Jehovas Vidners gerninger i nyere tid
Apostelen Peter var forbløffet. Fra barndommen af havde han lært at undgå uomskårne hedninger. Og nu sagde Gud til ham at han skulle besøge dem og endda blive ven med dem. Peter forlod lydigt havnebyen Joppe og rejste mod nord til havnebyen Cæsarea. Dér gik han ind i huset hos en hedning — Kornelius. Resten af historien er kendt af ethvert Jehovas vidne. Kornelius og hans husstand blev de første af en lang række ikkejøder som omvendte sig til kristendommen. — Apg. 10:1-48.
Ligesom Peter har Jehovas vidner i dag været villige til at forkynde „den gode nyhed“ alle vegne og for alle slags mennesker, sådan som det fremgår af de følgende beretninger. — Apg. 10:36.
IRLAND: For næsten hundrede år siden, i året 1891, rejste Vagttårnsselskabets første præsident fra De Forenede Stater for at udbrede forkyndelsen af den gode nyhed. Det første sted han kom til, var Irland, og han rapporterede senere: ’Irland er en moden mark der venter på at blive høstet.’ Men hvordan ville Guds folk klare at så og dyrke Rigets sæd under splittelser, pøbeloptøjer og terrorhandlinger i dette land?
KOREA: Det var i 1914 man begyndte at trykke publikationer med det sande kristne budskab på koreansk. Men det var ikke alle i Korea der satte pris på budskabet. For eksempel blev en koreansk broder i 1950 anholdt og forhørt. Han regnede med at blive dræbt, men var besluttet på at aflægge et vidnesbyrd før dette skete. Læs om ham og andre der lever i et land hvor hver fjerde forkynder er pioner.
COSTA RICA: Christopher Columbus søgte søvejen til Indien, men fandt den ikke. Derimod fandt han et land han kaldte Costa Rica, der betyder „Rig kyst“. Landets virkelige rigdomme er de mennesker der er blevet tilbedere af Jehova. I 1918 havde Costa Rica det fjerdestørste antal Jehovas vidner i verden. I dag oplever brødrene dér den ene nye forkynderrekord efter den anden.
Måtte disse beretninger tjene til at styrke din tro og øge din nidkærhed i forkyndelsen af Riget.