Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 juli s. 8-13
  • Hvordan man kan give gode råd

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan man kan give gode råd
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • NÅR NOGEN BEDER OS OM RÅD
  • NÅR NOGEN IKKE HAR BEDT OS OM RÅD
  • RÅD PÅ DET RIGTIGE TIDSPUNKT OG DEN RIGTIGE MÅDE
  • BLIV VED MED AT GIVE OG TAGE IMOD RÅD
  • Hvordan man kan få gode råd
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Bed de ældste om hjælp
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Giv vejledning på en måde der “gør hjertet glad”
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2022
  • “Hør på de vises ord”
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2022
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 juli s. 8-13

STUDIEARTIKEL 29

SANG NR. 87 Kom og få ny styrke!

Hvordan man kan give gode råd

“Jeg vil give dig råd mens mit øje hviler på dig.” – SL. 32:8.

FOKUS

Hvordan man giver råd og vejledning der kan hjælpe andre.

1. Hvem kan give råd, og hvorfor?

HVORDAN har du det med at give råd? Nogle har det fint med det. Andre holder sig tilbage med at give råd, eller vejledning, og føler at det er ubehageligt når de skal gøre det. Men vi er alle sammen forpligtet til at give råd indimellem. Hvordan kan det være? Jesus sagde at hans sande disciples kendetegn er kærlighed. (Joh. 13:35) Og en måde vores kærlighed kan komme til udtryk på, er ved at give vores brødre og søstre råd når der er brug for det. Bibelen siger faktisk at “en god ven ... giver velmente råd”. – Ordsp. 27:9.

2. Hvad skal ældste være gode til, og hvorfor? (Se også boksen “Vejledning ved midtugemødet”).

2 Ældste har i særlig grad brug for at være gode til at give råd. Jehova har gennem Jesus givet dem til opgave at være hyrder for menigheden. (1. Pet. 5:2, 3) Og en måde de kan være det på, er ved at give gode råd fra Bibelen når de holder foredrag i menigheden. Nogle gange skal de også give råd og vejledning til fårene individuelt, deriblandt dem der er kommet væk fra flokken. Hvordan kan ældste, ja, hvordan kan vi alle sammen give råd på en god måde?

Ordstyreren ved midtugemødet giver en elev ros og vejledning ud fra brochuren “Bliv bedre til at læse op og undervise”.

Vejledning ved midtugemødet

Ordstyreren ved midtugemødet kan give forslag til dem der holder elevopgaver. Så under opgaven skal ordstyreren være opmærksom på hvordan eleven bruger arbejdspunktet.

Efter opgaven giver ordstyreren oprigtig ros, og hvis der er behov for det, kan han give konkrete og venlige råd om hvordan eleven kan blive dygtigere til at bruge arbejdspunktet. En sådan form for vejledning er ikke kun værdifuld for eleven men for hele menigheden. – Ordsp. 27:17.

3. (a) Hvordan kan vi blive gode til at give råd? (Esajas 9:6; se også boksen “Efterlign Jesus når du giver råd”). (b) Hvad vil vi se på i den her artikel?

3 Vi kan lære meget om hvordan man bliver god til at give råd, ved at undersøge eksempler fra Bibelen. Vi kan især lære meget af Jesus, der blandt andet blev kaldt “Vidunderlig Rådgiver”. (Læs Esajas 9:6). I den her artikel vil vi se på hvad man kan gøre når nogen kommer og beder om et råd, og hvad vi kan gøre når vi skal give råd og vejledning selvom vi ikke er blevet spurgt. Vi vil også se på hvor vigtigt det er at give råd på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde.

Efterlign Jesus når du giver råd

Læg mærke til hvad der gjorde Jesus til en “Vidunderlig Rådgiver”, og tænk over hvordan vi kan efterligne ham.

  • Jesus vidste hvad han skulle sige. Fordi han baserede sine råd på Jehovas visdom og ikke sin egen, vidste han altid hvad der var det rigtige at sige. Han sagde til sine disciple: “Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne idéer.” – Joh. 14:10.

    Hvad vi kan lære: Selv hvis vi har meget erfaring og stor viden, må vi sikre os at den vejledning vi giver, er baseret på Guds ord og ikke vores egne idéer.

  • Jesus vidste hvornår han skulle give råd. Der var meget hans disciple havde brug for at høre, men han sagde ikke det hele på én gang. I stedet ventede han til det rigtige tidspunkt og fortalte dem kun det de kunne rumme. – Joh. 16:12.

    Hvad vi kan lære: Hvis vi skal vejlede en, må vi vente til det helt rigtige tidspunkt. Hvis vi giver ham for meget at forholde sig til, bliver han måske forvirret og modløs. Så det vil være klogt af os kun at sige det han har brug for at vide.

  • Jesus vidste hvordan han skulle være taktfuld. Han var ofte nødt til at give sine apostle vejledning om at de skulle være ydmyge. Men hver gang gjorde han det på en mild og respektfuld måde. – Matt. 18:1-5.

    Hvad vi kan lære: Selv hvis vi er nødt til at give den samme vejledning flere gange, vil der være større sandsynlighed for at vores råd bliver taget godt imod hvis vi forbliver milde og respektfulde.

NÅR NOGEN BEDER OS OM RÅD

4-5. Hvad er det første vi skal gøre når nogen beder os om et råd? Giv et eksempel.

4 Hvad skal vi gøre når nogen kommer til os og beder om et råd? Det kan være at vi føler os smigrede og gerne vil hjælpe med det samme. Men det allerførste vi skal gøre, er at spørge os selv: “Har jeg den nødvendige viden og erfaring til at give råd i den her situation?” I nogle tilfælde er det bedst ikke at give råd men at henvise til en som er mere kvalificeret.

5 Det kan illustreres på den her måde. Forestil dig at en nær ven bliver alvorligt syg. Han fortæller dig at han er begyndt at undersøge forskellige behandlingsformer og spørger dig hvilken du synes er den bedste. Det kan være at du har en stærk holdning til det, men du er ikke læge, så det bedste du kan gøre, er at hjælpe din ven med at finde en der har de rigtige kvalifikationer.

6. Hvorfor er det en god idé at vente lidt før man giver råd?

6 Selv hvis vi føler os kvalificeret til at give et råd i en bestemt situation, vælger vi måske stadig at vente lidt. Hvorfor er det en god idé? I Ordsprogene 15:28 står der at “den retfærdige tænker sig godt om i sit hjerte før han svarer”. Men hvad nu hvis vi mener at vi kender svaret? Så kan det stadig være godt at bruge noget tid på at foretage research, at bede og at tænke grundigt over det. Det vil hjælpe os til at have Jehovas syn på tingene. I den forbindelse kan vi lære noget af profeten Natan.

7. Hvad lærer vi af eksemplet med Natan?

7 David fortalte Natan at han gerne ville bygge et tempel for Jehova. Med det samme tilskyndede Natan ham til at gøre det. Men han burde have taget sig tid til at finde ud af hvad Jehova mente om sagen, for Jehova ønskede ikke at det skulle være David der byggede templet. (1. Krøn. 17:1-4) Beretningen viser at det er klogt at tænke sig godt om inden vi siger noget, når vi bliver bedt om et råd. – Jak. 1:19.

8. Hvad er endnu en grund til at vi skal tænke os godt om før vi giver råd?

8 Der er endnu en grund til at vi skal være forsigtige når vi giver andre råd. Vi kunne komme til at bære en del af ansvaret hvis vores råd gør at nogen træffer en beslutning som får dårlige konsekvenser. Det er altså vigtigt at vi tænker os godt om før vi giver råd.

NÅR NOGEN IKKE HAR BEDT OS OM RÅD

9. Hvad skal de ældste være sikre på før de giver vejledning? (Galaterne 6:1)

9 En gang imellem er de ældste nødt til at tage initiativet til at vejlede en der er slået ind på “en forkert kurs”. (Læs Galaterne 6:1). En studienote til det her vers siger at han er “på vej i den forkerte retning, selvom han måske endnu ikke har begået en alvorlig synd”. De ældstes mål er at hjælpe ham til at fortsætte med at tjene Jehova og i sidste ende få evigt liv. (Jak. 5:19, 20) Men først er de nødt til at finde ud af om han virkelig har gjort noget der kunne skade hans forhold til Jehova. For Jehova giver os alle sammen mulighed for at træffe personlige afgørelser ud fra vores samvittighed. (Rom. 14:1-4) Men hvad nu hvis de ældste kommer frem til at han er slået ind på “en forkert kurs”, og de beslutter sig for at de er nødt til at give ham vejledning?

10-12. Forklar med en illustration hvad ældste må gøre når de skal give uopfordret vejledning. (Se også billederne).

10 Det er ikke let for de ældste at give råd og vejledning til en der ikke selv har bedt om det. Apostlen Paulus sagde at en der slår ind på en forkert kurs, måske ikke selv er klar over det. Så før de ældste giver en bror vejledning, er der noget de må gøre for at det bliver lettere for ham at tage imod den.

11 At give råd uden at være blevet bedt om det kan sammenlignes med hvis man skal dyrke noget i en jord der er hård. Før man begynder at så, må man klargøre jorden. Det vil sige at man blødgør jorden og forbereder den til at tage imod frøet. Derefter planter man frøet. Til sidst vander man det for at det kan vokse. På samme måde er der noget en ældste kan gøre for, i overført betydning, at forberede jorden. For eksempel må han på et godt tidspunkt forsikre broren om at han oprigtigt ønsker ham det bedste. Hvis en der skal give en vejledning, er kendt for at være kærlig og venlig, vil det være nemmere for andre at tage godt imod hans råd.

12 Også under samtalen kan ældstebroren fortsætte med at “arbejde med jorden” ved at nævne at alle begår fejl og har brug for vejledning en gang imellem. (Rom. 3:23) På en mild og rolig måde og med dyb respekt kan han vise broren ud fra Bibelen at han er slået ind på en forkert kurs. Når han forstår at han har lavet en fejl, kan ældstebroren “plante frøet” ved at forklare ham på en enkel måde hvad han skal gøre for at rette op på situationen. Til sidst kan han “vande frøet” ved at give oprigtig ros og bede sammen med ham. – Jak. 5:15.

En række billeder viser at en ældste der giver vejledning, kan sammenlignes med en der planter et frø i en jord der er hård. 1. Forbered jorden: Man klargør jorden; ældstebroren taler varmt og kærligt til broren. 2. Plant: Man planter frøet i den klargjorte jord; ældstebroren bruger Bibelen når han taler med broren. 3. Vand: Man vander frøet; ældstebroren beder en bøn sammen med broren.

Når ældste viser kærlighed, gør de det nemmere at tage imod vejledning som man ikke har forventet. (Se paragraf 10-12)


13. Hvordan kan ældste sikre sig at vejledningen bliver forstået?

13 Nogle gange kan det der bliver sagt, og det der bliver hørt, være to vidt forskellige ting. Hvad kan ældste gøre for at undgå at det sker når de giver vejledning? De kan stille nogle taktfulde spørgsmål for at se om broren har forstået vejledningen og ved hvordan han skal bruge den. – Præd. 12:11.

RÅD PÅ DET RIGTIGE TIDSPUNKT OG DEN RIGTIGE MÅDE

14. Hvorfor skal vi ikke give råd når vi er vrede?

14 Fordi vi alle er ufuldkomne, siger og gør vi nogle ting som kan gøre andre kede af det. (Kol. 3:13) Bibelen siger at vi ligefrem kan komme til at gøre andre vrede. (Ef. 4:26) Men det er vigtigt at vi ikke giver andre råd og vejledning når vi selv er vrede, “for vrede fører ikke til at man gør det der er rigtigt i Guds øjne”. (Jak. 1:20) Hvis man giver råd og vejledning når man er frustreret, kan det gøre hele situationen værre. Det betyder selvfølgelig ikke at vi slet ikke må give udtryk for vores tanker og følelser. Men vores kommunikation med den der har gjort os vred, bliver bedre hvis vi venter med at tale med ham til vi er faldet til ro. I den forbindelse kan vi lære meget af Elihu, der gav Job gode råd.

15. Hvad lærer vi af Elihu? (Se også billedet).

15 Elihu lyttede i flere dage til at Job forsvarede sig mod de falske anklager hans dårlige venner var kommet med. Elihu havde stor medfølelse med Job. Men han blev også meget vred fordi Job sagde noget forkert om Jehova og fokuserede for meget på sig selv. Alligevel ventede Elihu på at det blev hans tur, og da han skulle vejlede Job, gjorde han det på en mild og respektfuld måde. (Job 32:2; 33:1-7) Det lærer os noget meget vigtigt: Det er bedst at give råd på det rigtige tidspunkt, det vil sige når vi er faldet til ro, og på den rigtige måde, altså respektfuldt og kærligt. – Præd. 3:1, 7.

Elihu lytter til Job, der er fyldt med bylder, og viser stor empati.

Elihu blev meget vred, men da han skulle give vejledning, gjorde han det på en mild og respektfuld måde. (Se paragraf 15)


BLIV VED MED AT GIVE OG TAGE IMOD RÅD

16. Hvad lærer vi af Salme 32:8?

16 I temaverset for artiklen her står der: “Jeg vil give dig råd mens mit øje hviler på dig.” (Læs Salme 32:8). Det viser at Jehova bliver ved med at støtte og hjælpe os. Han giver os ikke kun råd, men han hjælper os også til at bruge dem. Hvor er det et godt eksempel for os. Når vi giver andre råd, kan vi efterligne Jehova ved at være opmærksomme på dem og blive ved med at være der for dem.

17. Hvorfor er det godt når ældste giver os vejledning ud fra Bibelen? (Esajas 32:1, 2)

17 I dag har vi mere end nogensinde før brug for at give og tage imod gode råd. (2. Tim. 3:1) Ældste der giver specifik vejledning ud fra Bibelen, er “som strømme af vand i et ørkenland”. (Læs Esajas 32:1, 2). Venner der måske godt ved hvad vi gerne vil høre, men siger det vi har brug for at høre, er gaver der er lige så værdifulde “som guldæbler på et sølvfad”. (Ordsp. 25:11) Så lad os blive ved med at lære hvordan vi bliver bedre til at give og tage imod gode råd.

HVAD SKAL VI HUSKE PÅ ...

  • når vi bliver bedt om et råd?

  • når nogen ikke har bedt os om råd?

  • når vi er vrede?

SANG NR. 109 Elsk hinanden inderligt og af hjertet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del