1921 FOR HUNDREDE ÅR SIDEN

“HVILKEN særlig Gerning kan vi da se umiddelbart for os dette Aar?” Det spørgsmål blev stillet i Vagt-Taarnet for 1. januar 1921 til de flittige Bibelstudenter. Som svar citerede bladet Esajas 61:1, 2, som mindede dem om deres vigtige opgave med at forkynde: “Jehova har salvet mig til at forkynde et godt Budskab for de sagtmodige ... til at udraabe et Naadens Aar fra Herren og en Hævnens Dag fra vor Gud.”

FRYGTLØSE FORKYNDERE

For at kunne forkynde måtte Bibelstudenterne være frygtløse. De skulle nemlig ikke kun forkynde “et godt Budskab” for ydmyge mennesker, men også “en Hævnens Dag” der ville komme over de onde.

Bror J.H. Hoskin, der boede i Canada, forkyndte frygtløst på trods af modstand. I foråret 1921 mødte han for eksempel en metodistpræst. Bror Hoskin indledte samtalen med at sige: “Vi to burde kunne få en god samtale om Bibelen, og selv hvis der er nogle ting vi ser forskelligt på, kan vi vel være enige om at være uenige og skilles som venner.” Men sådan gik det ikke. Bror Hoskin fortæller: “Vi havde kun talt sammen nogle få minutter da præsten smækkede døren så hårdt i at jeg troede at den store rude i døren ville falde ud.”

“Hvorfor går du ikke til hedningerne og taler med dem?” råbte præsten. Bror Hoskin beherskede sig, men da han gik derfra, tænkte han ved sig selv: ‘Jeg følte allerede at jeg talte med en af dem!’

Da præsten holdt sin prædiken næste dag, fortsatte angrebet. “Han advarede kirkegængerne mod mig og fortalte dem at jeg var den største svindler der nogensinde havde været i byen, og at jeg burde skydes,” fortæller bror Hoskin. Men vores bror lod sig ikke skræmme, han fortsatte med at forkynde og havde gode resultater. “Det var pragtfuldt at gå fra dør til dør. Nogle af dem jeg mødte, udbrød ligefrem: ‘Jeg ved at du er en Guds mand!’, og spurgte om der var noget jeg havde brug for.”

FOKUS PÅ BIBELSTUDIE

For at hjælpe børn og interesserede til at gøre fremskridt udgav Bibelstudenterne bibelstudieprogrammer i bladet The Golden Age.a Det program der hed “Bibelstudium for børn og unge”, bestod af spørgsmål som forældre kunne drøfte med deres børn. Forældre skulle stille spørgsmålene til deres børn og hjælpe dem til at finde svarene i Bibelen. Nogle af spørgsmålene, som for eksempel “Hvor mange bøger er der i Bibelen?”, lærte børnene nogle grundlæggende ting. Andre spørgsmål, såsom “Bør enhver sand kristen forvente en eller anden form for forfølgelse?”, hjalp børn og unge til at blive frygtløse forkyndere.

Det program der hed “Dybdegående studium af Guds Verdensplan”, var rettet til modne Bibelstudenter og indeholdt tankevækkende spørgsmål som var baseret på første bind af Studier i Skriften. Tusindvis af læsere havde gavn af disse programmer, men i The Golden Age for 21. december 1921 blev det annonceret at begge programmer ville stoppe. Hvorfor det?

EN NY BOG!

[Billeder på side 30] — Bogen Guds Harpe

Et kort med en læseopgave

Kort med spørgsmål

De brødre der førte an, indså at nye Bibelstudenter havde behov for at lære de grundlæggende sandheder på en mere systematisk måde. Derfor blev bogen Guds Harpe udgivet i november 1921. Interesserede der tog imod Guds Harpe, blev også tilmeldt et bibelkursus baseret på bogen. Kurset foregik som selvstudie og hjalp læseren til at forstå hvordan Gud ville velsigne mennesker og give dem evigt liv. Hvordan foregik det i praksis?

Når en interesseret tog imod en bog, fik han også udleveret et lille kort der fortalte ham hvilke sider i bogen han skulle læse. Ugen efter modtog han et nyt kort med posten som indeholdt en række spørgsmål baseret på det han havde læst. Til sidst på kortet var der en læseopgave til den følgende uge.

Hver uge i 12 uger modtog eleven et nyt kort der var blevet sendt med posten af den lokale klasse, eller menighed, af Bibelstudenter. Ofte blev kortene sendt af dem i menigheden som var ældre eller ikke havde mulighed for at gå fra hus til hus. Anna K. Gardner fra Millvale i Pennsylvania i USA fortæller: “Da Guds Harpe blev udgivet, gav det min søster Thayle noget mere arbejde hun kunne kaste sig over. Hun havde svært ved at gå, men i stedet kunne hun hver uge sidde og sende kort med spørgsmål ud til de interesserede.” Når kurset var gennemført, modtog eleven et personligt besøg for at hjælpe ham til at lære mere om Bibelen.

[Billede på side 30] — Thayle Gardner i sin kørestol

ARBEJDET DER LÅ FORUDE

Sidst på året sendte bror J.F. Rutherford et brev til alle menighederne. Han skrev at der var blevet “aflagt et større og mere effektivt vidnesbyrd om Riget i år end i et hvilket som helst andet år i høstperioden”. Idet han så fremad skrev han: “Der er stadig meget at gøre. Tilskynd andre til at deltage i denne velsignede tjeneste.” Bibelstudenterne fulgte tydeligvis hans tilskyndelse. I 1922 ville de frygtløst forkynde om Riget som aldrig før.

Frygtløse venner

Bibelstudenterne viste broderkærlighed ved at hjælpe hinanden. Den følgende oplevelse viser at de var frygtløse venner der var klar til at støtte hinanden “i svære tider”. – Ordsp. 17:17.

Tirsdag den 31. maj 1921 udbrød der voldsomme raceoptøjer i byen Tulsa i Oklahoma, USA, efter at en sort mand blev fængslet og anklaget for at have overfaldet en hvid kvinde. En gruppe på omkring 1.000 hvide mænd stødte sammen med en mindre gruppe sorte, og kampene spredte sig hurtigt til bydelen Greenwood, hvor der hovedsageligt boede sorte. Mere end 1.400 hjem og forretninger i området blev plyndret og brændt ned. Det officielle dødstal var 36, men det reelle tal kan have været flere hundrede.

En sort Bibelstudent der hed Richard J. Hill, boede i Greenwood. Han fortæller hvad der skete: “Vi havde møde den aften hvor optøjerne brød ud. Efter at mødet var færdigt, kunne vi høre at der blev skudt inde i bymidten. Der var stadig skyderier da vi lagde os til at sove.” Onsdag morgen, den 1. juni, var urolighederne taget til. “Der kom nogle og fortalte os at vi skulle tage hen til byens kongrescenter hvis vi ville være i sikkerhed.” Bror Hill flygtede derhen sammen med sin kone og deres fem børn. Omkring 3.000 sorte havde søgt tilflugt der og blev beskyttet af Nationalgarden, som var blevet indsat for at genoprette ro og orden.

Omkring det samme tidspunkt tog en hvid bror der hed Arthur Claus, en modig beslutning. “Da jeg hørte at der løb urostiftere rundt i Greenwood som plyndrede og satte ild til huse, besluttede jeg mig for at finde ud af hvordan min gode ven, bror Hill, klarede sig.”

Arthur Claus med en studieklasse på 14 børn som han underviste ud fra Guds Harpe

Da Arthur kom frem til hans hjem, blev han mødt af en hvid mand der stod med et gevær. Manden var bror Hills nabo og også hans ven, og han gik ud fra at Arthur var en af ballademagerne. “Hvorfor befinder du dig på den her mands grund?” råbte han til Arthur.

“Hvis han ikke havde været tilfreds med mit svar, ville han have skudt mig,” husker Arthur. “Jeg forsikrede ham om at bror Hill var min gode ven, og at jeg havde været på besøg hos ham mange gange.” Det lykkedes Arthur og naboen at beskytte hjemmet mod at blive plyndret.

Arthur fandt hurtigt ud af at bror Hill og hans familie befandt sig i kongrescentret. Arthur fik også at vide at sorte ikke kunne forlade bygningen uden en tilladelse underskrevet af den ansvarshavende general Barrett. Arthur fortæller: “Det var noget af en udfordring at komme til at tale med generalen. Da jeg fortalte ham hvad jeg havde i tanke, spurgte han mig: ‘Vil du passe på den her familie og dække deres behov?’ Det ville jeg selvfølgelig!”

Med tilladelsen i hånden skyndte Arthur sig hen til kongrescentret. Han kom til at tale med en af de ansvarshavende i centret og rakte ham tilladelsen. “Hold da op, den er underskrevet af generalen selv!” udbrød han. “Ved du godt at du er den første der får lov til at tage nogen med ud herfra?” De fandt frem til bror Hill og hans familie, og kort efter sad de alle sammen i Arthurs bil og var på vej hjem igen.

Arthur sørgede for at familien Hill kom i sikkerhed. Det gjorde stort indtryk på andre at han havde været sådan en frygtløs ven. Arthur fortæller: “Den nabo som hjalp med at beskytte familien Hills hus, fik et meget positivt syn på sandheden. Og flere andre som også havde set at vi ikke har nogen raceskel – at alle blandt Guds folk er lige – ville også gerne høre mere om Riget.”

a The Golden Age hed på dansk Den Gyldne Tidsalder. Bladet ændrede navn til Ny Verden i 1930 og Vaagn op! i 1947.