Jeg har set mine brødre og søstres trofasthed

Jeg kom til at grine, for min ven slog mig ikke ligefrem som den religiøse type. “Hvad ved du da om Bibelen?” spurgte jeg. Han tøvede lidt. Så fortalte han mig at hans mor var et af Jehovas Vidner, og at hun havde lært ham nogle ting. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ham om at fortælle mig mere.

Vi endte med at tale til langt ud på natten. Min ven fortalte mig at ifølge Bibelen er Satan verdens hersker. (Joh. 14:30) Måske har du altid vidst det, men for mig var det en helt ny og spændende tanke. Jeg havde altid fået at vide at det var Gud der styrede verden. Men jeg syntes ikke at de ting jeg så omkring mig, stemte med at der skulle være en god og kærlig Gud til. Jeg var kun 26 år, men jeg havde allerede oplevet mange foruroligende ting.

Min far havde været pilot i USA’s luftvåben, så allerede som barn var jeg meget bevidst om at en atomkrig var en reel risiko. Militæret sad konstant med fingeren på knappen. Mens jeg gik på college i Californien, fyldte krigen i Vietnam alt. Jeg var med i studenterdemonstrationer. Vi blev jagtet af politifolk med knipler og måtte flygte mens vi var ved at blive kvalt af tåregas. Det var en tid med oprør og mange uroligheder. Der var politiske snigmord, demonstrationer og voldelige optøjer. Alle havde deres egen mening om hvordan problemerne skulle løses. Det var meget forvirrende.

I 1970 tog jeg et arbejde på Alaskas nordkyst og tjente en god sum penge. Så fløj jeg til London, købte en motorcykel og kørte sydpå uden noget bestemmelsessted. Nogle måneder senere nåede jeg til Afrika. På turen mødte jeg andre der også drømte om at slippe væk fra det hele – på en eller anden måde at gøre sig fri af et liv der var fyldt med problemer og bekymringer.

Med alt det jeg havde set og oplevet, gav det god mening for mig at der var en ond engel der trak i trådene og styrede verden. ‘Men hvor var Gud henne i alt det?’ tænkte jeg.

I løbet af de efterfølgende måneder fandt jeg svaret. Og gennem årene har jeg mødt en masse skønne mennesker som har været trofaste mod Gud under mange forskellige omstændigheder og på trods af alle mulige problemer.

NORDIRLAND – ET LAND I KONFLIKT

Da jeg kom tilbage til London, kontaktede jeg min vens mor, og hun gav mig en bibel. Senere tog jeg til Amsterdam. Her var der et Jehovas Vidne der så at jeg sad og læste i Bibelen i skæret fra en gadelygte, og han lærte mig nogle spændende ting. Så tog jeg til Dublin, og her fandt jeg frem til Jehovas Vidners afdelingskontor. Jeg bankede på hos dem og mødte for første gang Arthur Matthews, en dygtig, erfaren bror. Jeg bad om at få et bibelstudie, og han tilbød sin hjælp.

Jeg engagerede mig i studiet med liv og sjæl og slugte grådigt alle de bøger og blade jeg kunne få fat i. Jeg læste selvfølgelig også Bibelen igennem. Det hele var så spændende! Ved møderne så jeg at selv børnene kendte svarene på spørgsmål som lærde mænd har filosoferet over i århundreder: ‘Hvorfor findes der ondskab? Hvem er Gud? Hvad sker der når man dør?’ Jeg var kun sammen med folk der var Jehovas Vidner. Det gav sig selv, for jeg kendte slet ikke nogen andre i hele landet. De hjalp mig til at få kærlighed til Jehova og et stærkt ønske om at gøre hans vilje.

I 1972 blev jeg døbt. Et år senere begyndte jeg som pioner og flyttede til en lille bitte menighed i Newry i Nordirland. Jeg lejede en lille stenhytte på en bjergskråning. På engen ved siden af gik der køer, og jeg plejede at øve mine foredrag med dem som publikum. Det så ud som om de lyttede meget opmærksomt mens de stod der og tyggede drøv. De kunne ikke give mig nogen gode råd, men jeg fik øvet mig i at have øjenkontakt med tilhørerne. I 1974 blev jeg udnævnt som specialpioner og kom til at arbejde med Nigel Pitt, der blev en ven for livet.

På det tidspunkt skabte konflikten i Nordirland stor usikkerhed. Gadekampe, snigskytteangreb, skyderier og bilbomber var hverdagskost. Politiske og religiøse uoverensstemmelser var blandet sammen i én pærevælling. Men både blandt protestanter og katolikker var det almindeligt kendt at Jehovas Vidner ikke vælger side i politiske spørgsmål, så vi kunne forkynde frit og nogenlunde sikkert. Dem vi besøgte, vidste for det meste hvor og hvornår der skulle ske noget, og advarede os på forhånd så vi kunne undgå farlige situationer.

Der var dog nogle gange hvor situationen blev lidt for spændende. En dag var en pioner ved navn Denis Carrigan og jeg taget til en by i nærheden hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner, og hvor vi kun havde forkyndt én gang før. Her var der en kvinde på en café der anklagede os for at være britiske soldater der arbejdede undercover, måske fordi ingen af os talte med irsk dialekt. Det skræmte os noget, for bare det at hilse pænt på en soldat kunne føre til at man blev skudt i knæet eller likvideret. Da vi senere stod alene i kulden og ventede på bussen, så vi at der kom en bil og holdt ved caféen hvor kvinden havde anklaget os. Hun kom ud og talte med de to mænd i bilen mens hun ophidset pegede hen på os. Så kørte mændene langsomt op på siden af os og stillede os nogle spørgsmål om bustiderne. Da bussen kom, talte de med chaufføren, men vi kunne ikke høre hvad de sagde. Der var ingen andre passagerer, så vi var sikre på at de havde aftalt at køre os uden for byen for at gøre os fortræd. Men der skete aldrig noget. Da jeg stod af bussen, vendte jeg mig om mod chaufføren og sagde: “De der fyre, spurgte de om noget med os?” Han svarede: “Jeg ved godt hvem I er, og det forklarede jeg dem. Bare rolig. Der sker jer ikke noget.”

Ved et områdestævnea i Dublin i 1976 mødte jeg Pauline Lomax, en specialpioner fra England. Hun var en skøn ydmyg og åndeligsindet søster. Hun og hendes bror, Ray, havde kendt sandheden hele deres liv. Året efter blev Pauline og jeg gift, og vi fortsatte som specialpionerer i Ballymena i Nordirland.

I en periode var vi i kredstjenesten og besøgte vores brødre og søstre i Belfast, Londonderry og andre brændpunkter. Det gjorde stort indtryk på os at se vores brødre og søstres stærke tro. De havde gjort sig fri af dybt indgroede religiøse traditioner, fordomme og bitre følelser for at tjene Jehova, og det var tydeligt at han velsignede og beskyttede dem.

Efter at jeg havde boet i Irland i ti år, blev vi i 1981 indbudt til at overvære den 72. gileadklasse. Da skolen var slut, fik vi til opgave at tjene i Sierra Leone i Vestafrika.

SIERRA LEONE – STOR TRO TRODS FATTIGDOM

Vi boede på et missionærhjem med 11 andre herlige mennesker. Vi deltes om ét køkken, tre toiletter, to brusekabiner, én telefon, én vaskemaskine og én tørretumbler. Strømmen gik i tide og utide. På loftet hærgede rotterne, og i kælderen sneg kobraslanger sig ind.

Vores liv var langt fra luksuriøst, men tjenesten gav os stor glæde. Folk havde respekt for Bibelen og lyttede altid opmærksomt. Mange begyndte at studere og tog imod sandheden. De lokale kaldte mig “Mr. Robert”, og Pauline blev kaldt “Mrs. Robert”. Men efter noget tid begyndte jeg at arbejde mere for afdelingskontoret og kunne ikke bruge så meget tid i tjenesten. Nu begyndte folk at kalde Pauline for “Mrs. Pauline”, og jeg blev til “Mr. Pauline”. Det syntes Pauline var sjovt!

De fleste brødre og søstre i landet var fattige, men Jehova sørgede altid for deres behov, nogle gange på overraskende måder. (Matt. 6:33) Engang var der en søster der kun lige havde penge nok til at købe mad til sig selv og sine børn den dag, men som i stedet gav dem til en syg bror der ikke havde råd til at købe malariamedicin. Senere samme dag kom der helt uventet en kvinde hjem til søsteren og betalte hende for at ordne sit hår. Den slags oplevede vi igen og igen.

NIGERIA – EN HELT ANDEN KULTUR

Vi var i Sierra Leone i ni år, hvorefter vi fik en ny opgave på Betel i Nigeria. Det var et stort afdelingskontor. Jeg havde den samme slags kontorarbejde som jeg havde haft i Sierra Leone, men for Pauline var det en stor og svær forandring. Hun havde brugt 130 timer i tjenesten hver måned og haft mange fremadskridende bibelstudier. Nu fik hun til opgave at arbejde på systuen og reparere betelitternes tøj. Det var lidt af en omvæltning for hende, men efterhånden forstod hun hvor værdsat hendes arbejde var, og hun begyndte i stedet at fokusere på at opmuntre dem hun arbejdede sammen med, hver gang der var mulighed for det.

Kulturen i Nigeria var helt ny for os, og der var meget vi måtte lære. For eksempel var der på et tidspunkt en bror der kom ind på mit kontor for at præsentere mig for en søster der lige var flyttet ind på Betel. Da jeg skulle til at give hende hånden, bøjede hun sig ned for mine fødder. Jeg var lamslået! Straks poppede der to skriftsteder op i mit hoved – Apostlenes Gerninger 10:25, 26 og Åbenbaringen 19:10. Jeg tænkte: ‘Skal jeg sige at hun skal lade være med det der?’ Samtidig vidste jeg at hun var blevet godkendt til at tjene på Betel, så hun måtte jo vide hvad Bibelen siger.

Det føltes ret akavet, men det lykkedes mig at bevare fatningen resten af samtalen, og bagefter undersøgte jeg emnet. Jeg fandt ud af at søsteren havde fulgt en gammel skik der stadig blev brugt i nogle dele af landet. Det var en måde at vise respekt på, og det var noget både mænd og kvinder gjorde. Det var ikke en tilbedelseshandling, og der findes lignende eksempler i Bibelen. (1. Sam. 24:8) Hvor var jeg glad for at jeg ikke i min uvidenhed var kommet til at sige noget til min søster der kunne have gjorde hende ked af det.

Vi mødte mange nigerianere der havde vist en usædvanligt stærk tro, for eksempel Isaiah Adagbona.b Han lærte sandheden at kende som ung, men fik på et tidspunkt spedalskhed og kom til at bo i en koloni for spedalske, hvor han var det eneste Jehovas Vidne. På trods af en del modstand hjalp han mere end 30 spedalske til at komme med i sandheden og var med til at oprette en menighed i kolonien.

KENYA – VENNERNE VAR TÅLMODIGE MED MIG

I 1996 blev vi bedt om at flytte til Afdelingskontoret i Kenya. Det var første gang jeg var tilbage i landet siden den rejse jeg nævnte i indledningen. Her fik Betel ofte uønsket besøg af marekatte. De frække aber røvede søstrene når de kom bærende med frugt. En dag var en søster på Betel kommet til at lade et vindue stå åbent. Da hun kom hjem, var en abefamilie i gang med et større festmåltid på hendes værelse. Hun skreg og løb ud ad døren. Aberne skreg også og hoppede ud ad vinduet.

Pauline og jeg kom til at høre til en swahili-menighed. Efter ganske kort tid blev jeg bedt om at lede menighedsbogstudiet (det der i dag hedder menighedsbibelstudiet). Mine swahili-kundskaber var dog stadig stærkt begrænsede. Jeg forberedte mig meget grundigt, så jeg i det mindste kunne læse spørgsmålene op. Men hvis kommentarerne fra salen afveg bare det mindste fra paragraffen, forstod jeg ingenting. Jeg syntes det var så synd for brødrene og søstrene at de skulle trækkes med mig. Samtidig var jeg imponeret over hvordan de tålmodigt og ydmygt støttede op om beslutningen.

USA – TRO I ET LAND MED VELSTAND

Vi var i Kenya i mindre end et år. I 1997 blev vi nemlig bedt om at flytte til Betel i Brooklyn, New York. Nu boede vi i et land med materiel velstand, noget der kan have sine egne udfordringer. (Ordsp. 30:8, 9) Men også her har jeg set brødrene og søstrenes stærke tro. De bruger ikke deres tid og midler på selviske interesser, men på at støtte Jehovas organisations aktiviteter.

I årenes løb har vi set vores brødre og søstre vise stærk tro under vidt forskellige omstændigheder. I Nordirland viste de tro på trods af voldelige optøjer. I Afrika viste de tro på trods af fattigdom og nogle gange isolation. Og her i USA viser de tro midt i et samfund med stor velstand. Hvor må Jehova være glad og stolt når han kigger ned fra himlen og ser at hans tjenere viser deres kærlighed til ham under alle mulige forhold.

Årene er fløjet afsted – “hurtigere end en vævers skyttel”. (Job 7:6) I dag arbejder vi på Hovedkontoret i Warwick, New York, hvor vi også glæder os over at tjene sammen med kærlige brødre og søstre. Vi er lykkelige for at vi kan støtte vores Konge, Jesus Kristus, der snart vil belønne dem der er trofaste. – Matt. 25:34.