23.-29. MARTS 2026
SANG NR. 18 Taknemmelige for at vi er blevet løskøbt
Hvad vil løskøbelsen motivere dig til?
“Den kærlighed Kristus har til os, forpligter os.” – 2. KOR. 5:14.
FOKUS
Hvordan vi kan vise at vi er taknemmelige for løskøbelsen, uanset hvilken situation vi er i.
1-2. Hvad bør Jesus’ offer motivere os til at gøre, og hvorfor? (2. Korinther 5:14, 15) (Se også billedet).
HVIS du var blevet reddet ud af en sammenstyrtet bygning, hvilke følelser ville du så have over for den der hjalp dig? Du ville sikkert være fyldt med taknemmelighed. Selvom du var en af mange der blev reddet, ville du aldrig tage det for givet. Det ville sikkert være meget vigtigt for dig at vise din taknemmelighed mod den der reddede dit liv.
2 Som den forrige artikel forklarede, kan vi ikke redde os selv fra syndens virkninger. Men Jesus’ offer kan redde os. Ved hjælp af løskøbelsen kan vi (1) blive tilgivet for de synder vi begår, (2) have håb om at blive fuldkomne og (3) få et godt forhold til Jehova. Løskøbelsen giver os også håb om at vi kan få evigt liv i den nye verden Jehova skaber. Det offer Jesus gav, understreger hvor stor kærlighed han har til mennesker – en kærlighed han havde længe inden han kom her til jorden. (Ordsp. 8:30, 31) Paulus skrev at “den kærlighed Kristus har til os, forpligter os”. (Læs 2. Korinther 5:14, 15). Med de ord mente han at Jesus’ kærlighed bør få os til at gøre noget aktivt og vise at vi ikke tager løskøbelsen for givet.
Hvis en har reddet os ud af en ellers håbløs situation, vil vi gøre alt hvad vi kan, for at vise vores taknemmelighed. (Se paragraf 1-2)
3. Hvorfor vil løskøbelsen motivere en til noget forskelligt alt efter hvem man er?
3 Hvad vil den store gave løskøbelsen er, motivere dig til at gøre? Det svar du giver, er måske ikke det samme som det en anden ville give. Hvordan kan det være? Fordi I måske har forskelligt udgangspunkt. Forestil dig at tre mennesker skal rejse til samme destination, men de befinder sig i tre forskellige byer. Derfor er deres ruter forskellige. Hvad er vores destination, eller mål? At vise taknemmelighed for løskøbelsen. Men det du gør for at vise din taknemmelighed, er måske noget andet end det andre gør. Det man gør, afhænger nemlig af hvor man er lige nu, og hvordan ens forhold til Jehova er. Den her artikel vil handle om tre grupper af mennesker: (1) dem der studerer Bibelen, (2) døbte brødre og søstre og (3) dem der er kommet væk fra menigheden.
HVIS DU STUDERER BIBELEN
4. Hvilke følelser har Jehova for dem der studerer Bibelen?
4 Hvis du studerer Bibelen, så tænk over det her: Det at du har lyttet til den gode nyhed, viser at Jehova drager dig og ønsker at du skal blive hans ven. (Joh. 6:44; Ap.G. 13:48) “Jehova undersøger hjerter,” også dit. Det betyder at han lægger mærke til alt det du gør for at lære ham at kende og for at komme til at leve på en måde han synes om. Og det er noget der glæder ham. (Ordsp. 17:3; 27:11) Jesus’ offer gør det muligt for dig at få et nært venskab med Jehova. (Rom. 5:10, 11) Det må du aldrig tage for givet.
5. Hvordan kan en der studerer Bibelen, følge opfordringen i Filipperne 3:16?
5 Hvis du studerer Bibelen, hvordan kan du så vise at du er taknemmelig for det offer Jesus har givet? Du kan blandt andet følge den opfordring Paulus gav filipperne: “Uanset hvor langt vi er kommet, så lad os gå støt fremad og fortsætte i samme spor.” (Flp. 3:16) Du er allerede på vej i den rigtige retning. Nu må du bare fortsætte. Du må være besluttet på ikke at lade noget som helst standse dig men blive ved med at gøre fremskridt. – Matt. 7:14; Luk. 9:62.
6. Hvis du studerer Bibelen og synes der er nogle ting som er svære, hvad kan du så gøre? (5. Mosebog 30:11-14) (Se også billedet).
6 Hvad skal du gøre hvis du for nylig er stødt på noget i dit studie du har svært ved at acceptere? Gå i dybden med emnet, og bed Jehova om hjælp til at forstå det. (Sl. 86:11) Hvis du stadigvæk har svært ved at forstå eller acceptere en bibelsk lære, så lad det ligge lige nu, men hold ikke op med at studere Bibelen. Hvad hvis du har svært ved at holde op med noget Jehova ikke synes om? Husk på at han aldrig beder os om at gøre noget der er umuligt for os. Du kan gøre det der glæder Jehova. (Læs 5. Mosebog 30:11-14). Og han lover at hjælpe dig. (Esa. 41:10, 13; 1. Kor. 10:13) Så giv aldrig op. Lad være med at fokusere på den udfordring du har. Fokusér i stedet på alt det du kan være taknemmelig for – alt det Jehova har gjort for dig, ikke mindst at han har ofret sin Søn for din skyld. Jo større kærlighed du får til Jehova, jo lettere vil det være for dig at gøre det han ønsker af dig. Det vil gå op for dig at “hans bud ... ikke [er] en tung byrde”. – 1. Joh. 5:3.a
Jehova beder os aldrig om at gøre noget der er umuligt for os. Han vil hjælpe os til at leve op til hans normer. (Se paragraf 6)
7. Hvad kan unge der er vokset op i sandheden, reflektere over?
7 Hvad hvis du er ung og er vokset op i sandheden? Så hører du også til i den kategori vi taler om her. Faktisk er du den vigtigste person som dine forældre kan studere med. Bibelen siger: “Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer.” (Jak. 4:8; 1. Krøn. 28:9) Når du tager initiativ til at få et nærmere venskab med Jehova, vil han komme nærmere til dig. Jehova ser dig ikke bare som en del af en gruppe og viser dig ikke kun opmærksomhed fordi din familie er Jehovas Vidner. Han lægger mærke til dig personligt og vil meget gerne have at du bliver hans ven. Hvad er det der gør det muligt for dig at få et venskab med Jehova? Det er løskøbelsen, og den må du aldrig tage for givet. (Rom. 5:1, 2) Så før mindehøjtiden i år kunne det være en god idé at tænke dybt over hvad Jesus’ død betyder for dig personligt. Den taknemmelighed det vil skabe i dig, vil sikkert motivere dig til at sætte dig dit næste åndelige mål og arbejde på at nå det.b
HVIS DU ER DØBT
8. Hvordan har du vist tro på løskøbelsen hvis du er døbt?
8 Hvis du er døbt, har du allerede på flere forskellige måder vist at du tror på løskøbelsen. For eksempel har du gjort noget bevidst for at blive ven med Jehova og for at leve op til det han forventer af os. Du har adlydt Jesus’ bud om at forkynde og fortælle andre om din tro. Og din kærlighed til Jehova motiverede dig til at indvi dig til ham og blive døbt. Måske har du været ude for modstand fordi du har valgt at tjene Jehova. (2. Tim. 3:12) Det at du holder trofast ud trods udfordringer, viser at du elsker Jehova, og at du værdsætter at Jesus har givet sit liv som et offer. – Hebr. 12:2, 3.
9. Hvilken fare skal døbte brødre og søstre være opmærksomme på?
9 Hvis du har været døbt i noget tid, er der en fare du skal være opmærksom på. Med tiden kunne man komme til at tage løskøbelsen for givet. Hvordan kan det ske? Tænk på de kristne i Efesos i det første århundrede. Jesus, der var blevet oprejst, roste dem for deres udholdenhed. Men han sagde også til menigheden: “Jeg har det imod dig at du har mistet den kærlighed du havde i begyndelsen.” (Åb. 2:3, 4) Jesus’ ord viser at der er en risiko for at det lidt efter lidt kan blive rutiner der styrer det man gør for Jehova. Man har måske ikke helt hjertet med i det mere. Det kan være at man beder, tager til møde og går ud i forkyndelsen, men gør det lidt mekanisk. Man brænder ikke længere lige så meget for det som før. Hvad kan du gøre hvis du føler at din kærlighed til Jehova ikke er så stærk som den har været?
10. Hvordan kan du følge det råd Paulus gav Timotheus? (1. Timotheus 4:13, 15)
10 Paulus tilskyndede Timotheus til at tænke dybt over alt det der havde at gøre med tjenesten for Jehova, og at være optaget af det. (Læs 1. Timotheus 4:13, 15). Hvordan kan du følge det råd i dit eget liv så du kan blive ved med at være “brændende i ånden” og have en meningsfuld tjeneste? (Rom. 12:11; se studienoten til “Vær brændende i ånden”). Du kan for eksempel gøre det lettere for dig selv at koncentrere dig ved møderne ved at forberede dig godt til dem. Du kan også få mere ud af dit personlige studie hvis du sørger for at have alenetid hvor du har mulighed for at meditere over det du studerer. Tænk på hvordan det er med et bål. Man er nødt til hele tiden at lægge nyt brænde på for at holde ilden ved lige. Hvis du skal kunne blive ved med at brænde for sandheden, er du også nødt til at holde liv i din taknemmelighed for løskøbelsen og alle de andre gaver Jehova har givet dig. En god idé kan være at bruge ugerne op til mindehøjtiden til at meditere over de fantastiske velsignelser vi har fordi vi er Jehovas Vidner. Det er noget der vil hjælpe dig til at blive endnu mere taknemmelig for løskøbelsen, som er selve grundlaget for at du kan have et forhold til Jehova.
11-12. Hvad må vi ikke konkludere hvis vi i en periode har mistet glæden? (Se også billedet).
11 Hvis du er inde i en periode hvor du ikke rigtig føler dig motiveret og har svært ved at finde glæden, må du ikke miste modet. Du må ikke konkludere at Jehova ikke længere giver dig af sin ånd. Husk det Paulus skrev til korintherne om sin tjeneste: “Hvis jeg gør det imod min vilje, er det ikke desto mindre et ansvar jeg har fået betroet.” (1. Kor. 9:17) Hvad mente han med det?
12 Paulus havde ikke altid lige stor lyst til at forkynde. Men han var besluttet på at fortsætte i sin tjeneste uanset hvordan han havde det lige her og nu. Du kan tage den samme beslutning. Bestem dig for at gøre det rigtige, også i de perioder hvor du måske mangler motivationen. Bed om “ønsket om og kraften til at gøre det der glæder [Jehova]”. (Flp. 2:13) Og hold fast i dine gode åndelige vaner. Så kan du være sikker på at dine handlinger på et tidspunkt vil påvirke dine følelser og få den kærlighed du stadig har i hjertet, til at blusse op igen.
Bliv ved med at holde dig i gang og gøre de ting der styrker dit venskab med Jehova, selv hvis du i en periode mangler lysten til det. (Se paragraf 11-12)
13. Hvordan kan vi blive ved med at prøve os selv for at se om vi er i troen?
13 Det vil være en god idé hvis vi en gang imellem stopper op og analyserer os selv. Paulus sagde i 2. Korinther 13:5: “Bliv ved med at prøve jer selv for at se om I er i troen. Bliv ved med at bedømme hvilken slags mennesker I selv er.” Du kan spørge dig selv: “Når jeg tænker over mit liv, er det så tydeligt at tjenesten for Jehova er det vigtigste for mig?” (Matt. 6:33) “Hvad fortæller den underholdning jeg vælger, om mig? Viser den at jeg hader det der er forkert?” (Sl. 97:10) “Gør jeg noget aktivt for at passe på freden og enheden i menigheden?” (Ef. 4:2, 3) Perioden omkring mindehøjtiden er et rigtig godt tidspunkt at analysere os selv på. Når vi reflekterer over det Jehova og Jesus har gjort for os, bliver vi motiveret til at vise vores taknemmelighed og træffe valg der afspejler at vi ikke længere lever for vores egen skyld, men for ham der har ofret livet for os.c
HVIS DU ER KOMMET VÆK FRA MENIGHEDEN
14. Hvorfor er nogle brødre og søstre kommet væk fra menigheden?
14 Nogle er holdt op med at komme i menigheden kort efter at de er blevet døbt, eller måske endda efter at de har tjent Jehova trofast i mange år. Hvordan kan det være? Nogle er blevet overvældet af “livets bekymringer”. (Luk. 21:34) Andre er blevet såret på grund af noget som en har sagt eller gjort. (Jak. 3:2) Andre igen har begået en alvorlig synd og har ikke haft lyst til at bede om hjælp. Hvad skal du gøre hvis du er kommet væk fra menigheden – uanset hvad grunden er? Hvad kan det kærlige offer Jehova og Jesus har bragt, motivere dig til?
15. Hvordan viser Jehova at han har omsorg for får der er kommet væk fra hjorden? (Ezekiel 34:11, 12, 16)
15 Tænk over de varme følelser Jehova har for de får der er blevet væk. Han er ikke ligeglad med dem og har ikke glemt dem. I stedet leder han efter de får der er kommet på afveje. Han sørger for mad til dem og hjælper dem til at vende tilbage. (Læs Ezekiel 34:11, 12, 16). Leder Jehova lige nu efter dig? Ja, det gør han! Og han vil meget gerne have et nært venskab med dig igen. Det at du læser artiklen her, viser at du savner Jehova og stadig elsker ham. Tænk over at Jehova aktivt drog dig til sandheden fordi han så noget godt i dit hjerte. Kan det være at han lige nu er i gang med at drage dig igen og hjælpe dig tilbage til menigheden?
16. Hvad kan hjælpe en til at komme tilbage til Jehova? (Se også billedet).
16 Brochuren Vend tilbage til Jehova kommer med de her trøstende ord: “Du kan være helt sikker på at Jehova vil være der for dig hvis du gerne vil vende tilbage til ham. Han vil hjælpe dig til at håndtere bekymringer, lægge sårede følelser bag dig og overvinde din skyldfølelse så du kan få ro i sindet. Du vil igen få lyst til at tjene Jehova sammen med dine trosfæller.” Husk også at de ældste hellere end gerne vil hjælpe dig. De kan være “som et læ mod vinden, som et ly mod den piskende regn”. (Esa. 32:2) Spørg dig selv: “Hvad kan jeg gøre for igen at få et godt forhold til Jehova?” (Esa. 1:18; 1. Pet. 2:25) Kunne du for eksempel komme til et møde i rigssalen? Kunne du henvende dig til en af de ældste og bede om åndelig hjælp? Måske vil han sørge for at en kan studere med dig i en periode. Du kan være helt sikker på at Jehova vil velsigne alt det du gør for at vise at du er taknemmelig for det offer hans Søn har bragt.
Spørg dig selv: “Hvad kan jeg gøre for igen at få et godt forhold til Jehova?” (Se paragraf 16)
HVAD VIL DU GØRE?
17-18. Hvad vil det være godt at gøre i tiden op til mindehøjtiden?
17 Jesus gav sit liv “for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men få evigt liv”. (Joh. 3:16) Ved hjælp af løskøbelsen redder Jehova os fra syndens og dødens virkninger. Det er en gave vi aldrig må tage for givet. (Rom. 3:23, 24; 2. Kor. 6:1) I tiden op til mindehøjtiden vil det være godt at reflektere over den store kærlighed Jehova og Jesus har vist os, og over hvordan vi kan vise vores taknemmelighed i handling.
18 Hvad vil du gøre fordi du er taknemmelig for løskøbelsen? Det du svarer, er måske anderledes end det en anden svarer. Men du kan være sikker på at Jehova vil være med dig. Han lover nemlig at velsigne alle dem der “ikke længere ... [lever] for deres egen skyld, men for ham der døde for dem og blev oprejst”. – 2. Kor. 5:15.
SANG NR. 14 Pris jordens nye Konge!
a Noget der kan hjælpe dig til at gøre fremskridt når du studerer Bibelen, er at bruge boksen “Mål”, der er i slutningen af hver lektion i Et håb om en lys fremtid.
b Du kan finde forslag til mål du kan sætte dig, i artiklen “I unge – ‘bliv ved med at arbejde på jeres egen frelse’” i Vagttårnet for december 2017.
c Der er gode forslag til hvad man kan gøre for at bevare en taknemmelig indstilling, i artiklen “Hvad er dit motiv til at tjene Gud?” i Vagttårnet for 15. juni 1995.