynde. Tjenesten gik fint indtil en præst fik nys om hvad vi lavede. Han fik samlet nogle mennesker og begyndte at chikanere os. De kastede endda sten efter os, og min far blev ramt ret hårdt – jeg kan stadig huske hvordan blodet løb ned over hans ansigt. Mor hjalp ham tilbage til bussen, og vi andre fulgte skræmte efter. Jeg glemmer aldrig hvad min mor sagde mens hun var i gang med at rense fars sår: “Jehova, tilgiv dem. De ved ikke hvad det er de gør.”

En anden gang skulle vi besøge nogle af vores slægtninge i den by jeg kom fra. Da vi kom hjem til min farfar, var der en biskop til stede. Biskoppen vidste at mine forældre var Jehovas Vidner. Han rettede sin opmærksomhed mod mig, og selvom jeg kun var seks år gammel, sagde han: “Du der, hvorfor er du ikke blevet døbt endnu?” Jeg svarede at jeg jo stadig kun var et barn, og at jeg måtte lære mere om Bibelen og have en stærk tro før jeg kunne blive døbt. Biskoppen blev sur over mit svar og sagde til min farfar at jeg havde været flabet.

Det skal dog siges at den slags negative oplevelser hørte til sjældenhederne. Langt de fleste libanesere er venlige og gæstfrie. Så vi havde mange skønne samtaler og ledte en hel del bibelstudier.

FLYTTER TIL ET ANDET LAND

En ung bror fra Venezuela kom i en periode i vores menighed. Jeg gik stadig i skole dengang. Han begyndte at komme sammen med min søster Wafa – de blev gift og flyttede så til Venezuela. Wafa savnede os rigtig meget, så i sine breve forsøgte hun altid at overbevise far om at vi alle sammen skulle flytte over til hende. Og til sidst lykkedes det hende!

Vi flyttede til Venezuela i 1953 og slog os ned i byen Caracas, i nærheden af præsidentpaladset. Jeg var stadig bare en dreng, så jeg syntes at det var vildt spændende at se præsidenten komme kørende forbi i sin flotte bil med chauffør. Men mine forældre havde meget svært ved at vænne sig til at være i et nyt land, til sproget, kulturen, maden og klimaet. De var faktisk kun lige begyndt at falde til da der skete noget frygteligt!

ET STORT TAB

Min far begyndte at føle sig sløj. Det virkede meget mærkeligt, for han havde altid haft et stærkt helbred. Ingen af os kunne huske at han nogensinde havde været syg. Det viste sig at han havde kræft i bugspytkirtlen. Han blev opereret, men desværre døde han en uge senere.

Det er næsten ikke til at beskrive hvor stort et tab det var for os. Jeg var kun 13 år gammel. Vi var i chok og følte at vores verden var styrtet sammen. Mor havde meget svært ved at forholde sig til den tanke at hendes mand ikke levede længere. Men det nyttede ikke noget at vi gik helt i stå, og med Jehovas hjælp kom vi lige så stille igennem den svære tid. Som 16-årig var jeg færdig med skolen, og jeg var meget opsat på at hjælpe min familie til at klare sig økonomisk.

I mellemtiden giftede Sana sig med Rubén Araujo, en bror der havde været på Gilead og var vendt tilbage til Venezuela, og de besluttede sig for at flytte til New York. Min familie nåede frem til at jeg skulle studere på universitetet, så det endte med at jeg også flyttede til New York. Så kunne jeg bo hos dem mens jeg studerede. Min søster og svoger hjalp mig virkelig til at få et meget nærmere forhold til Jehova. I den spanske menighed vi hørte til i Brooklyn, var der også mange modne kristne. To af dem jeg holdt særligt meget af, var Milton Henschel og Frederick Franz, der begge tjente på Betel i Brooklyn.

Hen imod slutningen af mit første år på universitetet begyndte jeg at spekulere på om jeg egentlig brugte mit liv på den bedste måde. Jeg havde læst og tænkt meget over nogle artikler i Vagttårnet der handlede om hvor vigtigt det er at man har nogle gode mål. Jeg kunne se hvor glade pionererne og betelitterne i vores menighed var, og jeg ville gerne være ligesom dem. Men jeg var ikke engang døbt endnu. Der gik ikke lang tid før jeg besluttede mig for at gøre nogle forandringer. Jeg indviede mig, og den 30. marts 1957 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

VIGTIGE BESLUTNINGER

Efter den vigtige beslutning begyndte jeg at tænke på et andet skridt jeg også gerne ville tage, nemlig at starte i heltidstjenesten. Jeg blev mere og mere varm på tanken om at blive pioner, men jeg kunne også se at det ville blive svært for mig. Hvordan skulle jeg kunne nå timerne samtidig med at jeg studerede på universitetet? Jeg nåede frem til at jeg ville stoppe mit studie, vende tilbage til Venezuela og begynde som pioner. Der blev sendt mange breve frem og tilbage mellem mig og min mor og mine søskende for at få dem til at forstå min beslutning.

I juni 1957 vendte jeg tilbage til Caracas. Jeg kunne dog med det samme se at min familie havde det svært rent økonomisk – der var brug for en ekstra indtægt. Jeg ville gerne hjælpe og fik tilbudt et arbejde i en bank, men jeg ville jo også gerne være pioner. Det var hele formålet med at jeg var flyttet tilbage. Så det endte med at jeg både tog imod jobbet og startede som pioner. I mange år havde jeg fuldtidsarbejde i banken samtidig med at jeg passede min pionertjeneste. Jeg havde aldrig før haft så travlt, men jeg havde heller aldrig før været så glad!

Noget andet der fyldte mig med glæde, var at jeg blev gift med Sylvia, en smuk søster fra Tyskland der havde en dyb kærlighed til Jehova. Hun var flyttet til Venezuela sammen med sine forældre. Med tiden fik vi en søn, Michel, eller Mike som vi kalder ham, og en datter, Samira. Min mor flyttede også ind hos os så vi kunne tage os af hende. Vores familieforpligtelser betød at jeg måtte stoppe som pioner, men jeg elskede stadig forkyndelsen, og Sylvia og jeg meldte os som hjælpepionerer så snart der var mulighed for det i vores ferier.

EN ANDEN STOR BESLUTNING

Vores børn var stadig i skolealderen da jeg havde den oplevelse jeg indledte med at fortælle om. Vi levede et meget komfortabelt liv, og jeg var et respekteret navn i bankverdenen. Men det jeg ønskede allerhøjest var at blive betragtet som en af Jehovas tjenere. Tankerne fra den dag blev ved med at rumstere i mit sind. Så Sylvia og jeg satte os ned og kiggede på vores økonomi. Hvis jeg stoppede i banken, ville jeg modtage et pænt beløb, og vi havde ingen gæld. Efter at have regnet lidt på det nåede vi frem til at vi havde penge nok til at klare os et stykke tid hvis vi skar ned på vores udgifter.

Det var en svær beslutning, men min kone og min mor støttede den hundrede procent. Nu kunne jeg endelig begynde i pionertjenesten igen! Men inden jeg nåede så langt, fik vi en besked der kom fuldstændigt bag på os.

EN DEJLIG OVERRASKELSE!

En dag bekræftede vores læge til vores store overraskelse at Sylvia var gravid! Vi skulle selvfølgelig lige indstille os på den nye situation, men der gik ikke lang tid før vi begyndte at glæde os til at få et lille nyt medlem af familien. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på vores beslutning om at jeg skulle starte som pioner igen. Ville det nu kunne lade sig gøre?

Efter at vi havde snakket om de mål vi havde, besluttede vi os for at holde fast ved den oprindelige plan. I april 1985 fik vi en lille dreng, Gabriel. Og to måneder senere, i juni, stoppede jeg i banken og begyndte som pioner! Senere fik jeg det privilegium at være med i Afdelingskontorets Udvalg i Venezuela. Men Betel lå godt 80 kilometer fra Caracas, så to-tre dage om ugen måtte jeg pendle den lange tur.

FLYTTER IGEN

Som familie besluttede vi at flytte til La Victoria, hvor Betel lå. Det var en stor beslutning for os, og jeg bliver fyldt med beundring og værdsættelse når jeg tænker over den måde min familie tacklede det på. Deres fantastiske indstilling gjorde det hele meget lettere. Baha, den ene af mine søstre, var villig til at tage sig af vores mor. Mike var gift og fløjet fra reden. Men Samira og Gabriel boede stadig hjemme, så de måtte sige farvel til alle deres venner i Caracas. Og min kære kone skulle vænne sig til at bo i en lille by i stedet for i en pulserende hovedstad. Vi skulle også alle sammen vænne os til at bo i et mindre hus. Ja, beslutningen om at flytte fra Caracas til La Victoria betød mange forandringer.

Men det var ikke de sidste forandringer vi kom til at opleve. Gabriel blev gift, og Samira flyttede også hjemmefra. I 2007 blev Sylvia og jeg så indbudt til beteltjeneste. Mike, vores ældste søn, er ældste og tjener som pioner sammen med sin kone, Monica. Gabriel er også pioner og bor i Italien sammen med sin kone, Ambra. Og Samira er pioner og arbejder for Betel hjemmefra.

JEG VILLE GØRE DET SAMME IGEN

Jeg har truffet mange vigtige beslutninger i mit liv, men jeg har ikke fortrudt en eneste af dem. Hvis jeg skulle begynde forfra, ville jeg træffe de samme beslutninger igen. Jeg er meget taknemmelig for de forskellige opgaver og privilegier jeg har haft i løbet af min tjeneste. Gennem årene har jeg set hvor vigtigt det er at man har et nært venskab med Jehova. Uanset om vi står over for små eller store beslutninger, kan han give os en indre fred der “overgår al forstand”. (Flp. 4:6, 7) Sylvia og jeg nyder at tjene her på Betel, og vi føler virkelig at Jehova har velsignet os fordi vi altid har haft ham med i vores beslutninger.