To nye medlemmer af Det Styrende Råd
DEN 5. oktober 2024 blev der givet en særlig meddelelse ved årsmødet: Bror Jody Jedele og bror Jacob Rumph var blevet udnævnt som medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd. Begge brødre har tjent Jehova trofast i mange år.
Jody Jedele og hans kone, Damaris
Bror Jedele er født i Missouri, USA, og er vokset op i sandheden. Hans familie boede et sted hvor der var meget få Jehovas Vidner, så i løbet af sin barndom mødte han mange brødre og søstre forskellige steder fra der kom for at hjælpe med at forkynde i området. Deres kærlighed og enhed gjorde et stort indtryk på ham. Han blev døbt først i teenageårene, den 15. oktober 1983. Han elskede at gå i forkyndelsen, så efter high school begyndte han som pioner i september 1989.
Da bror Jedele var ung, tog forældrene ofte ham og hans lillesøster med til Betel. De her besøg motiverede børnene til at have beteltjenesten som mål, og det mål nåede de begge to. Bror Jedele begyndte på Betel i Wallkill i september 1990. Til at starte med arbejdede han med rengøring, og senere kom han i sygeafdelingen.
Omkring den tid skete der meget i de spanske menigheder i området, og der var et stort behov for brødre. Så bror Jedele flyttede til en af dem og begyndte at lære sproget. Kort efter mødte han Damaris, en pionersøster fra den spanske kreds. De blev gift, og hun sluttede sig til ham på Betel.
I 2005 var de nødt til at forlade Betel for at tage sig af deres forældre. Samtidig tjente de som pionerer. Bror Jedele var lærer på Pionerskolen, og han var med i Kontaktudvalg til Hospitaler og Det Regionale Byggeudvalg.
I 2013 blev bror og søster Jedele inviteret tilbage på Betel, den her gang for at hjælpe til med byggeriet i Warwick. Siden har de også tjent i Patterson og i Wallkill. Bror Jedele har arbejdet i Bygge- og Projekteringsafdelingen og i Hospitalinformation. I marts 2023 blev han udnævnt som hjælper for Tjenesteudvalget. Han siger om de mange forskellige opgaver han har haft: “Man kan nogle gange føle sig ret overvældet når man får en ny opgave. Men så er det vigtigt at huske at stole helt på Jehova, for han er den der får til at blive.”
Jacob Rumph og hans kone, Inga
Bror Rumph er født i Californien, USA. Da han var barn, var hans mor inaktiv, men hun gjorde alligevel noget for at lære ham om Bibelen. Desuden besøgte han hvert år sin farmor, der var en trofast søster. Hun hjalp ham til at få lyst til at lære Jehova bedre at kende, og som 13-årig bad han om at få et bibelstudie. Den 27. september 1992 blev han døbt. Hans mor blev igen en aktiv del af menigheden, og hele hans nærmeste familie gjorde fremskridt og blev også døbt.
Som ung lagde bror Rumph mærke til hvor glade pionererne var, så i september 1995, da han var færdig med high school, begyndte han selv som pioner. I 2000 flyttede han til Ecuador for at tjene der hvor der var større behov for forkyndere. Der mødte han Inga, en pionersøster fra Canada, og de blev gift. Efterfølgende tjente de i en lille by i Ecuador hvor der kun var få forkyndere. I dag er der en stærk, velfungerende menighed.
Senere blev bror og søster Rumph udnævnt som specialpionerer, og de kom også i kredstjenesten. I 2011 blev de inviteret til den 132. gileadklasse. Efter Gilead har de haft forskellige opgaver mange steder i verden. De har blandt andet været på Betel, været missionærer og været i kredstjenesten. Bror Rumph har også været lærer på Skolen for Kristne Forkyndere.
Under covid-19-pandemien blev bror og søster Rumph nødt til at tage tilbage til USA. Der kom de til at tjene på Betel i Wallkill, hvor bror Rumph kom i Tjenesteafdelingen. Senere blev de sendt tilbage til Ecuador, hvor de skulle tjene på afdelingskontoret, og bror Rumph kom i Afdelingskontorets Udvalg. I 2023 blev de så sendt til Warwick. I januar 2024 blev bror Rumph udnævnt som hjælper for Tjenesteudvalget. Han siger om det han har lært ved at tjene mange forskellige steder: “Det der gør en opgave til noget særligt, er ikke hvor du er, men de mennesker du tjener sammen med.”
Vi er meget taknemmelige for det hårde arbejde de her to brødre gør, og vi bliver ved med “at elske den slags mænd”. – Flp. 2:29.