STUDIEARTIKEL 18
SANG NR. 1 Jehovas egenskaber
Hav tillid til at “hele jordens Dommer” er barmhjertig
“Skulle hele jordens Dommer ikke gøre det der er rigtigt?”– 1. MOS. 18:25.
FOKUS
At få større forståelse af hvor retfærdig og barmhjertig Jehova er når han oprejser de uretfærdige.
1. Hvilken sandhed lærte Abraham om Jehova?
DET var en samtale Abraham aldrig nogensinde ville glemme. Jehova havde sendt en engel for at fortælle Abraham at han ville udslette byerne Sodoma og Gomorra. Abraham havde en meget stærk tro på Jehova, men det her var svært for ham at forstå. Han spurgte: “Vil du virkelig feje de retfærdige bort sammen med de onde? ... Skulle hele jordens Dommer ikke gøre det der er rigtigt?” Jehova forklarede tålmodigt sin elskede ven noget meget vigtigt, en sandhed der også trøster og opmuntrer os: Gud vil aldrig udslette retfærdige mennesker. – 1. Mos. 18:23-33.
2. Hvad forsikrer os om at Jehovas domme er retfærdige og barmhjertige?
2 Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova altid er retfærdig og barmhjertig når han dømmer? Fordi vi ved at “Jehova ser på hjertet”. (1. Sam. 16:7) Faktisk kender han “alle menneskers hjerte”. (1. Kong. 8:39; 1. Krøn. 28:9) Jehova ser og forstår så utroligt meget mere end vi mennesker gør, og derfor overgår hans domme vores forstand. Det er virkelig rigtigt det Paulus skrev om Jehova: “Hans beslutninger og hans handlinger er så ophøjede at vi ikke forstår dem til fulde!” – Rom. 11:33.
3-4. Hvad spekulerer vi måske over, og hvad vil vi se på i den her artikel? (Johannes 5:28, 29)
3 Alligevel kan det være at vi nogle gange har spørgsmål som minder om dem Abraham stillede. Det kan være vi tænker: ‘Er der håb for dem Jehova har udslettet, som for eksempel indbyggerne i Sodoma og Gomorra? Er det muligt at nogle af dem er blandt de uretfærdige der får livet igen?’ – Ap.G. 24:15.
4 Hvad ved vi om opstandelsen? For nylig fik vi en justeret forståelse af “livets opstandelse” og “dommens opstandelse”.a (Læs Johannes 5:28, 29). Den nye forståelse har ført til flere justeringer, som vi vil se på i den her artikel og i den næste. Først vil vi se på hvad vi ikke ved, og bagefter på hvad vi ved om Jehovas retfærdige domme.
HVAD VI IKKE VED
5. Hvad har vores publikationer tidligere sagt om dem der blev udslettet i Sodoma og Gomorra?
5 Vores publikationer har før sagt at der ikke er noget håb om en opstandelse for mennesker som Jehova har udslettet, som for eksempel dem i Sodoma og Gomorra. Men efter at den trofaste og kloge træl har studeret emnet dybere og bedt om Jehovas ledelse, er det tydeligt at vi ikke kan sige det med sikkerhed.
6. Hvilke andre eksempler er der på domme Jehova har eksekveret over uretfærdige, og hvad ved vi ikke?
6 Lad os gå lidt mere i dybden med spørgsmålet. Der er flere eksempler i Bibelen på at Jehova har eksekveret dom over uretfærdige: Der var et ukendt antal der døde i Vandfloden, Jehova gav sit folk besked på at udslette de syv nationer der boede i det lovede land, og Jehovas engel slog 185.000 assyriske soldater ihjel på én nat. (1. Mos. 7:23; 5. Mos. 7:1-3; Esa. 37:36, 37) Viser det Bibelen siger, at alle de mennesker er dømt til evig udslettelse, og at ingen af dem har håb om en opstandelse? Nej, det kan vi ikke konkludere ud fra de oplysninger vi har.
7. Hvad ved vi ikke om de mennesker der blev udslettet i Vandfloden og da israelitterne indtog Kanaan? (Se billedet).
7 Vi ved ikke hvordan Jehova dømte hver enkelt person, og vi ved heller ikke om de der døde, havde haft mulighed for at lære om Jehova og ændre deres måde at leve på. Om tiden op til Vandfloden siger Bibelen at Noa var “en forkynder af retfærdighed”. (2. Pet. 2:5) Men den fortæller ikke at han prøvede at nå ud til hver eneste på jorden samtidig med at han var i gang med at bygge den enorme ark. Vi ved heller ikke om de onde mennesker der boede i Kanaan, havde haft mulighed for at lære Jehova at kende og vende om.
Noa og hans familie er i gang med at bygge den enorme ark. Vi ved ikke om Noa systematisk forsøgte at forkynde for alle mennesker på jorden før Vandfloden kom. (Se paragraf 7)
8. Hvad ved vi ikke om indbyggerne i Sodoma og Gomorra?
8 Hvad så med indbyggerne i Sodoma og Gomorra? I Sodoma boede en retfærdig mand, Lot, men ved vi om Lot forkyndte for dem alle sammen? Nej. Vi ved at de var onde, men ved vi om de havde haft mulighed for at lære hvad der var rigtigt og forkert? Husk på det umoralske miljø folk i Sodoma voksede op i og blev præget af. På et tidspunkt var der en stor gruppe mænd, lige ‘fra drenge til gamle mænd’, der prøvede at voldtage Lots gæster. (1. Mos. 19:4; 2. Pet. 2:7) Ved vi virkelig at Jehova, der altid er barmhjertig, dømte hver eneste af dem til døden uden mulighed for en opstandelse? Jehova sagde til Abraham at der ikke engang var ti retfærdige i byen. (1. Mos. 18:32) Det var altså fuldt ud retfærdigt at Jehova krævede dem til regnskab for det onde de gjorde. Men kan vi sige med sikkerhed at ingen af dem vil være blandt de uretfærdige der får en opstandelse? Nej, det kan vi ikke.
9. Hvad ved vi ikke om Salomon?
9 På den anden side er der eksempler på nogle i Bibelen der til at begynde med var retfærdige, men som med tiden blev uretfærdige. Det skete for kong Salomon. Han kendte Jehova og hans love rigtig godt og havde oplevet at Jehova velsignede ham. Men senere begyndte han at tilbede afguder. Hans synder gjorde Jehova meget vred og fik konsekvenser for Israel der varede i flere hundrede år. I Bibelen står der at Salomon da han døde, lagde “sig til hvile hos sine forfædre”, deriblandt den trofaste kong David. (1. Kong. 11:5-9, 43; 2. Kong. 23:13) Men bliver det her udtryk brugt for at vise at Salomon med garanti vil få en opstandelse? Det kan vi ikke sige noget om. Men nogle tænker måske: ‘Siger Bibelen ikke at den der er død, “bliver ... frikendt for sin synd”?’ (Rom. 6:7) Verset betyder ikke at alle der dør, vil få livet igen, som om opstandelsen er noget de har ret til. Opstandelsen er en gave fra vores kærlige Gud, og han forærer den gavmildt til dem han ønsker skal have mulighed for at tjene ham for evigt. (Job 14:13, 14; Joh. 6:44) Vil Salomon få den gave? Vi ved det ikke, det er kun Jehova der gør det. Men det vi ved, er at Jehova altid gør det der er rigtigt.
HVAD VI VED
10. Hvordan har Jehova det med at udslette mennesker? (Ezekiel 33:11) (Se også billedet).
10 Læs Ezekiel 33:11. Jehova har kærligt fortalt os hvilke følelser han har når han dømmer mennesker. Apostlen Peter kom med samme tanke som profeten Ezekiel da han skrev: “Jehova ... ønsker ikke at nogen skal blive udslettet.” (2. Pet. 3:9) Det er en virkelig opmuntrende tanke. Vi ved at Jehova aldrig vil udslette nogen for evigt medmindre han har en meget god grund til det. Han elsker mennesker højt og vil altid lede efter en mulighed for at vise barmhjertighed.
Når de uretfærdige bliver oprejst, vil mange forskellige mennesker få mulighed for at lære Jehova at kende. (Se paragraf 10)
11. Hvem vil ikke blive oprejst, og hvordan ved vi det?
11 Hvad ved vi om dem der ikke får en opstandelse? Bibelen nævner kun nogle få eksempler.b Jesus indikerede at Judas Iskariot ikke vil få en opstandelse. (Mark. 14:21; se også Johannes 17:12 og studienote). Judas modarbejdede helt bevidst Jehova og hans Søn. (Se Markus 3:29 og studienoter). Jesus sagde også at nogle af de religiøse ledere der var modstandere af ham, ville dø uden håb om en opstandelse. (Matt. 23:33; se Johannes 19:11 og studienote “den der har overgivet mig”). Og apostlen Paulus advarede om at frafaldne der ikke vendte tilbage til Jehova, ikke ville få livet igen. – Hebr. 6:4-8; 10:29.
12. Hvad ved vi om Jehovas barmhjertighed? Kom med nogle eksempler.
12 Men som vi har slået fast, er Jehova fuld af barmhjertighed, og “han ønsker ikke at nogen skal blive udslettet”. Hvordan har Jehova vist barmhjertighed mod nogle der har begået alvorlige synder? Et eksempel er kong David, der gjorde flere ting som Jehova hader. Han begik blandt andet ægteskabsbrud og stod bag et mord. Men David angrede oprigtigt, og derfor viste Jehova ham barmhjertighed og tilgav ham. (2. Sam. 12:1-13) Kong Manasse var ond det meste af sit liv og gjorde mange frygtelige ting. Men selv i det her ekstreme tilfælde var Jehova klar til barmhjertigt at tilgive fordi Manasse ydmygt angrede og vendte om. (2. Krøn. 33:9-16) De her to eksempler minder os om at Jehova viser barmhjertighed så snart han ser at der er grundlag for at gøre det. Og han vil oprejse mennesker som dem fordi de har indset det forkerte de har gjort, og er vendt tilbage til ham.
13. (a) Hvorfor viste Jehova ninevitterne barmhjertighed? (b) Hvad sagde Jesus senere om ninevitterne?
13 Jehova viste også stor barmhjertighed mod ninevitterne. Han sagde til Jonas: “Jeg har set hvor onde indbyggerne er.” Men da de vendte om fra deres ondskab, tilgav Jehova dem. Jonas forstod det ikke og blev vred, så Gud måtte minde ham om at ninevitterne ‘ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert’. (Jon. 1:1, 2; 3:10; 4:9-11) Jehova var meget mere barmhjertig end Jonas var. Senere pegede Jesus på ninevitterne for at fremhæve Jehovas retfærdighed og barmhjertighed. Jesus sagde at de folk fra Nineve der angrede, vil få en opstandelse. Han sagde at de skal ‘opstå ved dommen’. – Matt. 12:41.
14. Hvad vil “dommens opstandelse” komme til at betyde for ninevitterne?
14 Hvad mente Jesus da han sagde at ninevitterne ville ‘opstå ved dommen’? Han talte om “dommens opstandelse”. (Joh. 5:29) Den finder sted i tusindårsriget, hvor både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden. (Ap.G. 24:15) For de uretfærdige vil det være en “dommens opstandelse”. Det vil være en evalueringsperiode, hvor Jehova og Jesus ser den måde de opfører sig på, og hvordan de reagerer på den undervisning de får. Hvis en ninevit der får livet igen, nægter at tjene Jehova, vil han blive dømt som uværdig til at leve i Paradiset. (Esa. 65:20) Men de der elsker Jehova og vælger at tilbede ham trofast, vil få en positiv dom, og de vil få mulighed for at leve for evigt. – Dan. 12:2.
15. (a) Hvorfor skal vi passe på med at sige at ingen af dem der blev udslettet i Sodoma og Gomorra, vil få en opstandelse? (b) Hvordan skal Judas 7 forstås? (Se boksen “Hvad mente Judas?”)
15 På et tidspunkt sagde Jesus at indbyggerne i Sodoma og Gomorra ville klare sig bedre på “dommens dag” end de mennesker der afviste ham. (Matt. 10:14, 15; 11:23, 24; Luk. 10:12) Hvad mente han med det? Brugte Jesus bare eksemplet som en overdrivelse for at understrege at hans samtidige var endnu værre end indbyggerne i Sodoma og Gomorra? Da han nævnte at ninevitterne ville få en opstandelse, mente han det bogstaveligt, så det virker til også at være tilfældet her. I begge situationer talte Jesus om den samme “dommens dag”. Ligesom ninevitterne gjorde indbyggerne i Sodoma og Gomorra mange onde ting. Men ninevitterne fik mulighed for at vende om. Husk hvad Jesus sagde om “dommens opstandelse” – den vil omfatte dem der har “gjort det der er ondt”. (Joh. 5:29) Det ser altså ud til at der godt kan være håb for indbyggerne i Sodoma og Gomorra. Det er muligt at i det mindste nogle af dem vil blive oprejst, og så vil vi kunne lære dem om Jehova og Jesus.
16. Når Jehova beslutter hvem der skal oprejses, hvad kan vi så være helt sikre på? (Jeremias 17:10)
16 Læs Jeremias 17:10. Verset hjælper os til at opsummere det vi ved: Jehova har altid været en Gud der ‘nøje betragter hjertet og undersøger menneskers inderste tanker’. Og når Jehova i fremtiden oprejser mennesker, vil han, ligesom han altid har gjort, “give enhver løn efter hans handlinger”. Jehova vil være bestemt og konsekvent når det er nødvendigt, men barmhjertig så snart det er muligt. Så vi skal aldrig konkludere at en person ikke har noget håb om at blive oprejst, medmindre vi ved at det er sådan.
“HELE JORDENS DOMMER” VIL “GØRE DET DER ER RIGTIGT”
17. Hvad vil der i fremtiden ske med dem der er døde?
17 Lige siden Adam og Eva sluttede sig til Satan og gjorde oprør mod Jehova, er milliarder af mennesker døde. Døden er virkelig en grusom fjende! (1. Kor. 15:26) Hvad vil fremtiden være for dem der er døde? Et begrænset antal af Jesus’ trofaste disciple, 144.000 i alt, bliver oprejst til udødeligt liv i himlen. (Åb. 14:1) En stor gruppe mænd og kvinder der har tjent Jehova trofast, vil få en opstandelse som retfærdige, og de vil komme til at leve for evigt på jorden hvis de bliver ved med at være trofaste under tusindårsriget og den sidste prøve. (Dan. 12:13; Hebr. 12:1) Og i løbet af tusindårsriget vil de uretfærdige, deriblandt nogle der aldrig har tjent Jehova, eller som endda har gjort det der er ondt, få muligheden for at ændre sig. (Luk. 23:42, 43) Men nogle mennesker har været så onde, så besluttet på at modarbejde Jehova og hans vilje, at han har bestemt at de ikke vil få livet igen. – Luk. 12:4, 5.
18-19. (a) Hvorfor kan vi have fuld tillid til den måde Jehova dømmer dem der er døde, på? (Esajas 55:8, 9) (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
18 Kan vi være helt sikre på at Jehova altid træffer den rigtige beslutning når han dømmer mennesker? Ja! Som Abraham blev overbevist om, er “hele jordens Dommer” fuldkommen og barmhjertig og kender alle detaljer. Han har oplært sin Søn og uddelegeret opgaven med at dømme til ham. (Joh. 5:22) Både Jehova og Jesus ved hvad der bor i hvert enkelt menneskes hjerte, så når de dømmer, vil de “gøre det der er rigtigt”.
19 Lad os altid stole på Jehova og hans beslutninger. Vi forstår at vi ikke er kvalificerede til at dømme, men det er han! (Læs Esajas 55:8, 9). Så vi lader selv være med at dømme og overlader det trygt til Jehova og hans Søn, som fuldstændigt genspejler sin Fars retfærdighed og barmhjertighed. (Esa. 11:3, 4) Hvad kan vi så sige om den måde Jehova og Jesus vil dømme mennesker på under den store trængsel? Hvad ved vi ikke? Og hvad ved vi? Det vil vi se på i den næste artikel.
SANG NR. 57 Vi forkynder for alle slags mennesker
b Angående Adam, Eva og Kain, se Vagttårnet for 1. januar 2013, s. 12, fdn.