“Min kærlighed til Jehova har holdt mig oppe”

Hvad fik mig, der før havde været kommunist, til at gå ind i et trossamfund som blev anset for at være statsfjendtligt? Og hvordan blev jeg hjulpet af Jehovas kærlighed og hans oplæring så jeg fik en bedre personlighed – samtidig med at jeg i årevis var i arbejdslejr og i eksil?

Jeg leder efter retfærdighed og indre fred

Jeg blev født i 1930 i Tabani, en fattig landsby i det nordlige Moldova. Mine forældre arbejdede hårdt på et landbrugskollektiv for at brødføde deres seks børn. Vi havde ikke ret meget at leve af. Min mor hørte til den russisk-ortodokse kirke, og min far var katolik. Jeg kan huske at de tit havde nogle hidsige diskussioner fordi præsterne opførte sig på en måde der chokerede dem.

Da jeg blev 18, gik jeg ud af skolen og sluttede mig til det kommunistiske ungdomsforbund Komsomol. Det havde som mål at forberede unge til at blive medlemmer af kommunistpartiet. Inden længe blev jeg sekretær i den lokale afdeling. Idealer som lighed, broderskab og retfærdighed appellerede til mig, men når jeg så hvordan samfundet var gennemsyret af uretfærdighed og korruption, følte jeg mig forvirret og helt tom indvendig.

Som aktivt medlem af Komsomol havde jeg pligt til at bakke op om de ting Sovjetunionensa regering besluttede at gøre, for eksempel at lukke kirkerne og opløse de forskellige trossamfund. I vores landsby var der også nogle Jehovas Vidner. Jeg havde lagt mærke til at de var ærlige og fredelige, men alligevel regnede jeg dem for at være fanatikere. Jeg anede ikke at en af dem snart ville give mig svar på mange af mine spørgsmål.

Jeg havde en onkel som hed Dimitrij. Han boede i vores landsby og var et af Jehovas Vidner. En dag i foråret 1952 sagde han til mig: “Georgij, hvad vil du bruge dit liv til?” Han var den eneste der havde været tilstrækkeligt interesseret i mig til at stille sådan et spørgsmål. Faktisk gik jeg og tumlede med mange spørgsmål som jeg ikke kunne finde svar på. For eksempel spurgte jeg mig selv: ‘Hvis der er en Gud, hvorfor tillader han så al den ondskab der findes?’ I de næste otte dage svarede Dimitrij på mine spørgsmål ud fra Bibelen. Sommetider snakkede vi om Gud indtil klokken tre om natten!

Efter de samtaler besluttede jeg at gå seriøst i gang med at studere Bibelen. Jeg begyndte at forstå at jeg har en Far i himlen som virkelig elsker mig. (Salme 27:10) Mit kendskab til Bibelen var ikke særligt stort, men min kærlighed til Jehova var allerede stærk, og den fik mig til at gøre det jeg skulle gøre. Jeg meldte mig ud af kommunistpartiet trods trusler fra den lokale partiformand. I september 1952, kun fire måneder efter at jeg var begyndt at studere Bibelen, indviede jeg mig til Jehova og blev døbt.

Min kærlighed til Jehova bliver sat på prøve

Dengang var Jehovas Vidners arbejde forbudt. Men jeg ville gerne gøre noget aktivt for at vise min kærlighed til Jehova, så jeg meldte mig til at bringe bibelsk litteratur ud til andre Jehovas Vidner i landsbyerne rundt omkring. Det var farligt. Folk i landsbyerne kunne let få mistanke til en fremmed og melde ham til myndighederne. Selv nogle af mine trosfæller havde forbehold over for mig, for de var bange for at jeg kunne være en af de mange hemmelige politiagenter der infiltrerede menigheden. Men det kom snart til at stå klart at jeg ikke var spion. Kun to måneder efter at jeg var blevet døbt, blev jeg arresteret og anklaget for at uddele forbudt litteratur.

Jeg sad i varetægtsfængsel i næsten et år mens jeg ventede på at komme for en domstol. I al den tid blev jeg udsat for forhør hvor betjente prøvede at få mig til at gå på kompromis. Men jeg var allerede kommet til at elske Jehova højt. Langt om længe kom jeg så for en domstol i Odessa i Ukraine. Mine forældre og mine søskende, der ikke var Jehovas Vidner på det tidspunkt, fik ordre til at møde op.

Sagen mod mig blev ført som om jeg var en person der var blevet lokket til at gå ind i en farlig sekt. Myndighederne ville have mine forældre og mine søskende til at tro at jeg havde mistet forstanden. Mine forældre blev fortvivlede. De græd og tryglede mig om at ændre min holdning. Men jeg bevarede roen og sagde til min mor: “Du skal ikke være bekymret. Jeg er ikke blevet bedraget. Tværtimod har jeg fundet det jeg har søgt efter hele mit liv, og nu vil jeg ikke give slip på det.” (Ordsprogene 23:23) Jeg vidste ikke ret meget om Bibelen, men jeg vidste nok om Jehova til at jeg ville holde fast ved ham. Omkring seks år senere begyndte mine forældre at forstå det jeg troede på, og de blev selv Jehovas Vidner.

Retssagen endte med at jeg blev idømt 15 års tvangsarbejde og blev sat på et tog til Kolymaregionen i Sibirien. Her lå centret for et stort netværk af arbejdslejre. Vagter og betjente bankede og sultede os fanger for at holde os nede. I den første tid spekulerede jeg på om jeg overhovedet ville overleve.

Jeg bliver oplært af Gud og mærker hans omsorg

Da jeg kom frem til arbejdslejren, var der allerede 34 Jehovas Vidner i lejren. Nogle af dem spurgte mig forsigtigt: “Er der nogen jonadab’er i din arbejdsgruppe?” Så vidste jeg med det samme at de var mine åndelige brødre. Ingen andre ville have brugt sådan et bibelsk udtryk! De erfarne brødre lærte mig ikke bare at bruge Bibelens principper i svære situationer – de hjalp mig også til at opdyrke kristne egenskaber som dømmekraft.

Jeg var beskæftiget som maskinarbejder i lejren. En af de andre arbejdere, en mand der hed Matfej, pralede en dag af at han kunne navnene på 50 helgener udenad. Jeg svarede med en skarp bemærkning om de såkaldte helgener. Som tak ville Matfej give mig en på kassen, men jeg nåede at løbe. Senere opdagede jeg at mine brødre morede sig, og det blev jeg lidt stødt over. “Hvad griner I ad?” udbrød jeg. “Jeg ville forkynde for manden!” Så mindede de mig venligt om at vi skal fortælle folk om den gode nyhed, ikke fornærme dem. (1. Peter 3:15) Matfej var ikke enig med regeringen, men det gjorde alligevel indtryk på ham at Jehovas Vidner viste respekt over for vagterne og myndighederne. Efter et stykke tid blev han interesseret i Bibelens budskab. Jeg vil aldrig glemme den aften hvor han i al hemmelighed blev døbt i en tønde med koldt vand.

Kort tid efter at vi var ankommet til lejren, blev jeg sammen med to andre unge brødre opfordret til at overvære nogle timer med undervisning i politisk teori. Først nægtede vi at gå med til den slags møder fordi vi tænkte at det ville stride imod vores kristne neutralitet. (Johannes 17:16) Det førte til at vi blev sat ind i en mørk straffecelle i to uger. Da vi kom ud, forklarede nogle omsorgsfulde brødre os at det ikke nødvendigvis var et brud på vores integritet hvis vi var til stede ved den slags møder. Vi kunne endda se det som en mulighed for at aflægge et godt vidnesbyrd. Sådan hjalp de kærlige brødre os på en fin og venlig måde til at blive klogere og mere fleksible.

Deres tålmodige oplæring var et klart udtryk for Jehovas kærlige omsorg for mig. Jeg kan fortælle endnu et eksempel. Det har at gøre med en fange der var præst og blev udnævnt til at være regnskabsfører. Hver gang vi gik forbi hinanden ved spisetid, sagde han til mig: “Der har vi jo Djævelens søn!” En af de andre fanger sagde at jeg bare skulle svare igen ved at sige: “Hej far!” Det gjorde jeg desværre, og det førte til at jeg blev gennembanket. Da mine brødre hørte hvad der var sket, hjalp de mig til at forstå at min opførsel ikke havde været passende. (Ordsprogene 29:11) Det endte med at jeg gik hen og sagde undskyld til præsten.

Før jeg blev sendt i arbejdslejr, havde jeg overværet kristne møder i hemmelighed om natten eller tidligt om morgenen. Men i lejren kunne man ikke gøre noget som helst i hemmelighed. Derfor stillede vi brødre os op hver dag i en rundkreds, helt åbenlyst for alle vagterne, og så talte vi om nogle bibelvers som vi i forvejen havde skrevet ned på små sedler. Vores mål var at huske så mange bibelvers som muligt udenad og så tage dem frem og tale om dem. Hvis en af vagterne kom og afbrød vores møde, skyndte vi os at sluge de små sedler.

I eksil – men Guds kærlighed kunne stadig nå mig

I 1959 blev jeg løsladt fra arbejdslejren og derefter forvist til regionen Karaganda i Kasakhstan. Mens jeg stadig kun var prøveløsladt, bad jeg om 20 dages orlov for at indgå ægteskab. Jeg rejste til et sted i Tomskregionen i Rusland, hvor jeg kendte en sød og trofast søster der hed Maria. Som jeg plejede at gøre, gik jeg lige til sagen. Jeg sagde: “Maria, jeg har ikke tid til at være forlovet med dig. Gift dig med mig!” Det sagde hun ja til. Vi giftede os og holdt et lille bryllup. Maria værdsatte at jeg havde holdt ud under mange prøvelser, og hun ville gerne hjælpe mig til at blive ved med at tjene Jehova. – Ordsprogene 19:14.

Dengang i 1960’erne kunne vi ikke frit gå fra hus til hus, men vi greb enhver chance for at fortælle uformelt om vores tro. Når vi var inviteret til at besøge nogen, eller når vi var på ferie, fortalte vi tit om det håb vi har om at leve evigt på jorden. Vi skabte også selv nogle muligheder for at tale med andre. Når et hus var til salg, gik vi hen til adressen og prøvede at komme i snak med husets ejere om et bibelsk emne. På den måde fik Maria og jeg oprettet seks bibelstudier med mennesker som senere blev Jehovas Vidner.

Når der blev afholdt valg, kunne vi også nogle gange komme til at forkynde. En dag kom nogle officerer fra det hemmelige politi hen til den fabrik hvor jeg og nogle få andre brødre arbejdede. Mens omkring 1.000 af vores kolleger hørte det, spurgte officererne os hvorfor Jehovas Vidner ikke tager del i politik. Overingeniøren og flere andre af de ansatte forsvarede os. De sagde til officererne at vi var flittige og pligtopfyldende arbejdere. Deres forsvar gav os mod til at forklare vores standpunkt ud fra nogle bibelvers som vi citerede efter hukommelsen. Vores modige vidnesbyrd førte til at fire af vores kolleger viste interesse for Bibelens budskab og blev døbt inden der var gået et år.

I begyndelsen af 1970’erne var der mange oprigtige mennesker i Kasakhstan der blev Jehovas Vidner, så vi kunne se at vi måtte organisere et stævne. Det var ikke sket før. Hvordan kunne vi gøre det uden at vække myndighedernes mistanke? Vi besluttede at vi i forbindelse med et bryllup ville holde et stævne der varede en enkelt dag, i nærheden af byen Almaty. Det var både et rigtigt bryllup og et kristent stævne, og brudeparret havde over 300 gæster! Min kone og nogle andre søstre havde gjort et stort arbejde med at dekorere mødestedet og lave lækker mad, men det som gæsterne især satte pris på, var at omkring tolv talere holdt foredrag med fin bibelsk undervisning. Den dag holdt jeg for første gang i mit liv et bibelsk foredrag for en stor forsamling.

Guds kærlighed har holdt os oppe under prøvelser

Min kære hustru, Maria, var en trofast hjælper for mig hele sit liv. Hun var mild og føjelig og lod altid Guds rige komme først. Fysisk set havde hun været stærk, men pludselig blev hun ramt af en alvorlig grad af knogleskørhed der tvang hende til at blive i sengen i næsten 16 år. Vores omsorgsfulde datter, Ljudmila, og jeg plejede Maria indtil 2014, hvor hun døde.

Når min kære Maria havde ondt, følte jeg mig helt magtesløs. Men lige indtil hendes sidste dag læste vi Bibelen og opmuntrende artikler sammen. Vi talte tit om den nye verden. Nogle gange græd jeg lige så stille mens jeg sad ved siden af hende. Men hver gang vi havde læst om Jehovas skønne løfter, fik vi ro og styrke til at fortsætte. – Salme 37:18; 41:3.

Lige siden den allerførste dag hvor jeg mærkede Jehovas kærlighed, har jeg følt hans støtte og omsorg. (Salme 34:19) Da jeg var ung og uerfaren, mærkede jeg hans kærlighed gennem brødre der tålmodigt hjalp mig til at forandre min personlighed. Når jeg kom ud for noget svært mens jeg var i arbejdslejr og i eksil, mærkede jeg at Jehova gav mig støtte gennem sit ord. Han gav mig også den styrke jeg behøvede for at kunne passe og pleje min kære hustru, Maria, indtil hun døde. I dag kan jeg af hele mit hjerte sige at Jehova har holdt mig oppe i hele mit liv.