Er begrebet ‘én gang frelst, altid frelst’ en bibelsk lære?
Hvad Bibelen siger
Nej, ‘én gang frelst, altid frelst’ er ikke en bibelsk lære. Et menneske der er blevet frelst ved tro på Jesus Kristus, kan miste denne tro og gå glip af frelsen. Bibelen siger at det kræver en stor indsats, “en hård kamp”, at bevare troen. (Judas 3, 5) Til de første kristne, der allerede havde antaget Kristus, blev der sagt at de skulle “blive ved med at arbejde på [deres] egen frelse med frygt og bæven”. – Filipperne 2:12.
Bibelvers der modbeviser læren ‘én gang frelst, altid frelst’
Bibelen advarer imod alvorlige synder der kan hindre en i at komme ind i Guds rige. (1 Korinther 6:9-11; Galaterne 5:19-21) Hvis man ikke kunne gå glip af frelsen, ville sådanne advarsler være meningsløse. Bibelen viser tværtimod at nogle der er blevet frelst, kan falde fra troen ved igen at praktisere alvorlig synd. I Hebræerne 10:26 står der for eksempel: “Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage.” – Hebræerne 6:4-6; 2 Peter 2:20-22.
Jesus understregede hvor vigtigt det er at bevare troen, ved at bruge en illustration hvori han sammenlignede sig selv med et vintræ og sine disciple med grene på vintræet. Nogle af dem ville på et tidspunkt ved deres frugter, eller handlinger, vise deres tro på ham, men senere ville de undlade at gøre det og blive fjernet ‘som en gren der ikke bærer frugt’. (Johannes 15:1-6) Apostlen Paulus brugte en lignende illustration da han sagde at kristne som ikke bevarer troen, ville blive “hugget af”. – Romerne 11:17-22.
Kristne bliver opfordret til at ‘holde sig vågne’. (Mattæus 24:42; 25:13) De der falder åndeligt i søvn, enten fordi de praktiserer “gerninger der hører mørket til”, eller fordi de ikke helhjertet gør de gerninger som Jesus har givet os påbud om, går glip af frelsen. – Romerne 13:11-13; Åbenbaringen 3:1-3.
Mange skriftsteder viser at de der er blevet frelst, må forblive trofaste til enden. (Mattæus 24:13; Hebræerne 10:36; 12:2, 3; Åbenbaringen 2:10) De kristne i det første århundrede gav udtryk for glæde når de hørte at deres trosfæller var udholdende i troen. (1 Thessaloniker 1:2, 3; 3 Johannes 3, 4) Ville Bibelen understrege trofast udholdenhed hvis de der ikke holdt ud, alligevel blev frelst?
Først da Paulus’ død var umiddelbart forestående, følte han at hans frelse var sikret. (2 Timoteus 4:6-8) Tidligere i sit liv erkendte han at han stadig kunne gå glip af frelsen hvis han gav efter for kødelige ønsker. Han skrev: “Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.” – 1 Korinther 9:27; Filipperne 3:12-14.