Uselvisk på trods af svære omstændigheder

Maria Lúcia fra Brasilien har Ushers syndrom. Det er en genetisk arvelig sygdom som gør at man fødes døv eller med hørenedsættelse, og at man gradvist mister sit syn. Maria Lúcia blev født døv og lærte tegnsprog som barn. Da hun var omkring 30 år, begyndte hun at miste sit syn. På trods af de udfordringer det gav hende, isolerede hun ikke sig selv. Og i dag, hvor hun er over 70 år, har hun stadig et liv fyldt med glæde og mening.

Maria Lúcia fik kontakt med Jehovas Vidner i 1977, inden hun begyndte at miste synet. Hun forklarer: “Jeg mødte en af mine gamle skolekammerater, Adriano, som for nylig var blevet et af Jehovas Vidner. Han fortalte mig om Guds løfte om et paradis på jorden, hvor alle vil have et perfekt helbred. De ting han fortalte, gjorde så stort indtryk på mig at jeg tog imod et bibelkursus. Kort efter begyndte jeg at komme i en menighed i Rio de Janeiro, hvor nogle af møderne blev tolket til tegnsprog. Med Jehovas hjælp kunne jeg gøre gode åndelige fremskridt, og i juli 1978 blev jeg døbt.”

Efter noget tid flyttede Maria Lúcia til en menighed hvor der ikke var nogen der kunne tegnsprog. I begyndelsen var det en stor udfordring fordi hun ikke forstod det der blev sagt ved møderne. Men to af hendes trosfæller kom hende til hjælp. De sad sammen med hende ved møderne og skrev små notater om det der blev sagt. “Når jeg kom hjem”, siger Maria Lúcia, “læste jeg notaterne igennem flere gange så jeg virkelig forstod det. Senere lærte de to søstre der hjalp mig, selv tegnsprog og begyndte at tolke for mig.”

Efterhånden som Maria Lúcias syn blev dårligere, kunne hun ikke længere se det når søstrene tolkede for hende. Så hun begyndte at kommunikere ved hjælp af taktilt tegnsprog. Hvad er det? Hun forklarer: “Jeg lægger mine hænder oven på tolkens hænder og mærker tegnene i stedet for at se dem.”

Maria Lúcia er meget taknemmelig for det store arbejde hendes tolke gør for at hjælpe hende. “De er en værdifuld gave fra Jehova”, siger hun. “Med deres hjælp kan jeg stadig få gavn af undervisningen ved møderne og stævnerne.”

Maria Lúcia holder sig aktiv i forkyndelsen. Hun bruger taktilt tegnsprog til at forkynde for andre døve, der ofte bliver meget overrasket over den store indsats hun gør for at fortælle dem om den gode nyhed. Under covid-19-pandemien har hun skrevet mange breve til døve i distriktet sammen med sin bror, José Antônio, som også er døv og blind.a

Hvordan kan hun det? Hun fortæller: “Jeg bruger et fladt stykke plastic der er formet som et L, og det hjælper mig til at skrive pænt og lige. José Antônio har en fantastisk god hukommelse. Han har idéerne til hvilke emner og bibelvers vi kan bruge, og så formulerer jeg tankerne i brevene. Jeg prøver at skrive på en måde der er naturlig og let at forstå for døve, for det er ikke alle døve der er vant til at læse almindeligt skriftsprog.”

I dag er Maria Lúcia helt blind, men på trods af det er hun meget flittig. Karoline, en af hendes tolke, siger: “Maria Lúcia klarer selv alt det huslige derhjemme, og hun holder sit hjem meget rent og pænt. Hun elsker også at lave mad og spise det sammen med sine venner.”

Jefferson, en af de ældste i Maria Lúcias menighed, tilføjer: “Maria Lúcia elsker Jehova meget højt. Og hun elsker også mennesker – hun gør altid sit bedste for at hjælpe andre. Hun er virkelig uselvisk.” – Filipperne 2:4.